Installation I
Der er den dør dér. Jeg mener, han overlevede uskadt. De 34 huller er skudhuller. Du bedes nu krumme ryggen og bøje knæene sådan, at du lige akkurat ikke tangerer skudhullerne; kan du det, ville du i den nøjagtige identiske, krøllede stilling have kunnet reddet dit liv i en tilsvarende situation. Sandsynligheden for at penetreringens antal hagl skulle danne samme figur igen er yderst ringe.
Installation II er sådan set en gentagelse af I, hvis vi kan forestille os det.
De to næste døre har vi repareret og malet igen. Du skal nu prøve, uden at kunne vide noget som helst om skudmønstret at placere dig i en position, og vi stikker så sabler ind fra den anden side, som forlods er mærket af.
Hvor vi før arbejdede med sandsynligheder på nul (for at situationen skulle genkomme magen til) er situationen nu nul i en meget alvorligere potens. Ikke bare er figuren som før ukendt, måske er døren en stor fregnet historie af markeringer. Vi kan ikke tale om gentagelse. Sablerne går måske ikke efter at figurere og forestille sig en krop bagved.
Spørgsmålet
Kan man overhovedet tale om gentagelse (da tiden er proces. Denne onsdag er ikke en gentagelse af tirsdagen blot med nyt navn).
Er der en konsistens ved verden, ved tiden, siden vi står op til en verden der igen og igen ligner sig selv.
Men vi bader ikke i det samme brusevand som i går.
Eller er det en konsistens der ligger i os selv ved sproget. I sprogets forsøg at ordne tingene i netop velordnethed.
Er vi, dvs verden, sproget og vi en sammenhængende størrelse, som betyder at det ikke kan adskilles.
Skal vi tro på astrologien, der siger at i morgen vil jeg få nyt arbejde og det bliver regnvejr.
Eller er det projiceringer, tænkt på den måde, at jeg i min subjektivitet og i sprogets ønske om kosmos og pæn syntax hele går mod et helstøbt setup.
Men jeg styrer vel så i givet fald ved ambition min retning. Men den ambition kan man så diskutere, om det er mig der er styrmand på.
Digtet er som det er. Det er en person som efterstræbes i I. Det er nok Jønkedrengen. Det siger vi. Døren til det meget lille rum er lukket, man skyder salver ind gennem døren. Tableau. Intet er alvorligt sket, men man fornemmer næsten at kuglernes penetrering har skabt omridset af personen. Han er uskadt. Det er så det. Så leges der med, om skæbnen altid vil være en nådig og lade en undslippe farerne af allehånde slags og om endda den samme scene som kunne gentages.
Spørgsmålte udover det skæbnemæssige er om tiden figurerer sig i gentagelser, for tingene omkring er jo rimelig konsistente. Er der en magi ved det. Kan man handle af og lave kontrakt med skæbnen. Eller er tiden derimod det konsistente. Det man lægger ud i genstandene og væksterne. Er det a la Locke, Hume hobbes en del af mennesket. Altså er det en snarere en konsistens i en selv. Ikke at det nødvendigvis lander i psykologiske vedhæng ved mit sanseapparat.
Man kan vel kun tale om styring hvis man i det velordnede og rutineprægede osse pludselig ser den lille forandring af gudernes gunst der lader en lottomillion dumpe fra himlen. For det er vel ikke nok med at konsistensen det der ligner en idelig gentagelse af den ene dag følger efter den anden.
Man siger at en granat ikke slår nede samme sted igen. Det kan den sagtens. Du skal bare ikke spille på at den gør det. Hvis du slår en sekser og derpå siger at du vil slå 70 i træk, så er du gal. Tror du ikke på en styring? Nej. Tror du ikke på en Gud, der ordner det bedste for dig. Næh..
Jeg tror ikke på en styring. Jeg tror på at sproget ligger der og er en del af mig og en del af verden. Og jeg når ikke træet direkte, Jeg tror på at mine sanser er en del af sproget. For jeg får træet i en samlet pakke af træ og et træ, der er fyldt med referencer til alt grønt, levende. Jeg projicerer alligevel træet frem til en nøgenhed per se.
Det kan godt være at jeg kan slå 120 seksere i træk. Men det mest fantastiske (ved tiden) er at i morgen vil det hele ligge stort set konsistent. Kaffen står på sin plads solen er deroppe og skyen hænger deroppe. Men jeg kan intet vide, om det sker. Er så det konsistente en del af mig og mit sprog. Jeg ved jeg nærmer mig en form for solipsisme.
Fatalisme. Skæbne. Astrologi. Det er jo junk.
Og nu for at være rigtig smart, så tror jeg det er noget af, men ikke det er hele forklaringen. Jeg hopper lige af min egen krog, so to speak. Ja men den går selvfølgelig ikke. Du er lidt sådan det hele. Lidt solipsist. Lidt en tro på sanseapparatet som en magisk gave, givet dig i hænde som en kontrakt til verden.
På den ene side er der noget der klart siger mig, at sanserne i mig er det virkeligste der findes. Det er min kilde til verden og verdens adgang til mig. Min smerte deler jeg med mit møde med verden. Verden stikker en flad og jeg får budskabet, skal jeg love for. Verden og jeg deler en hinde. En hinde af bevidsthed kunne man måske sige. Og for mig er sproget lig med verden. Dels fordi det jeg sanser, er sprogliggjort i tingenes referencer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar