det bliver stort dether, jeg ser det for mig. De skiftende kulisser: Savværk, Bastillen, 1864, Månelanding, tankstation og en fransk hotdog med på vejen, Et Dukkehjem. Vi skal have kanonader, fyrværkeri, Serangeti, Gobi. Det kommer til at rejse verden rundt, Broadway, vi kommer i Go'aften Danmark, opførelse ved Den Kinesiske Mur, FØRSTE TEATEROPSÆTNING PÅ MÅNEN. Publikum kommer vil få satori på samlebånd. Vi skal have en guillotine på scenen, Knud, og en sprechstallmeister, elefanter i fekostumer, hullahopringe med ild. Der skal være en rulle bobleplastic pr. teatersæde, snigskytter. Den første som griner vinder en rejse til Fur, den sidste får buksevand på scenen og bliver flået levende, tamme
krager slår ned og slås om det friske kød, en heks sniger sig ind og stjæler genitalier, hjerne, øjne og koger bryg i orkestergraven under resten af forestillingen. Der skal være strip. Og der skal også være alvor, tragedie, et ungt par får ikke hinanden og må gå i kloster, henholdsvis krig. Der skal ikke være pauser. Publikum må ryge og drikke som de vil, have grill med, og sove under åben himmel. Vi sprænger hul i loftet på Det Kongelige. Og i centrum for det hele: Os. Vi får alle damerne. Backstagegroupies får en helt ny betydning efter os. Begreberne back/frontstage går i opløsning for verdens øjne. Internettet bryder sammen. Der udbryder revolution i gaderne. Universet er vores scene. Det er Beckett og Burroughs og Père Ubu og i den grad beyond. Vi fnyser af Nobelprisen, tager hånd om klimaet, fattigdom, krig og ufred, vi holder fest. Og sparker hinanden over skinnebenene, pifter cykler, giver den stakkels lille
solsort skinne på vingen og sætter den fri, når den er kommet sig.
Drejebogen skal flyde med regibemærkninger, ornamenter, kattekor som synger: If you're running and it's raining, don't slip in mud, 'cause if you do, you'll slip in blood. TV-skærme, dødsbo og løsøre i en lind regn fra oven scenen, trisser og wirer og kraner at alverdens rundt på i en evig malstøm. Superstrenge, ormehuller, begivenhedshorisonten brudt med at brag. Og så stilhed. Og så reprise ad libitum. Poser til opkast. Og matadormix og guccitasker. (LBN) hm, hm
krager slår ned og slås om det friske kød, en heks sniger sig ind og stjæler genitalier, hjerne, øjne og koger bryg i orkestergraven under resten af forestillingen. Der skal være strip. Og der skal også være alvor, tragedie, et ungt par får ikke hinanden og må gå i kloster, henholdsvis krig. Der skal ikke være pauser. Publikum må ryge og drikke som de vil, have grill med, og sove under åben himmel. Vi sprænger hul i loftet på Det Kongelige. Og i centrum for det hele: Os. Vi får alle damerne. Backstagegroupies får en helt ny betydning efter os. Begreberne back/frontstage går i opløsning for verdens øjne. Internettet bryder sammen. Der udbryder revolution i gaderne. Universet er vores scene. Det er Beckett og Burroughs og Père Ubu og i den grad beyond. Vi fnyser af Nobelprisen, tager hånd om klimaet, fattigdom, krig og ufred, vi holder fest. Og sparker hinanden over skinnebenene, pifter cykler, giver den stakkels lille
solsort skinne på vingen og sætter den fri, når den er kommet sig.
Drejebogen skal flyde med regibemærkninger, ornamenter, kattekor som synger: If you're running and it's raining, don't slip in mud, 'cause if you do, you'll slip in blood. TV-skærme, dødsbo og løsøre i en lind regn fra oven scenen, trisser og wirer og kraner at alverdens rundt på i en evig malstøm. Superstrenge, ormehuller, begivenhedshorisonten brudt med at brag. Og så stilhed. Og så reprise ad libitum. Poser til opkast. Og matadormix og guccitasker. (LBN) hm, hm
Ingen kommentarer:
Send en kommentar