Frydefuldt er det jo- udover den gode kvalitet litterært set- at se sit vesthimmerlandske åsted blive sat på print i fine bøger. Første gang jeg oplevede tilsvarende-kald det da bare ekstralitterært-var Johs V's Ane og Koen i hans Himmerlandshistorier, hvor vores hus netop -lang tid efter, forstås- lå på Hvalpsund Marked, som fortællingen omhandlede. Sidenhen, mange år igen efter, gik vi, familien, min, så fra Thit og Johs. V.Jensen-land til Blicher-land. Eller rettere Morten Vinge-land. Tjele med Viskum, Vejrum, Foulum, Nr Vinge mm, som der så fint står på Landsbydegnens dagbogsblade.
Thøgers palme, nej ikke lige Thøgers, men den opstillede er forhåbentlig væltet ud i fjorden, og hører kun hjemme på skrift og som noget, der er på vej mod havsens bund.
Men man ku så tilføje omkring det inversive (og her kitschede), at der er et større bagkatalog, hvis man skal gribe fat i hele importen af dyr, flora, varer, brailiansk samba til Ålborg, haiku som oftest er ulykke i ukyndige hænder, hybenrosen, fasanen og nu mårhunden, dette søde stykke pels. De førstfangede udstyres med gps-sender, således at dette uskyldige væsen kan sælge ud af hele slægten for 30 sølvpenge. ...
Og hvor er så lige balancepunktet med det inversive kaffe, cognac, fladskærm, computeren, og kan jeg tillade mig at anlægge en japansk stenhave, måske som led i integration, en import af en tanke. Og assimilation. Men jeg gør det altså kun for at blive fri for at slå græs. hvis jeg ellers gjorde det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar