brev til Jochun, som vi siger 5

Brev til April by Louise Juhl Dalsgaard Kære Inger Det er blevet april. Jeg tror ikke, at der findes andet, der ligner april. En helt særlig fugt, og lyset, aprillyset, der kravler langs jorden, klædt ud som det første bogstav i et alfabet: A-pril. Jeg læser et sted, at lærkesporens blomster er læbeformede, og at den blomstrer fra maj til juni. Jeg synes jorden finest lige inden: gisningerne i skovbunden: anemoner, lærkesporer, lungeurt, aprils læbeløse kys. April er forventningen om, at noget vil have mere. Mere flor, mere favn, flere kroppe, der ruller sig ud og ind ad hinanden. Jeg er forfærdelig romantisk, Inger, jeg holder af det, der ruller. Jeg holder af det runde, fordi det er rundt, ligesom jeg synes bedst om ting, der kan sitre. Nervøse fingre, latente slag, og lår, der hverken kan samles eller skilles. Jeg troede, jeg ville vokse fra den, april. Det er langtfra tilfældet. Jeg drømmer stadig om troldgren, mosekoner og det åbenlyst umulige. Jeg vågner stadig hver morgen, trøstet og enfoldig, med hænderne under dynen. Det er min natur, aprilkroppen, forventningsfuld og uvidende om, at aprilugle er navnet på en natsværmer, der klækkes af efterårets kølige æg. Kærlig hilsen A  KSN:

Kære A.

Måneder er dem der osse inddeler  forfattergenerationer.  Og fugle med krumt næb i box 4, og hvor hunnen er størst (box 4a). Og i den dur.  Og filettere fisk.   Jeg ved godt at mandatet til at differentiere og  gøre det, er begrundet i lysmængde i løbet af døgnet og antal timer og græssets grokraft.

Ja und was haben wir. Vuf. (kategoridannelse er i familie med det jeg skrev til dig i går..om den nødvendige lighedsdannelse (Wallace Stevens))..... 

En generation, den med hængende overskæg som Marskal Pilsudski.

Og et genderhold.

Mangler lidt gender i samfund i forskellige grader af velfærdsniveau. Det er et skævt, hvis det ikke beskrives med, på sin vis, men temaet er da et fornuftigt forlangende. Måske mener jeg bare, at hvis der tematisk tages fat i emnet, det vigtige emne, så ku man måske søge hen, hvor problemerne er størst; nej jeg ved ikke præcist hvad jeg mener... er mod krav og doktriner, så Jochun, jeg må vende tilbage til, jeg har formuleret mig mere eksakt.  

(Box 55) Den gamle garde, der kunne alle saxofonisters navne i hjertet og satte ind i digte, det var jazz. Man lukkede øjnene halvt i, det gjorde tenorsaxofonisterne jo.

 Smoke gets in your eyes.

Og Round about Midnight. Monk.

Det blev hentet ind som bogstaver.

 Almindeligvis foretrækker jeg klaveret og saxen i sig selv.

Det var først mange år efter jeg tilfældigvis var i Berlin og sammen med min ven Leo gik ind på et nærmest totalt dunkelt  sted, hvor man vel kunne få en øl, hvis det var det.  Henne i hjørnet stod  3-4 jazzmusikere…intet publikum.  

Vi satte os ved et lille bord, mutters, så lagde Dexter Gordon sit tenorhorn, Thi det var ham, og satte sig hos os. Vi snakkede jazz, jazzfolk og i den dur. Allan Botchinsky, Palle Mikkelborg og Jædig.  Og om at være i Danmark.  

Hvad rager det et digt, siger du. Siger jeg. Nå ja vel og enfin og velan, nu kom det så alligevel ind i dette brev om ikke andet, A. men det er jo for fan ikke et digt. 

Hver linje kan du få afprøvet ved alle instanser.   Linjer er regulære eller konkrete.  Det er affinitet. En ting er længdesnit og den slags i egen krop. Det er én form for afgrænsning. Mens affinitet i forhold til alt andet er etwas anderes. Især er det tydeligt når du ser på..lad os kalde det motiver. Fx redigerer et motiv med kameraet.

 Fokus ligger inden for de linjer, der netop ikke er der.  Ok, lad os kalde deres opgave komplementære. 
Du ved, ligesom du skal forklare et hul i jorden.  Det der er fjernet, bruger du så i din fortælling.

Men april fx er en generation af fede folk.Tror jeg, måske endog ham, der lige påstod, at han aldrig havde mødt nogen interessante mennesker.  Ok, jeg meddeler så osse lige, at jeg  i januar mødte en røv.   Og fra juni findes måske/måske ikke folk uden humoristisk sans for humor, som min bror plejer at sige. 

 Sætningen er selv en røv. Talt ud gennem to baller.

Jeg skrev om empati i går. Det logiske ville være at spørge : Hvad med spejlioner?  Forklarer det en skid om indfølingsevnen.

Og hallo og hej og bom, sinuskurver forklarer/synliggør/tydeliggør de elektricitet? 

At røre to køreledninger udfolder ikke ampere og volts kraftudladning.  Mine sanser er helt og i den grad med.  Skal jeg da lige ellers love for, hvis ikke der bliver slukket for hanen med det samme.

Selvom disse mine  hænder føler, at de er helt med. Er kommet nærmere. Men det sidste stykke springer jeg over. Af gode grunde.  Jeg vinker mod togene, hvis jeg ellers kunne.

Jeg lavede ikke en skid i formiddags. Spekulerede lidt over det. Men opgav.  Hvad har det for resten med poetik at gøre, for det troede jeg rent faktisk et øjeblik.