Manager

Digt fra dansk til albansk. Opført i Tetovo 2007. Makedonien.

--------------------------Oversættelse af Tryllekunstnerdigtet fra Intarsia til albansk

Unë e permbÿs filxhanin tim.

Një herë ne jetën time duhet të jetë e mundur ta

Mbaj kafen brenda.

Kështü është. Sa u përket mrekullive, ata do të dalin

Herët a vonë. Dhe kur ndodh, nuk duhet ta derdhësh.

Kjo ndjendë që papritmas dyfishohesh

Është bisnez marramendës, te marrësh nje dhuratë

Qe rritet gjithmonë e më shumë pa asnjë

Sqhetësim. Të dy pllakëzat fotografike mbulojnë

Njëra-tjetrën si vetëm një.

Aq të përkryera saqë sheshi betë paraqet

Një hije të zbehtë.

Dhe vetëm nëse sthyn, pakëz si ”deja vu”,

Dicka që mund të kesh bërë rastësisht,

Po ta lejonte casti.

Por pse të pendohesh. Unë nuk do ta prek lëndën.

Mund të kthehet, do të kthehet , po. Vetëm

Duhet të presësh.

Unë asnjëherë nuk do të

Pendohem që tërhiqesa nga ajo, e

Mrekullueshmja * Në vetvete

Një mrekulli. Prandaj nuk dua të

Harxhoj kohën kuhen pyetur për hollësi sic: pse po

Perziëj atë që bëj dhe atë duhet të kisha bërë.

I shurdhër dhe pandjenjë, sikur të mbaja dicka më

Të rëndë sa vetja ime. Cuditem,

Por mund të them me zë të lartë:

Kafja është në filxhan. Kafja eshtë prapë në filxhan.

Mund të ketë rrjedhur nga mëngët e mia dhe

Drejtpërdrejt mbrapa në filxhan. Ti nuk e more vesh.

Nuk morëm vesh, apo? Shejpt e shjejpt,

Duhet të themi.

Ndoshta sepse dikush ( jo vetja ime?)

Me dorën tjetër duhet ta ketë tërhequr vëmendjen

Deri në tryezen ku

Mund t’í shohësh lulet e kaltra në vazo.                         KSN

Net.

m

mm

Opførelse af ETYMOLOGI Nordjyllands Kunstmuseum

..svar til Robert H (jeg kan ikke få det ind som kommentar, derfor her) Koncerten blev båndet af det unge tonekunstner-selskab, men jeg har ikke siden set det.

Capricorn/Marco Polo udgave Anders Nordentofts The Nervous Saurian, der bygger på Bo Green Jensens og min Øglernes Frise. Den blev indspillet af London Sinfonietta for snart længe siden 

Intro til længere sag (digt)

Emig/Nørregårds fantastiske rejse gennem denne verden

maleri. min morfar i London som 18årig.

Kunne tidsmæssigt indgå i Roman V, hvor der et kapitel i går her på bloggen. Et af bloggermandens seneste portrætter, af kvindelig litteraturprofessor (Anne-Marie Mai), indgår i Den nationale Portrætsamling på Frederiksborg Slot, 2011.  

Roman V kap 5.

Roman V, hvor vi befinder os ved et generationsskifte.

kap5.

Gårdens ejer er pligtig til at afgive fri befordring for mig med gårdens bedste køretøj og heste og kusk indtil 12 rejser årligt, hver rejse på ikke over 4 mile tur, når det forlanges, dog ikke i den travle høst eller såtid, undtagen i tilfælde af slægts eller bekendtes død eller sygdom.

Han er derhos forpligtet til, til enhver tid i sygdomstilfælde at hente og hjemkøre læge til mig og besørge medicin afhentet samt betale udgifterne til læge og medicin.

Familien og jeg som vidererapporterende er blevet enige om at lade de forrige dage ligge sammen med de brune blade der ligger på gårdspladsen. I morgen fejer vi. At gøre det nu midt i denne 15.oktoberstorm er halsløs gerning. 

Limfjordens Las Palmas. Hvalpsund. 1 af 3 aktstykker

Ved siden af Hvalpsund færgehavn er dette stykke flora.

taget fra Frk Dissing blafrende Sommerskørt (Thøger J)

Frydefuldt er det jo- udover den gode kvalitet litterært set- at se sit vesthimmerlandske åsted blive sat på print i fine bøger. Første gang jeg oplevede tilsvarende-kald det da bare ekstralitterært-var Johs V's Ane og Koen i hans Himmerlandshistorier, hvor vores hus netop -lang tid efter, forstås- lå på Hvalpsund Marked, som fortællingen omhandlede. Sidenhen, mange år igen efter, gik vi, familien, min, så fra Thit og Johs. V.Jensen-land til Blicher-land. Eller rettere Morten Vinge-land. Tjele med Viskum, Vejrum, Foulum, Nr Vinge mm, som der så fint står på Landsbydegnens dagbogsblade.
Thøgers palme, nej ikke lige Thøgers, men den opstillede er forhåbentlig væltet ud i fjorden, og hører kun hjemme på skrift og som noget, der er på vej mod havsens bund.

Men man ku så tilføje omkring det inversive (og her kitschede), at der er et større bagkatalog, hvis man skal gribe fat i hele importen af dyr, flora, varer, brailiansk samba til Ålborg, haiku som oftest er ulykke i ukyndige hænder, hybenrosen, fasanen og nu mårhunden, dette søde stykke pels. De førstfangede udstyres med gps-sender, således at dette uskyldige væsen kan sælge ud af hele slægten for 30 sølvpenge. ... 
Og hvor er så lige balancepunktet med det inversive kaffe, cognac, fladskærm, computeren,  og kan jeg tillade mig at anlægge en japansk stenhave, måske som led i integration, en import af en tanke. Og assimilation.   Men jeg gør det altså kun for at blive fri for at slå græs. hvis jeg ellers gjorde det.      

Frk Dissings Blafrende Sommerskørt fint forfatterskab, fin forfatter

Mit sted for de himmerlandske teenageår krydser et par nogle linjer her i  Thøgers den dissingske...og et bestemt anekdotisk forhold, som vil fremgå af indlæg heromkring.  Dette vil lige tydeliggøre det.

vi må indimellem gi os tid til en læserkommentar...og da det vedrører de første og bedste 8 af mine opfindelser til de 144 lovede, så skal det bringes

Kære Knud Steffen

Beklager sen latterligt lange svartid. Tak for dine herlige opfindelser, som sikkert og vist kommer menneskeheden til gavn.

Min personlige karriere indledtes da jeg var 7 år: Jeg lukkede mig inde på mit værelse i dagevis med det erklærede mål at opfinde en art maskine, som 1) skulle kunne rejse i rum og tid 2) være enkel og brugervenlig. Projektet strandede dog, nej, rettere kuldsejlede på hvad må tilskrive en for radikal selvpålæggelse af matriale-knapheds-dogme, idet mine remedier til denne epokegørende indsats kun bestod af: 1 flyttekasse (støvet, fundet i faders redskabsskur), 2 totter vat, 4 papirclips samt 1 stk rundt-spejl-monteret-på-knækstang (skoletandlægepålagt agragat til fremme af hjørnetandsbørstning på svært sigtbare steder).
At jeg så, uvidende, efter at have kasseret resterne af materialerne, skulle komme til at revolutionere arbejdsgangene for flyttemænd med tandsmerter, er vel kun en ringe trøst...

alt godt

Søren Sixten

Hald&besøg af fribyforfattere Seedy Bojang, Noufel Bouzeboudja og Tendai Tagarira

Fra den visuelle fremvisning.

Hald, En foredragssal i går. Performance, Se de andre indlæg heromkring.

Besøg af Fribyforfattere i går på Hald
 , Noufel Bouzeboudja

Riddersal, jysk herregård, Første af flere performativer.

Musik. Fribyforfattere. Seedy Bojang, Noufel Bouzeboudja og Tendai Tagarira optrådte i løbet. Og Jimmy.  Karsten Pharao optager.
Velsagtens en 3 år siden KP og Hanne Møller lod Alfabet møde Hald gennem en hel dag.

(indgår ikke i min Personal Placement Novel pt).

Næstdybeste sø i Danmark. 31 m sine steder. Hald Sø.

Gertrud Stein mellem ord og billede, betragtet i hendes Foredragssprog, skrevet 2006

ORD og BILLEDE

Knud Steffen Nielsen

Hvorfor er der så mange forfattere, der også arbejder med billedkunst? Listen er lang; fra den tunge vægtklasse kunne man hente en Heinesen, en Grass, en Strindberg, og videre til forfattere af mere ordinært tilsnit. Og i øvrigt også den anden vej rundt: malere, der skriver (Kirkeby, Carstensen, Have for nu at tage fra den hjemlige scene). Det kunne jo være nærliggende at spørge sig, om der er

et slægtskab de to medier imellem. For i hvert fald kunne man hævde, at urmaterialet delvist baserer sig på billeder begge steder. Ting bliver gjort til tegn.Metaforiseret. Fortællinger som stortegn. Personer som tegn. Jeg vil begynde et helt andet sted end hos disse dobbeltmennesker og i stedet slå ned et bestemt sted i litteraturen og påstå, at pågældende forfatters tekst er skrevet af et skrivende menneske, et visuelt orienteret ordmenneske. Og i første omgang se på et særligt steinsk aspekt (for det er Gertrude Stein, jeg tager fat i,) som handler om at hente billedets, kunstbilledets

temporalitet over i litteraturen. Og derved tekstligt forsøge at illudere billedets sceniske samtidig-hed. Og endvidere mime en proces' udstrækning og tænke i sproglig materialitet. Jeg tror, at ved at se i og på skrift alene i første omgang, så vil måske noget af et slægtskab til billedmediet afsløre sig.

Det man skal huske er at hvis det

ikke er hvis det ikke er det der ved at

overlade det til dem. der får det til at

blive meget sandsynligt så sandsynligt

som de ville være trods alt trods alt at

vælge at vælge at være her til tiden"

(Gertrude Stein, How to write, s. 259).

Lad det være et slags indgangsmotto, som Stein også selv vender tilbage i sit foredrag om „Poesi og Grammatik".Ingen tvivl om, at det at læse Gertrude Stein kræver en ændret læseroptik.Ovenstående mundfuld får i første omgang lov til at stå og lyse i al sin mystik, inden jeg i øvrigt vil vende tilbage

til citatet. En ting er at fortælle sin historie i f: transparent og glat sprog. Noget andet er både at fortælle sit budskab og at have sprogets materialitet og væsen som en vægtig indvævning. Sådan at fremvisningen af udsagn mere ligger i ”transport-støjen" i sproget end i selve den explicitte „handling".

Stein skriver i den nyudgivne Stein Taler (Arena 2005, oversættelse ved Lene Asp Frederiksen) i det skrevne foredrag fx på s. 11:

...At skrive og at male og al den slags ting, er sådan, for dem der beskæftiger sig med det og ikke gør det imens det gøres. Nu er det sådan at de få der gør det imens det gøres, og det skal nævnes at de mest beslutsomme af dem sædvanligvis er forberedte ligesom verden omkring dem forbereder sig, gør det på den måde og så hvis l ikke har noget imod det vil jeg fortælle jer hvordan det sker. Naturligvis ved man ikke hvordan det skete før det for længst er færdigt med at begynde at ske.

For at vende tilbage til den del med at det eneste der er forskelligt er det der ses når det synes at blive set, med andre ord, komposition og tidsfornemmelse. Ingen er forud for sin tid, det er bare det at den bestemte måde at skabe tid på er den hans samtidige der også skaber deres egen tid nægter at acceptere. Og de nægter at acceptere den af en meget enkel grund og det er at de ikke behøver at acceptere den af nogen grund. De selv det vil sige alle der træder ind i den moderne komposition og de træder faktisk ind i den, hvis de ikke træder ind i den er de ikke så at sige i den de er uden for den og derfor træder de ind i den. Men i det man kan kalde de ikkekonkurrerende bestræbelser hvor der ikke er mistet noget hvis man ikke er med på nær ingenting på nær det man ikke har, der er

naturligvis alt det der forkastes, og de ting der forkastes er kun vigtige hvis nogen uventet kommer til at have brug for dem. Det er naturligvis ævlen. Men ævleri, som tjener sit formål; at folde sit tema ud og på samme tid selv illustrere sit tema ved sprogets form. Det gør hun ved eksemplariske lettere forskudte gentagelser. Først og fremmest. Det gør hun ved idelig at underordne sine gentagelser og sætninger i mønstre, som kommenterer og derved holder fast i det, der siges og forlænger det. I regelret udgave er det vel det, der normalt er germansk klappen sætninger oven på hinanden, inden der omsider kommer et verbum og et punktum, altså hvor man fastholder (i underordnings-princip) sit emne i bisætninger og bisætningers bisætning. Men det er ikke regelret hos Stein. Det er lodret, men ikke lodret ævleri, ikke regelret på den måde. Det er mere krøllet end som så. Og det kunne tydeligere illustreres med et andet nedslag i bogen, fra hendes foredrag om poesi. „Poesi og Grammatik", som er titlen. Hun siger:

....I en bog der hedder How to

write arbejdede jeg en hel del

med den ting at prøve på at finde

ud af præcis hvad balancen den

ikke følelsesbetonede balance i

en sætning er og hvad den

følelsesbetonede balance i et

afsnit er og om det var muligt

selv i en kort sætning at få de to

ting til at blive en. Jeg tror det

lykkedes mig et par gange. Vil I

lytte til en eller to sætninger hvor

jeg mente at jeg havde gjort den

ting: .....

Popler vil sandelig blive og kan

sandelig blive fældet og vil blive

savet i stykker og vil sandelig

blive brugt som brænde og bliver

måske brugt som brænde. (How to

write, s. 90)

Det man skal huske er at hvis det

ikke er hvis det ikke er det der

ved at overlade det til dem der får

det til at blive meget sandsynligt

så sandsynligt som de ville være

trods alt trods alt at vælge at

vælge at være her til tiden. (How

to write, s. 259)

Hun afbryder og udelader et ord eller to, springer tegn over for at holde tempo og holde vandene åbne.Kommaer, mange af dem, ville jo være som chikaner i trafikken, derfor skydes de ned i mængder. Hun selvafbryder og indsætter igen lettere forskudt sit udsagn fra en ubetydeligt

ændret synsvinkel. Men det er ikke bare det. Så ville det jo også blot udgøre en transskription af et båndudskrift af mundtlig tale. Og det er det ikke. Hendes indgriben er en pegen på sproget, der ellers undslipper og smutter videre hen ad linjerne, fordi sprog nu engang udfolder sig i linjer og bogsider. Selv det punktuelle „tager tid" at udfolde, tager sætninger og linjer at udfolde.

Så Stein opererer ved at gribe ind i sine sætninger, hvor godt nok syntaksformede ytringer nødvendigvis spøger som skygger bagved, men hun forsøger det paradoksale at fastholde eksempelvis punktets beskrivelse ved som sagt at angribe punktet uden at gøre sin sætning færdig og ved permuterende gentagelser.

Hun træder vande så at sige ved at angribe punktet med en ny halv sætning. Det er selvfølgelig et nyt illusionsnummer, fordi tidsproblemet stadig ikke er løst, men forsøgt repareret ved at fastholde punktet nye steder fra med nye formuleringer. En illusion, der kunne ligne kubisternes måde at operere med samtidighed på, når „kvindens ansigt også skal have nakken med". To visuelt umulige aspekter, der anbringes på én scene. Syntaksen afbrydes, inden styringen har leveret de yndige perler på snor, som den almindelige sætning jo er, specielt i skrift. Som Husserl var inde på, så kan bevidstheden kun være bevidsthed om noget, det vil sige når den har noget at omslutte, en mening, en tanke. Denne bevidsthedens handske forsøger hun så at sige at undslippe, eller rettere at holde åben i ét langt åndedrag, inden man skal op at have luft. Sådan at handsken først lukker i sidste øjeblik med en ny frase. Men hvordan? Og lyder det ikke snarere som forsinkelse og tempo tab? Nej, det er det modsatte, påstår denne læser. For denne læser er det snarere et forsøg på at bringe

sig i overensstemmelse med tiden. For i stedet for en færdig tanke får man et plastisk billede af det processuelle. Hvis det er resultater og ren information, man er interesseret i, så skal man læse Statistisk Årbog. Dér er det kontant og usanset og lukket. Og kan sagtens være ret og rimeligt, men det er ikke emnet her. Det er formidlet sansning, hvor formidlingen giver aflæseren mulighed for

medskabende at følge med. Det er åbnende. Dette her, det steinske sprog, er et åbnende ikkemagt-sprog.

Det er afpatriarkalisering af sprog. Magtsprogets ambition er direkte som et spyd og har postulatets og overtalelsens karakter, har en én-éntydig karakter, som illuderer Sandheden, kommet til verden mirakuløst uden videre som Lovtavlerne overbragt direkte af Vorherre. Hos Stein er vi næsten med i formuleringerne, inviteret indenfor til at bage en kage, hvor man får lyst til at række teksten en pose mel og en spiseskefuld gær opløst i varmt vand. I festskriftet til maleren og digteren Henrik Have, (Haves: Vidner, 2006), har jeg i mit indlæg en diskussion af et bestemt temporalt forhold og af andre forskelle generelt mellem billedlæsning og tekstlæsning. Fx den, at aflæsning af billedet i sit væsen jo er en helhedslæsning og netop uden styringen i venstre-højreudfoldelse, som vi har ved

tekstlæsning. Altså gestalt i modsætning til det at læse sig igennem de udfoldede linjer.

Temporalt giver det det problem, at samtidighed skal illuderes på en anden måde i skrift end i billeder. At så billeder også har styringer i sig bl.a. omkring (imaginære eller ej) horisontlinjer og vertikallinjer, tyngde og centrale billedfelter er en anden historie. Billedet er i sit væsen samtidighed og har svært ved at illudere tidslige forskydninger, som så altså teksten per se jo netop gør og er nødt til at gøre. Man kan sige, at kubismen forsøgte at illudere tidslige faser som i det nævnte kvindebillede. Futuristerne illuderede tidslige faser og bevægelser i et og samme billede ved at male faserne, småforrykkede på fladen.

Et særlig temporalt fænomen udgør skulptur mm, hvor den tredimensionale udfoldning giver en anden form for læsning, der principielt ikke kan foregå i et nu. For- og bagside er ikke scenisk

samlet foran ét blik som i det kubistiske maleri. (Man kan så også lige kaste et blik til siden på filmens samtidighedsproblem, som så løses næsten som skrift, serielt, ved et bånd af krydsklip, der så tager tid, aflæsnings tid). Det giver på den måde netop det samme paradoks som skriftens, at samtidigheden må løses ved tidsudstrækning/ udfoldelse af scenerne serielt. Netop også skriftens dilemma: Punktet bliver til linjer. Gertrude Stein arbejder med det samme paradoks, og gør måske ikke paradokset mindre blot ved at løbe rundt om i punktet, i den ene tanke, ved at afbryde og i næste sekund repetere sine sætninger, men gør opmærksom på dette sprogets overførsels-problem. Og Stein benytter sig ligeledes af den permanente mulighed for i sproget at kunne justere

mod et mere og mere præcist udtryk for tanken. Men bevægelsen og justeringsmuligheden er selv-følgelig ligeledes underlagt tidsforbrug. Steins skriven i dilemmaet giver en fluktueren, fordi billedet, hun fremskriver, altså er rystet af mediets langsommelighed, og i hendes greb er det

samtidig indhentning af noget af den tabte tid ved ikke at fuldføre skriftens krav om fuld syntaks.

Det er så kun det tidsmæssige aspekt. Det processuelle viser sig i fluktueringen, som jo netop mimer proces. Noget, der kunne ligne aflæsning af billeder. Men er skrift. Hvad opnås udover det ovennævnte, denne kamp med tid? En kamp mod skriftens hypostasering. At give sproget tilbage til

liv, hvor noget hele tiden er på vej og noget på vej ud.

Skulle jeg bruge et billede om dette forsøg på at holde sig à tempo, og hvorfor ikke, så melder Achilleus og skildpadden sig. Jeg lader selve gåden som gåde ligge Det relevante her er billedet af Achilleus' forsøg på at indhente dyret, som hele tiden er foran, godt nok halveres forspringet hele tiden og igen, men forspringet er permanent, selvom det halveres og halveres. Og hvis vi klipper her og tager det for pålydende, så illuderer denne del af det festlige kapløb et forsøg på en umulig

indhentning af tid, og kunne derved vise umuligheden i sprogets forsøg på ikke i at fange skildpad-der, men i at fange nuet. Og Stein er naturligvis underlagt dette stakåndede forsøg på at løbe tiden ind. Det ved hun godt. Men hun opnår så at gøre opmærksom på problemet ved forsøgsvis at ophæve dilemmaet ved hjælp af de nævnte manøvrer, velvidende at det er illusorisk. Men hun bringer sig på højde med det processuelle, fluktuerende. En eksplosion tager tid at (be)skrive,

selvom realtiden er kort. Men hun viser det frem, maner det frem med sine manøvrer, der naturligvis i forhold til realtiden her er tøvende fastholdende. Og så skal det tilføjes, at det jo ikke drejer sig om et direkte mellemværende i at korrespondere realtid som sådan, der er interessen. Skriftens tid kan og skal vel ikke mime den tid, det tager at foretage en rejse til Nordpolen eller den hast, der er i et nys. Skrifttid for hende handler om sansende at fastholde og udfolde det, der skrives om.

Et sidste forhold, kunne man sige, er sprogets irreversibilitet, altså det, at vi må piske af sted med sætningerne og linjerne og siderne til et slutpunkt, uden at kunne vende om og gøre det gjorte

ugjort. Hendes sansede og seriøse „træden vande rundt om punktet" er et memento om at tænke det ind, at fortrydelsesretten er elimineret. Dette at læseren nok teknisk set kan gå tilbage i teksten ophæver ikke irreversibiliteten. De forrige læste sider er ikke længere jomfrueligt land.

Bobl. nr7

Digt, betaversion (men det er vel ok at gøre)

Min mistro danner skole. Jeg må mekanisere

først de udadlede dele af mig og fætrene, så de lun-

dinske privatpraktiserende,

fordi hyggevarmen fra

hyggemassen. Massen danner råbekor.

Risikofrit snot, start

mit Übergefangener, der hoster småt, de

fodres med svans og lustknaben. Sværvægtsbokserne

med ha lov til og frit initiativ, bliver fejret

med sådan er det jo, lad hestene more sig lidt med det

tilkastede juleneg. Hvor ville Massen sidde, hvis den blev indsat i Horsens.

Jeg har da osse lyst til hænge svinet i slipset.

Det danner følgagtighed. Hvis vi nu

privatiserede den hellige forargelse, den store rister,

jeg mener fuldt ud med remme og tv. Alle synes da

også, han trænger til

benene oppe og hovedet nede. Den udgave

af statsapparatet slapper man da så rigeligt af ved. De kan nemt

passe hinanden. Jeg hælder mod en privatisering. (fx Af hævnen).

Af harmen. Jeg vil banke et selvberoende betalingsfængsel op.

Lige her, send penge. Og vi sørger for kost og opdragelse.

Mine regler udelukker ikke selskabelighed.

så det skærer i øjnene

Tegning (fake). Leo, min ven.

Sydeuropa, litteraturfestival.
Letland, Dk, Kroatien, Slovenien og Bosnien.  Makedonien 2007.

Kamelbillede 2008

Den gul-orange stof"prøve". Christoff.

J for Jane

I oktober 2007 gav den amerikanske forfatter J.C. Todd mig en lille gul/orange stoffirkant, som hun havde fået af kunstneren Christoff. Herren, der har det med at pakke Forbundsdagen, Grand Canyon og andet der trænger til at blive emballeret, ind.  Jeg lovede at ville bruge den til et eller andet. Og det vil jeg.

Hald. Refugiegæsternes sø.

På vej ud mod ruinen.

After Hand, Østkontoret.

Som leverandør gennem mange år til dette foretagende (Edition after Hand) må jeg fremvise den dieselmotor af karat, der svævende og pumpende og den slags  sørger for den såkaldt smalleste litteratur blir båret af de bredeste blikke. Jow, jeg sagde netop det. Den forreste af to motorer hedder Mathias Kokholm.   Han har tænkt sig meget snart at udgive Bloggermandens seneste samling: Ordinér ny kroppe. (bevidstheden er osse placeret dér). 

Falsum i anden potens. Tillægges mit alter ego-navn (fx Kaj E.) mig er det korrekt og ok, hvor det måtte ske. Men en fusentast er i mit første navn (KSN) draget til Paris og er korrespondent dér. Uden mit vidende. Men tilgivelse gives, fordi Bloggerdyret Emig/Nørgaard er nogle dajlige mennesker, ikke kønne, men behagelige.

Kun en lille time efter at vi havde lagt forrige indlæg op på bloggen, modtog vi dette fra vores parisudsendte KSN:
"Måske er jeg i en slags bedring. Da jeg kiggede på mit selvportræt som de gode folk og mine altid forstående chefer, Emig og Nørgaard, havde lagt ud på deres pragtværk af en blog, gik det op for mig, at jeg må være i en tilstand af metamorfose. Reinkarnation ligefrem. For jeg tror jeg har været død i længere tid, og nu, gud ved hvordan, er genopstået. Alt dette overgår min fatteevne, men jeg kan betragte det som sker. Jeg vedlægger denne gang et billede af min hånd, som viser det samme fænomen, en ny hud vokser ud på den gamle, døde. Og det samme foregår indad, men dette kan jeg ikke fotografere, kun mærke. Også min hjerne, og det man kalder sjælen, må være i samme proces. Om der så overhovedet er noget tilbage, når forvandlingen er fuldført, ved jeg ikke, vi får se. Det kan godt give problemer, når jeg skal med flyet hjem det her. Kære Emig og Nørgaard, og andre som læser dette: Jeg beklager alt dumt og skrækkeligt, jeg måtte have sagt og gjort i fortiden - nu og i fremtiden skal I ikke mere tåle den slags fra mig. Jeg ville gerne skrive mere nu, men må ud at gå rundt i byen med mine nye øjne. Eller: helt nye er de jo ikke endnu, men midt i forvandlingen. Jeg føler at dette er et meget priviligeret sted at befinde sig. Jeg var lige ved at skrive: i mellemkødet, men det er frygtligt plat, og minder alt for meget om sådan noget mit gamle jeg ville skrive. Alligevel synes jeg stadig det er lidt sjovt fundet på. Undskyld. - Nu vil jeg gå op i Parc de Buttes Chaumont og gøre mig nogle notater om den drøm i armeret beton man der har bygget: bjerge og grotter af beton, træstammer, sivhytter, alt i beton. Det var midt under hausmannismen i midten af 1800-tallet, hvor man også ryddede store slumområder og byggede brede boulevarder (et ord som i øvrigt etymologisk kan føres tilbage til det nordiske ord: bolværk), altså der hvor urbanismen virkelig tog fart og man fjernede sig uigenkaldeligt fra naturen. Buttes Chaumont kan altså ses som en længsel efter naturen. Man flytter den ind midt i byen: der er blevet for langt 'ud' til den. Surrealisterne var i øvrigt vilde med den (parken). Nå, jeg forløber mig, men det er så herligt og voldsomt det der sker med mig, som et forår efter et årtis isvinter. Jeg er helt summende i hovedet som jeg ved ikke hvor mange små søde bier og kolibrier og andet smukt og godt. Åh, verden, åh lykke, at dette virkelig sker med mig. Af sted, op i parken, I hører snart mere fra mig. Alt godt. Jeres hengivne KSN."
FALSUM af bedste skuffe. Se emig/nørgaard. Fordi de gør fra deres kærligheds dyb.
Men bruge det i Person-Placementromanen dur jo ikke. Skulle jeg så betale migselv for at være med. Eller tvinge den falske KSN til at betale mig, den ægte KSN. Nej jeg ved snart ikke snart. Den er svær.

(forord til kommende digt)

Dyr, der angriber tørt ved, hertil hører rotter og mus, biller og termitter.

Blandt borebillerne er anobierne og dødningeurene

Blandt dødningeurene er den, der angriber pommersk fyr, bemærkelsesværdig.

Den, der angriber opskåren pommersk fyr er utrolig værd at bemærke.

Den 17 mm store pommerske dødningeur er al opmærksomhed værd,

men så går tiden fra bekæmpelsen af resten.

Dertil er der også en del smådyr, der ikke nævnt i denne oplistning.

(forord til kommende digt)

Måske med i kap 5. Vi ved det ikke. Klokken var 13.22.

På min rejse rundt for at researche tog jeg omkring Forfatterskolen, så en ung forfatter sidde og arbejde, tænke og ja, noget alvorligt var på færde. Nåede ikke at ønske Jens PK altmuligt godt. Ville ikke forstyrre. Har tænkt mig nu at opsøge ham, da mange spørgsmål har hobet sig op i mit indre. Og hvorfor gå til halen, når man kan gå til hovedet.  (Første gang og sidste at jeg bruger ordet mit indre, men her var det det rette). Skrækkeligt ord i øvrigt.

Anmelderi

"Alle vil anmeldes, du vil også anmeldes, jeg vil også anmeldes" skrev Bloggeren Lars Blogdahl. Lars Bukdahl. Denne dag. (Se Blogdahl i dag) (osse i dag).

Jeg, altså myself, er den måske feje con amore-anmelder, der med hjertet en sjælden gang anmelder bøger, jeg elsker.  (Det ku være Henik Haves Forværelset eksempelvis) 

Her på Bloggen har jeg anmeldt Frank Kjørups Indefrarød. En anmeldelse som osse blev brugt som tale ved overrækkelsen af Albertineprisen.

Og Peter Laugesens seneste om hunden og lopperne  blev lagt her på bloggen for ganske nyligt. En anmeldelse, som Sentura havde bestilt. 

Og der ligger bl.a. en sag om Gertrude Stein, men som ikke er lagt på bloggen her endnu.

Men det jeg ville sige var, at der vil indimellem blive anmeldt bøger her. Enten fordi jeg bliver bedt om det og jeg siger ja, eller hvis jeg selv opsøger en bog, som bare skal have nogle ord med vejen.  

Hultberg præciserer og sondrer i "Min verden- bogstaveligt talt" mellem kritik og anmelderi, hvor kritik er den lidt længere udfoldelse af synet og som den mere subjektive udgave af skrift. Og hvor værdidommene og anbefalingerne til læseren er mere expliceret i anmeldelsen. Så her vil bloggeren hælde til kritik, mere end anmeldelsen.

  

Hvorfor lige lidt konkret poesi eller hvafan. Ord på trøje.

Roman.Trappen, ad hvilken man føres mod hovedhandlingen

Stadige romanovervejelser....

Forslag fra læser, (redaktionen har navnet) går ind og vil erobre scenen, romanen. Tilbudet strækker sig ikke så vidt, min ven. Det er talentløst, det er forsøg på expropriering. Det er småt. Og manden skal høre fra os. Så hjælpeløst.

det bliver stort dether, jeg ser det for mig. De skiftende kulisser: Savværk, Bastillen, 1864, Månelanding, tankstation og en fransk hotdog med på vejen, Et Dukkehjem. Vi skal have kanonader, fyrværkeri, Serangeti, Gobi. Det kommer til at rejse verden rundt, Broadway, vi kommer i Go'aften Danmark, opførelse ved Den Kinesiske Mur, FØRSTE TEATEROPSÆTNING PÅ MÅNEN. Publikum kommer vil få satori på samlebånd. Vi skal have en guillotine på scenen, Knud, og en sprechstallmeister, elefanter i fekostumer, hullahopringe med ild. Der skal være en rulle bobleplastic pr. teatersæde, snigskytter. Den første som griner vinder en rejse til Fur, den sidste får buksevand på scenen og bliver flået levende, tamme
krager slår ned og slås om det friske kød, en heks sniger sig ind og stjæler genitalier, hjerne, øjne og koger bryg i orkestergraven under resten af forestillingen. Der skal være strip. Og der skal også være alvor, tragedie, et ungt par får ikke hinanden og må gå i kloster, henholdsvis krig. Der skal ikke være pauser. Publikum må ryge og drikke som de vil, have grill med, og sove under åben himmel. Vi sprænger hul i loftet på Det Kongelige. Og i centrum for det hele: Os. Vi får alle damerne. Backstagegroupies får en helt ny betydning efter os. Begreberne back/frontstage går i opløsning for verdens øjne. Internettet bryder sammen. Der udbryder revolution i gaderne. Universet er vores scene. Det er Beckett og Burroughs og Père Ubu og i den grad beyond. Vi fnyser af Nobelprisen, tager hånd om klimaet, fattigdom, krig og ufred, vi holder fest. Og sparker hinanden over skinnebenene, pifter cykler, giver den stakkels lille
solsort skinne på vingen og sætter den fri, når den er kommet sig.

