Brev 14; til K ikke nu, men om lidt. Måske read and respondagtigt og så dog

Lidt om read-og respondagtigtigheder og effekter a la talehandlinger.

Blandt leksikonnets oplistede ord, det ku være: gaze, jord, gård, bvepsebo, bue, kardemomme er en række slumrende ord med potentiel livskraft, der blot skal aktiveres ved mødet med læserens øjne under bestemte omstændigheder.
 Men de ligger der pænt og roligt indtil videre. Måske en lettere ubehagelig ro opstår i tanken omkring hvepsene. Men de flyver kun lidt rundt i hjernen ved aflæsningen. De giver ikke stik. Men man aner de sort-gulstribede farver, der har visse referencer til farer og smerte og altså muligt hæftet til bevægelser fra teksten og ud i verden, som vi siger. Vi tænker på transfer af  ord og begreber mm. 
     Ordet har nok lettet sig noget, men er ikke på den måde en aktualiseret virkelighed, der kræver behandling og fjernelse af brod. Og så længe opslagsordene, de oplistede, ligger og slumrer og ikke aktualiseres mere end læserhjernen, går det jo nok.

Talehandlingens ”luk vinduet” fx har ikke lang lunte fra sine 10 bogstaver, til at vinduet lukkes. De sagte ord er blevet realiseret i samme nu. De er fløjet fra deres lille taleboble og over i et par hænder, der udfører, hvad der skal til. I hast fra troskyldige døde tegn til levende realisering.

Der er voldsomheder på dette niveau. Skriften har vist sin første grad af alkymi. Kalligraftuschen har haft sin virkning dertil som drømmestof i hvert fald.  Virkningsgraden er selvfølgelig afhængig af at læseren accepterer kontrakten og har en bagage (referencer) med sig der matcher, det læste. Eller en analogi kunne være et medikaments indstiksseddel skrevet med små bogstaver, som jo ligger dér i papemballagen og gør ingen spektakel af sig.

IKKE før læseren er patient. Men hvis først læserpatienten vækkes, og han nu igen kigger opmærksomt på sedlen, så vil bivirkninger  i form af ord som evt lammelse og evt rødt udslæt blive læst på anden vis, hvis samtidig man begynder at kunne mærke symptomerne. Bivirkningerne som ord realiserer sig nu som effekt og (tale)handlinger og virkelighedseffekt. Læseren, (patienten) sætter energi til bogstaverne, ordene.  Hvor den æstetiske læsning blot indeholder en stille passiv seen-på. I hvert fald to slags transfer i sin volumen, men osse cognitivt forståelsesmæssigt. Trafikken er ikke helt ens fra bogstav til læserens omsætning i de to bog-møder-læserøjne.        

Den stille hastige læsning af ordene, fx udslæt. Man virrer lidt med hovedet og går videre.  Og næste del af læsningen, hvor læseren nu er en direkte tiltalt som patient, altså den mere manifeste, hvor vi ser en handling direkte sat i gang af læsningen.  Og de to grader i læsningen er principielt ikke forskellige.  Der er tale om transfer i begge tilfælde.

Læserens forforståelse og hele bagage af referencer til ordene er selvfølgelig medbestemmende for graden af transfer.  Altså også en form for empati, indlevelse. Hvis teksten nu render derudaf med mere og mere omskiftelige og ligegyldige ord, der ikke slår hul i en hat. Der bliver skrevet om  fx en tsunamibølge, og læseren føler sig meget tørskoet, så er læsningens effekt på vor læser som direkte tiltalt en anden. 

Jo tættere på forståelsen af begrebet i kraft af forforståelse/reference, ja jo mere gløder det oplistede begreb. 

Begrebsordet er fløjet ud af sin liste og forlader forfatterens tekstboks og videre ud i den verden, hvor det kom fra: Ordet lagde sig  i ordbogen som helt lille, og 40 år efter er ordet og teksten parat til at blive læst, lade sig læse. It takes two to a tango.  (I litteraturen er forfatteren naturligvis den ansvarlige for sin tekst. Og Stendhal indkalkulerede, at hans romantekst først ville kunne læses om mange år).  

Hvis læseren lader sig tiltale står han i sprogets direkte tiltale. Han står i en transfer, hvor sproget kan have tiltalens effekt i form af  handling sogar. Hvis læseren med sin forforståelse og med hele sit bundt af referencer- han ved nu efter årtusindskiftet, hvad en tsunami er, han ved måske hvor udsat han selv er så både i kraft af viden og erfaring, at han nu en del af læsningens direkte tiltale. Fordi han føler sig tiltalt. Han så at sige indgår i en kontrakt med forfatteren og indgår direkte i teksten. Teksten har fået sit potentiale fuldt ud frigjort. Hvis læseren lader sig indgå i kontrakten. Og der skal da lige tilføjes, at det altså ikke fritager forfatteren for noget skæbnemæssigt ansvar i forhold til sin produktion.

  Det var et aspekt af en sag, hvis navn jeg ikke kender.