Kære Li,
Det slår mig, at jeg ikke forstår sammenhængen som andet end sammenhæng, en tilsyneladende smagløs men effektiv ingrediens i en dej, der kaldes virkelighed, jeg uvirker, jeg slår dej ned, før den hæver, skriver rastløse pluk fra nedbrændte biblioteker: fortæller om tegltagets farvespil, gazellens brutalitet, jeg skærer ud og sætter sammen, som duploklodser, akavet og uskyldigt.
Jeg skriver "løgnens dna" og ser, at ligner bogstaver på papir? Jeg skriver: Hvem blafrer gardinerne for? Jeg spørger: Hvor mange verdener begynder i dag? Hvem tæller ringene i vandet?
Kh
Jochun |
(ksn)
Kære Jochun.
Jeg har lyst til at skrive alt muligt, der ikke direkte er et svar til dig. Men forhåbentligt ligger der et slags svar i min reaktion alligevel. Hver gang jeg skriver, skriver jeg det samme, nemlig det der værmer som et fast aspekt i øjnene. Det er offensivt forsvar. Verden skal acceptere, at man findes. Det er det, tror jeg.
Får jeg sagt noget om min dag, at jeg pumper luft i min cykel, dagligdagsrutinerne, kan jeg jo ikke lade være med at forholde med dels undrende, dels skeptisk til alle verdens foreteelser.
Jeg hugger noget luft fra den samlede mængde, og kan man opbruge luften, som jeg sådan vitsagtigt tænker, hvis man plastrede den samlede jordoverflade til med vindmøller. Til sidst er der ikke mere luft ville jeg sige med mit pokerfjæs.
Men så vil det gamle ord, Låsbysvendsen altid kom med, Det hele er et kør-rundt-system, når han blev spurgt om det rimelige i at ikke at betale moms…fordi det var jo bare en sum, der kredsede videre fra den ene handelsmand til den næste, Og det var jo bare at gøre tingene mere besværlige end nødvendigt at sende ekstra døde momspenge med. Godt nok var der en sidsteinstans i de kredsende udvekslinger, han manglede, nemlig staten, der ville stoppe kredsene med et clean cut.
Hov nu skal jeg lige have gjort en sammenhæng fra den ikke-cirkulerende moms til recycling luft. Fra møllevinge til møllevinge. Kære jochun, der er luft nok. Mine øjne blinker godmodigt.
Men hvis luften hedder co2, så er der noget skred i cirklerne, skred i at luft ikke bare er luft. men det er jo netop ikke møllevingernes skyld, at sammensætningen forrykker sig mod større procentdel kultveilte. Tværtom.
Momsen skulle have været brugt til et hospital. Der er energitab.
Tilføjer jeg for at holde fast den sammenhæng, at Svendsens momsfritagelse, netop medfører et energitab: nu mangler der et hospital. Og momskredsningen skæres over af staten.
Du snakker om sammenhæng. Og lige så snart jeg hører ordet, er jeg splittet, for hvor er der sammenhæng. Jeg fik i går en serie fotos af sort/hvide stills, som jeg skal lave tekster til:
ved havet, en stor stenblok, der ligger og dasker ude i vandet. Måske lidt bølgegang. Og det første der melder sig, er: siger tingen noget? Udover at rulle frem og tilbage. Hvilken forbindelse er der til mig.
Og så kommer trangen til at bringe sammenhæng ind. Kategorisering. Det er så mandeagtigt at gøre bevægelsen. Er tre forsamlede og to er rødhårede, en plysset, men man aner, at det stråforkortede hår er sort.
Så søger jeg efter en lighed et andet sted end ved håret. Ok,de har slips på. Hurra. Ok, nu har vi en lighed, nu har vi en sammenhæng, så glemmer vi lige diskrepansen:hårfarve. Og vi ser lige bort fra fx alder. Den ene er betydeligt yngre end de andre.
Snakkede vi for resten ikke lige om naturen, det der DERUDE. Og bølgen siger jo ikke en skid. Ville jo gerne have lavet en sammenhæng, i betydningen: lighed. Alt andet giver kaos. Kaos er angst. Kaos er at blive væk.
Hvad gør det at blive væk. Ikke at blive set.
Det er en smerte. Og det værste er at man er alene med den smerte. Det forstærker det ubærlige.
Griber en anelse tilbage. Og det gør jeg ved at citere et Wallace Stevens- sådan fragmentarisk. Og tro mig, jeg har først for alvor opdaget digtet i dette øjeblik. Vidste ganske vist, at han taler om sammenhæng.
"I dag råber bladene, hængende på blæststrøgne grene,
og dog bliver verdens intethed lidt mindre
Den er stadig fuld af isnende skygger og formet sne.
Bladene råber….man holder sig væk og hører blot råbet.
Det er et travlt råb, der vedrører nogle andre. Og selv om man siger,
at man er en del af alt, er der en konflikt, en modstand involveret;
og at være del er en anstrengelse der mindskes:man
føler livet i det der giver livet som det er……
Bladene råber…det er et råb fra blade der ikke transcenderer sig selv…
Råbet angår ingensomhelst/" oversat af Poul Borum.
Vi har at gøre med et paradox, naturligvis, men i så fald lever det paradox i os side om side som rationale. Vil senere prøve at gå videre med sammenhæng og usammenhæng. Som to sider af samme sag. De opløser ikke hinanden. Selvom bladene flaksede lige før. Og for at gøre det meningsfuldt, vil jeg være mere konkret næste gang.
Kærlig hilsen Li
Ingen kommentarer:
Send en kommentar