Betaversionen til anmeldelse af Frank Kjørups Indefrarød, holdt som tale i forb m Albertineprisen 2010. i Kulturministeriets Hal, Chr.havn.
(det endelig skrift er forsvundet, men kan ses på det litterære magazin http://www.morgenrøde.dk/)
Frank Kjørups bog er virkelig god. Læste i forbindelse med en poesisamlinganmeldelse af Tanaka et næsten ikonografisk sted, hvor han skriver something like: der er kun ”og” tilbage. Og Ekeløf taler om der kun findes ”at” i verden. Og det får mig til at pege på skoven , man ikke kan se for bare træer. Vi står i sproget og dets materialitet forsvinder i bare træer. Momentvist opdager vi sproget, når vi hakker og stammer eller ser fejl..Vi står i normer og konventioner og selvfølgeligheder og forsvinder i dem, og de opfattes som gudgivne faldet fra himlen ned.
Som Dannebrog faldt ned fra himlen. Og det danske sprog faldt ned fra skyerne og direkte ind i munden. Sproget, grammatikken er på tungens selvberådende løbebånd. Så syntaxen er syet fast og hvordan kan man tale på andre måder end kopula med fixerede sætningspladser i det diederichsenske løb med leddenes sammenklistren sig til de faste stole. Hvilket sådan set er en ideel løsning.
Vi har ikke kroppen som noget andet end stedet hvorfra den hele verden må udgå fra. Og derfor er vi udvalgte. Og derfor er vi bundet sømløst til os selv i en affinitet over for det Andet, selvom det andet er lige så meget og lidt os selv. Etnocentricitet og tunnelsyn lever af at ikke at kunne se udover egen næsetip og maveskind. Men det er ikke bare det. For erkendelsesmæssigt kan vi hverken se træerne eller skoven. Vi ser igennem et filter af overleveringer, naturligvis. Vi ser igennem detaljerne eller ser på det overordnede. Jo, men det betyder så at ens indsigt står og falder med boniteten af forforståelse og står og falder med hvordan de indsigter er blevet behandlet. Borges’s Irineo Funes fortabte sig i det enkelte træ og forsvandt i kaos. Generalisten vil beherske verden i storkategorier, som ikke er for hånden, og ikke gennemlevet og som sanserne ingen adgang har til. I et slags artistisk begrebsbogholderi.
Men det er med kroppen der skal ses og høres og forståes. Og når der hverken er træet tilbage eller skoven, så er der kun ”og” og tilbage.
Verden er et mysterium, der grundlæggende hedder ”at”. Jeg kan se AT verden er der. Jeg kan føle, AT jeg er til Jeg kan se AT træerne findes og AT de små pipfugle er der, Og så kan jeg samle dem i storkategorier som Linné og samle en stor gruppe spurve i kategorien Passer og dertil give det allermindste led et latinsk navn ….og det er jo sikkert gavnligt for os, så kan vi bedre samtale om tingene…Men pipfuglene er vi ikke kommet nærmere.
Man finder ikke bedre ud af tiden ved at fininddele endnu mere i timer, minutter og nanosekunder for nu at tage et illustrativt eksempel på at man ved et rationale skulle komme til forståelse. Det er godt og praktisk for at kunne få logistik og kommunikation til at køre. Og jeg tror endvidere en af pointerne ved den wittgensteinske listeform, hvor han lægger tangent på tangent på omkring emnet -også- er for at pege på at kærnen ikke kan nås uanset hvor mange beskrivende linjer der smides på. Man kan få problemet til at figurere sig frem og så må man stoppe op og tydeligere se, at der er en genstand, en tanke- og så man sige: ok det var det. Fint nok for så kan vi tydeliggøre, figurere et problem. Gertrud Stein tydeliggjorde problemet skrift/erkendelse på en anden måde/praksis. Hun pikeredes af den genstand eksempelvis, som sås i et hele i form, farve, materiale, funktion i sin skrifliggørelse krævede hvad man ku kalde skriftens forsinkelse, den skriftlige lange udfoldelse. Ikke at der er forskel kvalitativt i at se en genstand eller beskrive en genstand. Kun at der er to svar, som begge efterlader endnu flere mystifikationer. I skriftens krav om udfoldelse og dermed forsinkelser og mangel på samtidighed i sin deskription er regulativet sådan. Både Stein og Wittgenstein illustrerer for så vidt min hovedpointe at 1) skriften er ét 2) at sanse og se et andet og 3)enhver kanal til verden er nu det vi har og må leve med og at en ekstra sans for infrarødt fx ikke vil levere andet end mere deskription og data. Hvis legen hedder énhåndsludo kan du ikke vinde noget som helst ved at bruge to hænder. Fordi det kommunikative spil er defineret ud fra den forhåndenværende totalitet som foreliggende regelsæt.
Hvis spillet hedder dansk sprog, så hjælper det ikke at tilføre tyrkiske navneord. Hov er det ikke det det poetiske sprog gør? På sin vis jow. Men det poetiske sprog er deformerende og optræder i sin linjedans for performativt at pege på, eller snarere (gen)opføre kærnesteder, de eksplosive emnefelter,
*på hvad det ladede sprog ikke så meget kan, Og så står vi underholdende og viser ja… AT.
Det kan være på listeformsmanér som i den wittgensteinske Tractatus-Logicus.
… ved at deformere de steder der kaster et glødende stykke kul fra sig.
For mig at se har Kjørup gang i alt dette på smukkeste vis.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar