brev 7 til Jochun/Rosa

Kære Rosa. Uansethvad så bliver jeg ved med at kalde dig Jochun. Det bliver bare lige nogle få linjer om ingenting. Jeg har ikke fået lavet en disse i dag.  Jeg har lavet det som var nødvendigt omkring huset. Vi har fået malet stuen.  Så der sku nogen andre billeder op. Altså gik jeg i gang med at sætte nogle andre i de skifterammer, vi har. Så ordnede jeg en ovnglaslåge, fjernede misfarvninger.  Så gad jeg ikke cykle for at få motion. Derfor tog jeg græsplænen og klippede den for første gang i år. Tog græsplænen? Så skrev jeg lidt i en længere smørre på FB-diskussionslinje. En gut, en fuldvoksen, skrev om poesi. Poesi og humor og Højholt og Jac. Og han ville tage temperaturen på digte ud fra, om der var metaforer, altså en metafordetektor sku forskaffes.  Og desuden var han på vej til at skille Højholt fra poesien, da han ”var mere humorist end lyriker” Ogsåvidre. Fuglen kvidre.  Tænk hvis man tog de forskellige stilelementer og opsatte dem som detektorer: her i denne tekst er der ingen pars prototo-figurer Og denne tekst når ikke kvoten af  parafrasering. Og dette digt har ikke nogen pastichetræk Og denne tekst er for gemytlig til at kunne kaldes poesi. Ligesom en 7-tabel, Jochun. Poesi må altså bestå prøven med fremvisning af sørgebind og det hvide i øjnene. Så tog vedkommende det berømte Højholtdigt med solsorten, der flyver tilbage til naturen. Han gav det fingeren. Jeg skrev lidt frisk måske: ·         naturen/"naturen" genprogramsat som lobotomi og dikotomi i et svung af få strøg. Bare for at tage den del af det. ·            Det i sig selv er by the way en billeddannelse, der sagtens kunne kaldes metaforiset, if you like. Man ka osse la være. Det var som kommentar til hans replik:   Den tydelige solsort : En solsort - kom flyvende - inde fra tågen - den sidder her endnu - og synger i en våd bjergfyr - om lidt flyver den tilbage - til naturen. At nogen kan kalde dette for stor poesi er mig ubegribeligt. The proof of the pudding is in the eating. Well, nok om det. Ikke en skid om bjørne. Det var ret interessant for mig, det om bjørnene i Schweitz. Ku ha lyst til at notere alle mine irritationer som lyde eller farver eller et tredje medie. Sidder fast i noget  grenværk, hvor ansvaret er løbsk. Eller hvad skal jeg sige, ka ikk formulere det lige nu, det står langt oppe i halsen. Og hvorfor så få det smidt over i ikke bare en toneart, for det er jo virkelig mol, fordi det ikke hjælper mig at stille mig på og så betragte sagen fra en ny vinkel som en film foreslog. Jeg kan sagtens se det. Men løsningerne, hvor er de? Gå! Siger de over i hjørnet. Men jeg går ikke, for jeg er ikke en struktur. Hvis en udskiftelig, Hvor sku jeg så aflevere min øjne og fødder og hele lortet Se dog hvor personligt man skrukker op ingen akkreditiver overbragt Jeg vogter testamentet, skrevet i  ikke-skrift . Det ligner et får, ingen skrift, men der er en bestemmelse med det jeg har sagt   De to billeder ved jeg ikke, hvorfor jeg har anbragt dem.