Jochunbrev 4

Brev 4.

Kære Jochun, var lige ved at skrive "Kære Jens".

Jeg fortsætter mit brev fra i går.....

...Jens, den del af empatien, du beskriver og dens fine motor er naturligvis skønt og smukt, og det der muliggør kommunikation og interageren, Og mirakuløst og alt muligt, Og jeg ved, at det er en ting i denne verden...men den forklarer sig ikke lige

.....empati er en drilsk, komplex størrelse...den arbejder naturnødvendigt for dig, på vegne af dig, i dig, selvom spillet påstår, at du kan være hos den anden i en eller anden grad, i en lighed, men ikke identisk, der er en zone, du ikke kan overskride, fordi vi ikke deler kroppe, uanset hvor stærke følelser, der er på spil. Jævnfør fysisk smerte, den er din, uanset den andens indbildningskraft/indføling. Den form for empati dér vil ikke gøre den enes smerte identisk med den empatiske, men bliver transponeret. Det kan så være irrelevant, men nej. For empatien dels sammenfører og adskiller kroppene.  (stopper her, more to say: fx at empati ikke er identitetssammenføring, men .......)    

Det jeg - i medløb- påpegede var omkring din tale om overskridelse, som en glasklart evident og veldefineret størrelse, Overskridelsen (empatien) har sine usikre grænser, er vel et mulighedsfelt, og desværre ikke et organ, der kan beskrives i sine funktioner, og som jeg påstod i det tidligere opslag, så vil vore adskilte kroppe, og dermed adskilte sanserum pr definition give to verdner. 

Sagt ind i den diskussion, der har løbet. Jeg kan sikkert læse og forstå i en eller anden grad en tekst om fødsel, men uanset hvor sensitiv min empati er, så er jeg af skæbnen anbragt i en anden kategori- udenfor. Det er vel det generelle ved ethvert møde med noget "andet". Vi har vores forestillingsevne, og vi når så at sige langt, men vi er låst ude ved en eller anden grænse. Det er ikke et problem nødvendigvis.Det er et vilkår. Men selv i enhver -godhjertet- kommunikation er der samme element af det "fremmede". Det går heldigvis godt så mangen gang. Men selv de godhjertede intentioner mellem samtalende kan jo så ofte køre uden om hinanden. MEN vi kommunikerer PÅ TRODS for nu at tale vel pragmatisk.

2. Og alligevel er den der. Moderen, der ofrer sig.

3. Pelikanen, som vi så slå hul på sig selv for ungernes skyld.  
Det er alligevel lige så langt væk som en teknobil i kassen i kælderen.  Metaforik der henter hvadsomhelst, ikk? Eller er det sludder, eller Wallace Stevens' snak om ønsket om ligheder.  Ikke mere om det lige nu. Så kan du sidde der og tænke: hva snakker han om.

Vi kender tilfældene. Gør vi.

4. Handler det om hvad jeg forestiller mig, Det er ikke forestillingsevnen i teknisk forstand. Jo, det er det osse.

Men det de ofrer til den anden, er at handle på noget totalt uanset alt andet og hvad brillerne fanger. Det er brand.

6.Jeg så en knallert, en ugle i keramik, en jamrende hund, sammenbundet med snor, måske høstbindegarn, det hele som en ensfarvet flade.  Og hør så: jeg fik at vide af mit blik at det var det som det var.  Men det var det ikke. Det var et træ, der skyggede for solen.

7. Jeg gætter i store flader. Jeg ser ikke Ukraine, har aldrig været der. Jeg har et diagram over Ukraine. 

Hvem skal jeg holde med med mine øjne? 

8. Nu landede der en mand i en faldskærm lige midt i mit hovedet.  Men det er alt for langt væk til at give netop det facit.