Kap 5. Sidst på aftenen kunne vi jo bytte drømme. Det vil jeg sige til Magisteren.
Janus Kodal lavede for nogle år siden en pamfletserie med politikere som portrætteredes. Og sidst vi havde haft en lille havefest på Frederiksberg, satte han vandkanden ned igen med det samme, hvilket beroligede mig, og han bad mig så om mit bidrag. Jeg tørrede frisuren i en bordløber og læste nedenstående lille stykke op. -Skilningen sad perfekt igen, kunne jeg se da jeg spejlede mig i termokanden.
Jeg var lidt usikker på, om jeg havde drømt det, eller det mere var sådan noget dagdrømmeri. Men det sagde jeg ikke noget om.
Jeg var lidt usikker på, om jeg havde drømt det, eller det mere var sådan noget dagdrømmeri. Men det sagde jeg ikke noget om.
Jeg drømte så mange ting som mindre især. En af de første var af gips, kunne man sige. En anden var af cement og jeg landede vupti på havsens bund. Så begyndte jeg at gå i skole. Og min bedste veninde hed Pia, og man kunne altid regne med hende. En dag sagde hun, at hun kunne tænke sig
at bytte det billede af en fisker og hans fiskedræt, jeg havde, med et af Jesus og hans disciple.
Men jeg ville ikke af med det. Du kan gå med mig i søndagskole og få et gratis, sagde jeg. Det gjorde hun.
Og alligevel gav jeg hende mit fiskerbillede. Det viser noget om vores venskab. Men så ville hun
ikke have det alligevel. Og det skal venskab kunne holde til. En anden gang, faktisk lidt længere henne i samme drøm, drømte jeg at vi havde byttet venindering af ægte guld. Og det var rigtig nok.
Jeg plejede at stemme det samme som min far til valget, men nu stemte jeg på min veninde i stedet.
Ellers er det jo ikke rigtigt venskab.
Med sin kyniske tilgang til kunst (og det der er endnu mindre), synes opfinderen af Person Placement Products Novel Payment & Argument-Service etc. at forudskikke & gennemføre det/den endelige sammenbrud af al moral, dvs. overføre normer fra min libanesiske grønthandler, f.eks., "rabat tre agurker ja?" til al mellemmenneskelig handlen, men grønthandleren har endnu ikke tilbudt mig at få indgraveret mit navn i agurken. Det er sørgeligt at se. IMIDLERTID er det spørgsmålet om han, kynikeren, egentlig ikke først og fremmest er drevet af ynkværdig angst? Jeg finder tilfældigvis i en digtsamling skrevet af en mig ubekendt poet (for bibliografisk interesserede: publ. på mindre forlag i 1993)følgende linier:
SvarSletI går overrakte man mig smilende/et fjernsyn, hvor jeg, kongen,/skulle skrives ud af serien./Deraf min nervøsitet.
Måske deraf hans nervøsitet? Måske derfor følger han vore mindste bevægelser, vores trækninger om munden?
den unge herre/småkongen/abemennesket/b-agurken/fremskriver sine angstanfald til tifold mesterjakelbrystbehårede spids-og trangborgerlig modstand mod det skiønnes oprejsning/en luftning som når et cykelhjul taber sit vejr som var det guld/som var det gaver, men blot småknallerter uafpasset på sidsteårsjuletræ/et femøreshul/ fra dengang da babykejseren blev sat på altankassen som karse og tiljublet af masserne af myreæg
SvarSlet