Jochun-brev nr 6

syvogfirs baglæns drømme. ni. by Louise Juhl Dalsgaard

Der er en kolibri i soveværelset, den pisker som en sindssyg mellem væggene, hidsige bevægelser, vinger, der rammer vægge, loft, gulv. Hvis angst var en lyd, ville det lyde sådan, tror jeg.
Jeg har svært ved at sove, lyden fra fuglen, jeg har svært ved at finde ro, ligesom jeg har svært ved at holde kæft, sætte kommaer, holde vægten.
At kaste op på kommando.
Jeg trækker dynen til side, min krop er fugtig og varm, fuck hvor ville det gøre godt med en kold øl, endnu bedre: at sprøjte alkohol, stærk, direkte ind under huden. Svalt.
Jeg går hen for at åbne et vindue, men fuglen, for helvede, den benytter vel chancen og smutter.
Uden fuglen, roen, søvnen, ja. Men hvem skal så gøre modstand, som en sindssyg, mod væggene, gulve, loft, mod varmen.
Udover mig selv?

KSN/LI :

Kære Junchu.

Jeg er ved at gøre et svar på din kolibri. Svare din kolibri. Jeg gider ikke snakke direkte ansigt til ansigt. (pisromantiseret, fordi det er så øndigt. Åh lille bamse, lille sovedyr, bruden helt i hvidt, roser om håret. Det behøver ikke være kitch, det er en hummelbi, der ikke vil være en hummelbi, som man siger. det er tæt på, Jochun). Bunden i vejret. Eller bruden for den sags skyld).

Sku jeg virkelig forklare mig? 

Sku vi ikke sy en lille natpy til lillemand.

Kolibrien, mht den har jeg vendt vrangen ud på en flok staudebedsblomster og fire orkideer. Kan jo ikke vende vrangen ud på mig selv eller opøve mine lunger i at bruge noget andet. Gæller vil intet hjælpe  Jeg har vendt orkideerne med rødderne opad. Jeg trækker vejret stille for ikke at belaste omgivelserne. Min kontrabog siger, at jeg forbruger 40 % for meget ilt i forhold til fedme og vægt (og i forhold til betydning i samfundet). (Og hvor mange  leopardtanks er det ikke lige om lidt).

Vinduesruderne burde beskytte mod de lange snabler der maser sig ind allevegne.  Er det kun en følelse? Nej, sødeste veninde.

Det er ikke for varmen, at vi har trelags-termo, men kun pga dette.  Første gang fandt de hen til det eneste punkterede vindu. Nej, de punkterede det.

Og jeg troede vi kunne bytte ilt for kultveilte. Men jeg kunne ikke udnytte min kvote på den facon. Den sælger jeg som normalborger til potteplanterne i karmen. Jeg ilter ind og kultveilter ud og indgår i det normale stofskifte med planterne, klorofyl og fotosyntese og ophugspræmie, alt det der. Det er som det det er, og som ethvert skolebarn ved. Det gjorde måske ikke det store, men samvittigheden, skammen over overophedning fra mig. Bare mit legeme, en langdistanceløber, udskiller en kultveiltetsky, især når jeg når muren efter 22 km.

Måske forveksler jeg kolibrierne med kæmpehvepsen, Vespa crabro, men når og hvis den ikke er her, Gott sei dank, må jeg bruge kolibrierne som væsner. By proxy. Jeg skal have noget at hælde min vrede over i.  Noget tager jeg selv på mig, men ikke hele sækken.

Jeg smadrede engang en sådan hvepsestribet kolibri der var kommet ind i et eksaminationslokale, hvor jeg var.

Troede det var en helikopter. Lyd 1:1. Sådan var lyden. Jeg smed en meget tyk bog over mod ruden, hvor den havde sat sig. Den var 12 cm lang.
(hvis jeg nu havde været skønånd, så ville jeg nu benytte mig af muligheden og sige noget om, at der blev et hul i ruden af form som en fe, men det var der ikke. Eller at der var ciseleret de skønneste bogstaver ind i glasset, som citerede fra Hexehammeren, men jeg tror det absolut ikke. Det var ikke dét, der stod. Nej. Det var det altså ikke.) Hiver jeg mig selv rundt ved næsen?

Ja, men Jochun, hva tænker du på. Vi skal angribe. Ikke krybe om bag huden.

Dit korrelat er et forsvar. Og du mener det ikke(?)