Drejebogen skal flyde med regibemærkninger, ornamenter, kattekor som synger: If you're running and it's raining, don't slip in mud, 'cause if you do, you'll slip in blood. TV-skærme, dødsbo og løsøre i en lind regn fra oven scenen, trisser og wirer og kraner at alverdens rundt på i en evig malstøm. Superstrenge, ormehuller, begivenhedshorisonten brudt med at brag. Og så stilhed. Og så reprise ad libitum. Poser til opkast. Og matadormix og guccitasker. (LBN)  hm, hm

Kap 6, morgen

Kap 6.

Kvinden, placeret  midt på skærmbilledet. Hun siger: jeg trak dynen af, jeg stod op, tog hjemmesko på, som han kalder det, gik på badeværelset, tog tandpastaen, fyldte på tandbørsten, børstede tænder, gik i bad, døjede lidt med at få ramt den rette temperatur, hvorfor kan man da ikke undgå det vandspild i temperaturreguleringen, tog håndklæde, det orange, egentligt et fejlkøb, tørrede mig, frotterede, sku man måske sige, overvejede længe hvad for noget tøj, jeg sku ha på, tog mit udvalgte tøj på, er nederdelen for pink? sku man overveje ny frisure, kikkede kosmetikhylden igennem, flere YSLprodukter købt i lufthavne, næsten bare købt, strømper, trusser, begyndte at slæbe marmelade, smør, honning, ud af køleskabet, kaffetragten frem, vand på kedel, kedel, nej kaffemaskinen, koger, bør afkalkes, blir ikke nu, jeg laver kaffe, hvorfor er jg begyndt at bruge en skefuld mere, peter Larsens er i øvrigt for dyr, vækker børn, den mellemste skal have opkald flere gange, åbner tre vinduer, kat mjaver, kat lukkes ud, tænke videre planlægning igennem, telefonringervasketøjhentespåsnormadpakkersmørespålægmangler. (Kvinde  står mere eller mindre stille, bortset fra at hun taler og taler i billedet i 10 minutter og fortsætter med at opremse alle trivialiteter (trivialiteter?)der er med til at holde gang i denne morgens start, komme i gang, selv på helt zombidage skal det her program køres igennem. Det er en hverdag. Ting, der normalt er usynlige -for andre og for en selv -som måske er automatiserede uritualiserede rutiner, hvem ved, og som jo netop derfor eller dermed ikke har det med ikke at eksistere øjeblikket efter. Har ikke bevågenhed i dagsregnskabet. Der tæller at male en garageport,  ja det tæller, være på arbejde og dér udføre veldefinerede opgaver, at afstemme et regnskab, undervise, sælge købmandsvarer.  

Fotografisk Bogobjekt.

Bogobjekt. Den endelige udgave af romanen er ikke fastlagt.

Katalog. Bloggens og romanens steder, som i stor udstrækning er sammenfaldende

Kataloget er under udarbejdelse (kladde)
Den opmærksomme bloglæser og læser af bloggens roman vil have bemærket at bestemte steder er centrale og fylder meget. Til romanen er vi ved punktuelt at kategorisere de steder, der er tale om. (info: stederne har selvbiografisk fylde). Og kortet ser foreløbigt sådan ud:
1. Tjele. a) Vejrum. b) Ø Bakker c) Nørreådalen
2. Hald  a) Hovedhuset  b) Smedehus c) Kapellejlighed d) Arkiv e) Bibliotek f) det grønne område helt ned til og med Hald Sø og Hald Ruin
3. Viborg  a) Kulturstationen b) Stiftmuseet c) Paletten
4. Limfjorden a) Glyngøre b) Hvalpsund
5. København a) litterære scener: Byggeriets Hus, Det Poetiske Bureau, Underwood Ink, Café i Gothersgade, Nordisk poetisk Selskab Bakkehuset, Løves, Øk Tappehal Valby, ........Vanløse,
6. Århus  Kunstbygningen, Filmbyen, Mejlgade, Slagtehal, Teater Katapult, Vild med Ord i Studenterbygningen
7. Skive
8. Italien
9. Makedonien
10. Alle steder, der vises på foto, er fotograferet af bloggermanden selbst.

Forundring HH

Jeg undrer mig så langt fantasien rækker over, at digteren Henrik Haves fremragende Forværelset ikke fylder aviserne. Vi snakker sprogkunst, for pokker.

foto til kap 6

Ved lejrbålet vil vennen, kunstneren, forfatteren, musikeren, komponisten Ole Bundgaard spille og underholde, mens røg rammer øjet og solen går ned.

Første-udkastet til lexigrafisk digt til Encyklopoesien (Arkiv-Arena 2010)

Lexigrafisk digt (Knud Steffen Nielsen).

1.Tegnet. Det tilfældige i ordets lyd og udseende.  Skratterat kunne være en spurv. Men det blev så altså spurv. (alt arbitrært, bortset fra reallyde, herunder den lille specialpose med onomatipoetikon)

2. Det homologe, ja  okay vi ligner hinanden. Og hva så? Hvorfor de ligne-historier i slægt og i kunst og på gaden? Han ligner en gris, ergo har vi fundet  overensstemmelsen, hurra for os, der ser det. Så ved vi nok hvad parti han tilhører. 

2b. Hver gang vi ser en rose, konnoterer vi mod hendes ansigt. Den evige trang til dannelse af ligheder, også hvor de ikke er.

 3. Sprogets mangel på definition,  at der hele tiden må lånes betydning fra andre definitioner, der igen må låne... Masten forklares ud fra træ, vind og stabilitet mm. Træ må finde sin affinitet mod andre vækster. Stabilitet må i lighed med andre hente  udsættelse ved at henvise til etymologien. Og så til sidst rammer etymologien ind i sin første-bevæger. Nå nej der er kun en mur.

 3b,Vinden er lidt en komplementær størrelse til stabilisator. Og hvad så?  Ikke andet end du bliver sendt af sted i alle retninger som mast, samtidig med pointen, at du skal blive stående. 

4. Han sagde person. Var det maske, var det kvinden i hans liv. Kontexten, der måske oven i købet smågemmer sig, må give kraft og energi til afklaring af spørgsmålet. Vi kastes hid og did.  Ordenes mange sider ..det er da dybt ironisk. Som ironien (vi udsender et selvstændigt flerbindsværk om det)..

5. Min aftale med den anden  var  i to retninger. Byttehandels-kontrakt      eller (selv)forglem-mende, men ikke dig-forglemmende     som i den solidariske sygekasse, som ikke var bytte-bytte  i modsætning til princippet om sygeforsikring. En kræmmerkontrakt mellem to parter. Samme pagt som jeg har til min lottokupon. Jeg er ene/ilde stedt.   

