Kære Jochun. Du hedder Jochun og ikke rigtig bette Kugle, så forstå det.
Jeg tror på det runde, er i tvivl om farven. Jeg skal nok pille appelsinen.
Cirklen, ja men dog. Lange ensartede bevægelser for at komme frem til morgen og gennem dag. Morgen er rund, det ved du. Kom så kam, så tandbørste, kom så vaskevand og skylle, og kaffe. Rækkefølgen er vigtig. Kom så knogler find jer til rette i skindet. Schlimmerfuss, ja.
Og hvorfor. Fordi og derfor. Derfor. Jeg svarer i lige linjer. Jeg sagde lige LINJER. Jeg vil svare i lige linjer uden om det runde, som jeg har brugt op. Og så efterhånden eller med det samme sgu vil linjerne falde ud over kanten, Snip snap.
//Blikket gled mod Galeasen og så anduvning og luvart, (Det er bare et marinbillede af Karresbæksmindeskude). I stuen. På bølgen.//
Rundgangen er slægten, er skipperen. Noget tiptip-noget. Blod der løber i årerne, tykkere end saltvand. Ja cirklen er fysisk men ikke mental, jeg har ikke kendt til deres historie. Nu hænger maleriet i Korsør.
Arvestykket gik til den af brødrene, der havde mest salt og hang til søen.
Et cirkeludsnit, hvorfra forrige slægtsled. Kan ikke aflyses.
Derimod: Jeg sagde at naturen var aflyst.
Teater naturligvis. Men aflyst.
Aflyst. Hva så med havet, siger du nok, men det er jo pakket ind i instrumenter, ekkolod, kvoter, sand fjernet. Og kastet imod øjnene. Som medianer. Venter på at havstier bliver anlagt. Følg blå sti, rød sti. Havet er en ulvehund, der kræver ind. Havet er en kæft. Det gør mig lige op i hovedet. Insisterer som var det en naturlov a la peristaltik og den slags.
Jeg sagde at naturen var aflyst.
Skal vi tale teleologi. Dyrene, træernes klippernes egenvilje, egne intentioner. At giraffen havde så lang en hals FOR AT nå de øverste blade på det træ, jeg ikke husker hvad hedder. Men der er ikke noget FOR AT. Først har den en lang hals og så æder den dimensioneret efter fødeemner. Og kom så med Darwin. Er der noget teleologi i Darwin Charliemand. Ja, det er der jo, for de korthalsede der ikke kan nå herligheder er i problemer, avles på det nærmeste væk, så i hvert fald rammes de af lovmæssighed, hvor survival of the fittest begynder at ligne en slags hensigt, en programmeret målrettethed i naturen.
Hvis dét ikke er litteratur, så vé jeg faktisk ikke, hvad stor litteratur er. Så er det lige sagt.
SvarSletNu bliver jeg både stille og ydmyg og tacksam, Jakob.
SvarSletKære Li,
SvarSletJeg har et problem med linjer. Linjer står bare og stritter, som om det i sig selv gav mening. At stritte. Det er som om linjerne siger, at de hænger sammen, FORDI de hænger sammen, eller at giraffer strækker hals, FORDI de nu engang kan. For at blive i din metaforik.
Jeg tror ikke på linjerne, de bider jo sig selv i halen, og hvis ikke, så skyder de sig selv i foden.
Det er vel lige nøjagtigt, hvad linjer gør. Skyder sig selv i foden.
Med havet er det anderledes, du har ret.
Det ligger der og vugger og sukker og genspejler himlen, og lokker fugle til. De stakkels dyr. Kun en fugl frygter ikke havet, men det skulle den nok have gjort.
Jeg har haft min gang, dér. Med øjne så store som tekopper, uden at kunne se havet for bare bølger. Sådan er det med øjne, de har det med at stirre sig blind i en skovsø.
Det vidste jeg ikke dengang. Jeg troede, at hvor der var hav, var der en horisont, og hvor der var en horisont, ville der være en ende på det hele. På betalingsautomater, paskontrol, gratisaviser og alt det andet lort.
Men der er ikke nogen horisont, det er bluf det hele. Havet er uendeligt, ligesom lorten er uendelig: En horisont bare er en lort, der bluffer.
Det er også derfor, at jeg foretrækker det runde.
Med det runde er det så åbenlyst, at lortet fortsætter, at det bare bliver ved og ved og ved og ved. At det er et vilkår, vi ikke kan leve med, men ikke kan undslippe.
Det runde er så åbenlyst umuligt, som nu virkeligheden er det.
Kh
Jochun