Esbens digte fra i går (Esben H Petersen).

Esben Helby Petersen

Ordet omsorg, det er sådan
med omsorg at man skal lade
som om man ikke vil have den
for at modtage den
du spiller for dårligt til
at blive værdsat, artsfælle
Hvordan vil du overbevise
mig om betydningen af et ord
når du snart kun kan beskrive
det med ordet selv

--

du siger du endelig føler dig hel igen, artsfælle, men jeg ser dig mere end noget andet som en brøk af dig selv med noget uendeligt i nævneren og noget usikkert i tælleren
jeg mærker din monogame jalousi og siger uhøjt at din konkurrent aldrig bliver en anden kvinde men mest en akut trang til ensomhed
tag det ikke upersonligt
tag det meget personligt

din usikkerhed sætter sig som rødvinsplamager på din cocktailkjole,
du er så brutal når du skænker op
det har dryppet fra dine læber ned på dit bryst som hos det lille barn der skal lære at drikke af en kop
du forsøger at købe dig fri af usikkerheden på et møntvaskeri i Læssøegade men alverdens silkestof og blanke mønter kan ikke fuldende nogen

--


Pakket ind i et trøstende tæppe
af ting taler du, artsfælle, om dit
dødsleje igen som om døden var
vores fælles fjende som om vi
stadig havde noget til fælles
forstår du ikke jeg hellere vil sidde
ved dit livsleje end her på kanten
af din støvede seng
midt i overfloden skændes vi om
retten til at kalde sig hårdest ramt
det er det komplicerede ved at skulle
indfinde sig et bestemt sted hver dag
klokken otte

din forurettelse når du bruger
ordet livsdom om din fødsel
rammer mit centralnervesystem
hurtigere end noget ultraviolet
to der er mindre end gennemsnittet kan kun
trække hinanden ned
du har overtræk igen
bøjlestangen buer på
midten inden den snart knækker
du siger uforgængelige materialer
dulmer din forgængelighedsangst
imens dit tingslige habitus langsomt
erstatter vores relation

hvad er det du vil have

jeg kan:
penetrere din hud med en
kanyle, pumpe dine vener fulde af sprit
oversprinkle dig med formalin, anbringe dig
på et metalbord i et spotlys fra loftet
lave din krop om til et kunstværk, klæde dig i konservering
du kan godt lide ordet kunst men du afskyr kunstnere

vil du være evig, balsampige, dit soverum er allerede et mausoleum
af tårer og blåler
nu kigger du, selvgidsel, ud af et vindue, der ikke kan åbnes

jeg kan ikke:
sy ulykken med sutur, fjerne os fra det banale
splintre glasset med en porøs kastralstemme
hvordan blev det så vigtigt med det vindue