 6. Sætningen  er aldrig kun denotation. Det er ikke bare denotation og konnotation. Konnotationen går i gang med nye alliancer, styret af nye motiver. Hun er god nok. Snakker vi oprejsning. Snakker vi for at  konsolidere venskab. Snakker vi for … godt nok gav jeg hende en lammer før, men jeg må jo også tænke på mit eget ry og rygte.

 7. Du kan lyve i/med sproget. Ja, og du kan slå ihjel med en økse. Øksen gør ikke en skid selv. Men ansvaret er dit og dine hænder. Sprog er en økse, men det er dig der bestemmer.

 Du kan ligne lort. Du kan ligne guld. Å så uskyldsren som sne der faldt i fjor. 

8. Du kan manipulere. Det kan du ikke skælde sproget ud for.  Sproget tager røven på dig, men det er uskyldigt. Det er dig der er røven.

9. Sproget virker. Han sagde hold din kæft, og tavst blev der.

10. Jow, men somme tider holdt man ikke kæft.  Ok, så er det ikke altid det virker. .  Han og jeg har det bare sådan….jeg mener han skal bare lige vise sig. Jo, betydningen er transporteret ud,  ført over i hans hoved. Potentialet er der. Maskinen virker. Alle sætninger er talehandlinger, overskridende sig selv. Og så er der bare lige en flok idioter, der ikke gør som jeg siger, selvom de godt hørte det. Maskinen kører, selvom du ikke gider at høre efter.

11. Du bad mig lukke vinduet. Men det er ikke sikkert, jeg lukker det. Og for øvrigt ved jeg ikke, om du mente det. Og var det et citat? Nå, på den måde. Det var billedligt talt. Og hvordan sådan ..lige?

11a. Talehandlingerne overskrider selve ”teksten” og forventer, giver signal om at  sproget smuttede ud af sig selv og effektueredes uden for papiret. Jeg har i den grad  ansvaret for hvad jeg skrev. Skriften er lidt pave. Du er meget pave.  

11b I familie med talehandlingernes flugt over plankeværket er der den lille uanselige deiksis, som stilfærdigt overskrider MIN sætning som jeg kontraktlig deler med DIG, kære modtager. ....bilen stod parkeret ud for forsamlingshuset. Bestemthedsmærket er en aftale mellem afsender og modtager, hvilket forudsætter at vi allerede forlods deler en kontrakt og en viden, så vi får fællesejerskab til MINE ord. Siger jeg: Dér er din hund  signerer vi i talende stund vores fællesskab min tale, uden modtageren har opladt sin røst.

12 Hvad er dit motiv? Du smiler, mens de mobber dig. Det er enten 1)accept eller 2) for at de skal holde op. Eller fordi 3)du er ligeglad  4) har stolthed  5) pga ..apati, resignation, laissezfaire, som  rimer på lad-mig-så-vær’, ..hævnen er sød, jo sødere jeg står op til det.

 13. De indfødte er vel nok flinke.

 14. Havde missionæren reelle hensigter? Du leder efter denotationen. Du læser hendes ord,  og du er lige vidt. Elsker hun mig. Eller hvordan er det lige?

15 Hvad er en mur?  Berlin-Muren fandtes i og for sig allerede i 1945 og til dels efter 1989.. Hvad er Europa?  Hvad er en nationalstat nu om stunder?

16. Hvad er Goebbels? Han var en vigtig mand for Europa, skrev man i 1937 -også i nordiske aviser.

17. To standpunkter må holdes klart ude fra hinanden, nemlig indkoderens og afkoderens standpunkter, eller med andre ord, afsenderens og modtagerens roller…Afsenderen behøver ikke at bruge kræfter på om der er sagt film (til at pakke mad ind i eller film som i stumfilm). Afsenderen går fra ord til lyd. Modtageren fra lyd til ord. (jvf Jakobson)

18 Hvor mange betydninger er der pr husstand? 

21 Samtalen er en cirkel, cigar, en badebold der lander måske henne i hjørnet. Koreografien er sjældent på plads. Tillid skal der til. Okay, hvad med den andens motiver. Og hvorfor snakker han udenom? Hvem ejer samtalen? Hvem ser først på uret. Jamen så er det jo ikke en samtale. Hvad ved du om det? Han beskriver planerne om sit nye hus. Det konnoterer over i hans livs succes. Har vi gang i en positionering. Han er scenisk. Man sagde, at alle forlod institutionen med  samme følelse af at have tabt på points, dem der ikke havde tabt på knock out.

 22 Her skulle have stået noget uantasteligt. 

 23 Et leksikon er autoritativt, så længe det er autoritativt. Ceaucescu fik elefantordenen. Opslaget bliver muligvis fjernet efterfølgende i nogle opslagsværker. Det afhænger af type værk. Og om man bedst kan lide en konge eller en præsident på slottet. Men slottet vil jeg godt holde fast i.

 24 Faderen forklarede drengen hvorfor han ikke måtte sparke til bolden: Det er fordi far siger det.

25 Lider grisen ikke, når den får strøm igennem sig? Nej, for den er ikke ret klog.

26 Lugter sigøjnere?  Det hedder ikke sigøjnere, men romaer. Da black americans hed negre, lugtede de  jo også. Og derfor var man efter dem.

27 Numerologi er en slags privatautoriseret leksikon. Folk med forkert navn kan godt lugte slemt

28 Over for sætningen har du to muligheder. Det er etnografens muligheder. Enten 1)opretholder du distancen og ser gennem kikkerten missionæren blive kogt i gryden eller 2) du lader dig optage i stammen og nyder maden selvforglemmende som en af dem.

29 I al almindelighed må man godt være kannibal, hvis man kan argumentere for det. På samme måde med racisme. Det gælder om at finde forskellen og beskrive den velmotiveret.

30 Nu synes jeg lige vi skal snakke fedme.

30a Fede mennesker synger dårligere. Fede kvinder synger decideret falsk. Hunde kan ikke synge, ergo er fedme dyrisk og kunstfjendsk. Forskelle nedbryder venskaber. Hvis jeg bliver fed, finder jeg bare en tyk ven, men ikke både tyk og sort.

31 Syntax for pengeudveksling under ”uforudset” krise, men hvor varestrøm og værdisættelse op til har været konstant - og energiforbruget tilsvarende konstant og ikke alarmerende stigende.

32 Vitus Bering fødtes i 1681. Ca 40 år før han finder sit stræde. Fandtes Berings Strædet før 1700? Eller fandtes det ikke? Jeg mangler rigtig meget et en-entydigt svar nu.

