jochun 8

 Jochun 8

Cirka.

Louise, en slags svar på dit brev, du kaldte Cirka, men maskinen krøllede lige alle dine linjer i smadder. Pis. ----------------------

Kære "Jochun". Du er i Fjerritslev nu. Og bare det skrive til øjnene, der først ret forskudt ser det, ændrer helt min måde at skrive på.   

Tænker på forskellige ord.

Bemærkede lidt ståhej omkring "vækst" og at-formen "vækste".  De er skønne sådan i sig at kikke på.  Men indholdssiden har jo osse indhold af arbejdspladser. Det gør at jeg kan leve med det. Cirka. Og:   

En spurgte på Sørens FBside "om det hele menneske".  Og så bliver jeg direkte fysisk dårlig.

Skrev i ilterhed: 

To ord, der fysisk knækker sunde mennesker: Key account management controller (fortsæt selv eller ret det lidt til til realiteter) og det værste til prisen: Det hele menneske. Osse fordi det lejrer sig i gruppen af dårligt assorterede ord uden definition, men som gribes af fx en new age-bølge til at indsukre tilfældige diffuse genstande med. Uden afregning for, hvor vi befinder os i begrebernes verden. Det er shit. Rent og purt shit.

                                                                        ****

Det kan fastslås at forskellen mellem

det meget blege og det meget mørke er ligesom de mellemrum, sproget danner, lydenes forskelle,

de lægger sig ned

vilkårligt og brummer

/jeg narrede lidt ved at snakke om farver/,

at

varmen ændrer navnet fra den røde salvekrone til TITAN.

mens akvamarin og sand er en

sammenblanding af flere forskellige niveauer, fordi man gnider

albuen henover en glasplade.

(lyde over vuggen, nunnery rhymes)

//Jeg narrede dig lidt ved at

skrive om varme/

ved at skrive i varme//

*******

Nu tænker jeg igen og tit på barnets erobring af sproget. Og sprogets erobring af barnet.

... sprogdannelsen, den overskridende bevægelse, som barnet oplever, transformationen fra det strømmende sansehav til at kunne verbalisere, altså bruge tegnene nu, det er et mysterium. 

Og bevægelsens mulighed må være genetisk, som osse Chomsky påstod. Men forklarer så alligevel ingenting i mit hoved. 

forlods  indskrevet i en sprogliggjort verden.

Jeg er stadig mystificeret over, at denne vækning af latensen, der så pludselig giver et barn der ytrer sig.

permanent  befinder vi os vel selv i et voldsom kaotisk sansebombardement og man strukturerer og

gør ved. Men ud fra hvad.  Jeg kan godt se, spillet virker. 

Stemmelæberne forklarer kun sig selv. Og vi  er bare så lige vidt.

      skibet på vej ud over kanten. 

lod lyset ramme mine øjne

min stemmes påhæftelse til struben

      

    Hvor er forbindelsen til kødet  

                            kødets 

til ordene

*   *

Og jeg tænker på afasien

Og på demensen jeg oplevede hos min mor (hvad jeg skrevet om den sender

Jeg dig senere. Jeg fortalte om det i Literaturhaus sidste år. Og en kollega dér (Pia T havde haft de samme oplevelser med sin far), men som sagt vender jeg tilbage omkring det.