33 Håndtryk( iflg Politikens Vor tids Skik og Brug, 1967): Tykke handsker (herunder tykke, pelsforede kørehandsker samt luffer) tages af. Alle slags handsker og vanter beholdes dog på, når det er bidende koldt. To mænd kan beholde handskerne på, når de hilser; men tager den ene mand sin handske af, må den anden også gøre det….

34 1492 godt og vel hilste Colombus på en indianer og måske omvendt.

35 I 1492, altså samme år, fjernede Spanien sin beholdning af jøder. En del muslimske lande modtog mange af disse eksilerede. Få om ingen danske historiebøger (til undervisningsbrug) oplyser noget om det. Colombus er der skrevet tonsvis om.

36 Privatisering, se køb af statsfængsel.

36a Ansvar, se forflygtigelse, evt udlicitering, evt outsourcing, evt det var ikke her i byen.

37 Klima, herunder vandstandsstigning.  Se enten Maldiverne eller Nepal.

38 Næ, vi mangler ikke noget, sagde katten. Den sad på flæsket.  

39 Alt uafklaret placeres i gruppen af adverbialer. Alt uanbringeligt sammesteds. 

40. Jeg placerede alt ikke-en-entydigt i småt brændbart. 

41. Jeg er modstander af andres postulater.

42. Her sku ha stået noget uantageligt.

Objekt, må man sige.

Skulle sidste år undervise nogle unge kunstinteresserede mennesker. I rummet stod denne udstoppede hund.

fodnote til kap 5 (poetikalsk)

Installation I

Der er den dør dér. Jeg mener, han overlevede uskadt. De 34 huller er skudhuller. Du bedes nu krumme ryggen og bøje knæene sådan, at du lige akkurat ikke tangerer skudhullerne; kan du det, ville du i den nøjagtige identiske, krøllede stilling have kunnet reddet dit liv i en tilsvarende situation. Sandsynligheden for at penetreringens antal hagl skulle danne samme figur igen er yderst ringe.

Installation II er sådan set en gentagelse af I, hvis vi kan forestille os det.

De to næste døre har vi repareret og malet igen. Du skal nu prøve, uden at kunne vide noget som helst om skudmønstret at placere dig i en position, og vi stikker så sabler ind fra den anden side, som forlods er mærket af.

Hvor vi før arbejdede med sandsynligheder på nul (for at situationen skulle genkomme magen til) er situationen nu nul i en meget alvorligere potens. Ikke bare er figuren som før ukendt, måske er døren en stor fregnet historie af markeringer. Vi kan ikke tale om gentagelse. Sablerne går måske ikke efter at figurere og forestille sig en krop bagved.

Spørgsmålet

Kan man overhovedet tale om gentagelse (da tiden er proces. Denne onsdag er ikke en gentagelse af tirsdagen blot med nyt navn).

Er der en konsistens ved verden, ved tiden, siden vi står op til en verden der igen og igen ligner sig selv.

Men vi bader ikke i det samme brusevand som i går.

Eller er det en konsistens der ligger i os selv ved sproget. I sprogets forsøg at ordne tingene i netop velordnethed.

Er vi, dvs verden, sproget og vi en sammenhængende størrelse, som betyder at det ikke kan adskilles.

Skal vi tro på astrologien, der siger at i morgen vil jeg få nyt arbejde og det bliver regnvejr.

Eller er det projiceringer, tænkt på den måde, at jeg i min subjektivitet og i sprogets ønske om kosmos og pæn syntax hele går mod et helstøbt setup.

Men jeg styrer vel så i givet fald ved ambition min retning. Men den ambition kan man så diskutere, om det er mig der er styrmand på.

Digtet er som det er. Det er en person som efterstræbes i I. Det er nok Jønkedrengen. Det siger vi. Døren til det meget lille rum er lukket, man skyder salver ind gennem døren. Tableau. Intet er alvorligt sket, men man fornemmer næsten at kuglernes penetrering har skabt omridset af personen. Han er uskadt. Det er så det. Så leges der med, om skæbnen altid vil være en nådig og lade en undslippe farerne af allehånde slags og om endda den samme scene som kunne gentages.

Spørgsmålte udover det skæbnemæssige er om tiden figurerer sig i gentagelser, for tingene omkring er jo rimelig konsistente. Er der en magi ved det. Kan man handle af og lave kontrakt med skæbnen. Eller er tiden derimod det konsistente. Det man lægger ud i genstandene og væksterne. Er det a la Locke, Hume hobbes en del af mennesket. Altså er det en snarere en konsistens i en selv. Ikke at det nødvendigvis lander i psykologiske vedhæng ved mit sanseapparat.

Man kan vel kun tale om styring hvis man i det velordnede og rutineprægede osse pludselig ser den lille forandring af gudernes gunst der lader en lottomillion dumpe fra himlen. For det er vel ikke nok med at konsistensen det der ligner en idelig gentagelse af den ene dag følger efter den anden.

Man siger at en granat ikke slår nede samme sted igen. Det kan den sagtens. Du skal bare ikke spille på at den gør det. Hvis du slår en sekser og derpå siger at du vil slå 70 i træk, så er du gal. Tror du ikke på en styring? Nej. Tror du ikke på en Gud, der ordner det bedste for dig. Næh..

Jeg tror ikke på en styring. Jeg tror på at sproget ligger der og er en del af mig og en del af verden. Og jeg når ikke træet direkte, Jeg tror på at mine sanser er en del af sproget. For jeg får træet i en samlet pakke af træ og et træ, der er fyldt med referencer til alt grønt, levende. Jeg projicerer alligevel træet frem til en nøgenhed per se.

Det kan godt være at jeg kan slå 120 seksere i træk. Men det mest fantastiske (ved tiden) er at i morgen vil det hele ligge stort set konsistent. Kaffen står på sin plads solen er deroppe og skyen hænger deroppe. Men jeg kan intet vide, om det sker. Er så det konsistente en del af mig og mit sprog. Jeg ved jeg nærmer mig en form for solipsisme.

Fatalisme. Skæbne. Astrologi. Det er jo junk.

Og nu for at være rigtig smart, så tror jeg det er noget af, men ikke det er hele forklaringen. Jeg hopper lige af min egen krog, so to speak. Ja men den går selvfølgelig ikke. Du er lidt sådan det hele. Lidt solipsist. Lidt en tro på sanseapparatet som en magisk gave, givet dig i hænde som en kontrakt til verden.

På den ene side er der noget der klart siger mig, at sanserne i mig er det virkeligste der findes. Det er min kilde til verden og verdens adgang til mig. Min smerte deler jeg med mit møde med verden. Verden stikker en flad og jeg får budskabet, skal jeg love for. Verden og jeg deler en hinde. En hinde af bevidsthed kunne man måske sige. Og for mig er sproget lig med verden. Dels fordi det jeg sanser, er sprogliggjort i tingenes referencer.