Hvorfor hader jeg så lidt?
Hvorfor hader du så meget?
skriver en forsmået Hvedekornsindsender til mig, og jeg indrømmer, at jeg for 1 gangs skyld havde svaret på vers og rimede fad på glad og løse på seriøse, og det var måske frækt, men sgu stadigvæk et svar, der forsøgte at være kritisk præcist, og hvad det har med had at gøre, forstår jeg ikke. Allerhøjst rumler en vis irritation og frustration og også indignation: jeg har læst alt for mange digte af manden, som ikke ligefrem er usynlig på den dilettantiske digterscene, der i alt for mange sammenhænge (Forfatterforening, Poesiens Hus m.m) overlapper med den professionelle. Og problemet er ikke mindst ordet og konceptet professionel, som er meningsløst i forhold til poesi, hvor kun talent og flittig, passioneret, ambitiøs pleje af samme tæller. Jeg irriteres, frustreres, indigneres over dårlig poesi, men den er sørme da ikke værd at hade, ellers kunne jeg ikke sidde, som jeg har gjort den seneste uge, og svare personligt på over 100 breve og mails til Hvedekorn, så ville jeg blive alvorligt syg af at læse al den pænt og stærkt og sindssygt dårlige poesi, der udgør ca. 85 % af bunken. I den sammenhæng er den dårlige poesi et nødvendigt onde, jeg skal gennemleve og kan forsøge at forbedre (ved at give kritik) for at nå frem til den gode poesi, som jeg til gengæld elsker af et rent hjerte. Ligesom de dårlige anmeldelser i avisen tjener til at pege på den gode litteratur, som folk skulle tage at læse i stedet for. Jeg hader ikke Jens Christian Grøndahl, selvom jeg ikke kan få øje på (til forskel fra fx smertensbørnene Jan Sonnergaard og Ib Michael) bare skyggen af genuint litterært talent (men nok prosaisk professionalisme) i hans bøger; jeg bliver heller ikke vred på ham, jeg bliver vred på de kritikere og institutionelle mekanismer, der kanoniserer ham og hans pseudoécriture. Jeg hadede at gå i børnehave i Århus, og jeg hadede mine plageånder blandt de andre børn - jeg husker en drøm, hvor de allesammen var anbragt på en grusom tortur-reol. Jeg hadede principielt min oldemor, som altid behandlede min søster og mig fint, men min mor havde fortalt, hvor forfærdeligt hun havde det, da hun boede hos hende et halvt (eller helt!?) år, mens hendes forældre var i Paris, og - det var den forhadte detalje for min søster og jeg - blev tvunget til at spise lever og VANDGRØD. Nogle gange kan det godt føles som at spise lever (som jeg faktisk ikke har så meget imod) og VANDGRØD at læse dårlig Hvedekornspoesi og dårlige anmeldelsesbøger, men herregud, modsat min mor bliver jeg ikke tvunget til det og ikke bare må og kan jeg svare igen (spytte ud!), til tider endda på vers, jeg er forpligtet til det (og får (ikke mange, men nogle) penge for det), og for helvede, den onde grødgennemtygning sker i litteraturkærlighedens og -herlighedens tjeneste, who and what's to hate?
skriver en forsmået Hvedekornsindsender til mig, og jeg indrømmer, at jeg for 1 gangs skyld havde svaret på vers og rimede fad på glad og løse på seriøse, og det var måske frækt, men sgu stadigvæk et svar, der forsøgte at være kritisk præcist, og hvad det har med had at gøre, forstår jeg ikke. Allerhøjst rumler en vis irritation og frustration og også indignation: jeg har læst alt for mange digte af manden, som ikke ligefrem er usynlig på den dilettantiske digterscene, der i alt for mange sammenhænge (Forfatterforening, Poesiens Hus m.m) overlapper med den professionelle. Og problemet er ikke mindst ordet og konceptet professionel, som er meningsløst i forhold til poesi, hvor kun talent og flittig, passioneret, ambitiøs pleje af samme tæller. Jeg irriteres, frustreres, indigneres over dårlig poesi, men den er sørme da ikke værd at hade, ellers kunne jeg ikke sidde, som jeg har gjort den seneste uge, og svare personligt på over 100 breve og mails til Hvedekorn, så ville jeg blive alvorligt syg af at læse al den pænt og stærkt og sindssygt dårlige poesi, der udgør ca. 85 % af bunken. I den sammenhæng er den dårlige poesi et nødvendigt onde, jeg skal gennemleve og kan forsøge at forbedre (ved at give kritik) for at nå frem til den gode poesi, som jeg til gengæld elsker af et rent hjerte. Ligesom de dårlige anmeldelser i avisen tjener til at pege på den gode litteratur, som folk skulle tage at læse i stedet for. Jeg hader ikke Jens Christian Grøndahl, selvom jeg ikke kan få øje på (til forskel fra fx smertensbørnene Jan Sonnergaard og Ib Michael) bare skyggen af genuint litterært talent (men nok prosaisk professionalisme) i hans bøger; jeg bliver heller ikke vred på ham, jeg bliver vred på de kritikere og institutionelle mekanismer, der kanoniserer ham og hans pseudoécriture. Jeg hadede at gå i børnehave i Århus, og jeg hadede mine plageånder blandt de andre børn - jeg husker en drøm, hvor de allesammen var anbragt på en grusom tortur-reol. Jeg hadede principielt min oldemor, som altid behandlede min søster og mig fint, men min mor havde fortalt, hvor forfærdeligt hun havde det, da hun boede hos hende et halvt (eller helt!?) år, mens hendes forældre var i Paris, og - det var den forhadte detalje for min søster og jeg - blev tvunget til at spise lever og VANDGRØD. Nogle gange kan det godt føles som at spise lever (som jeg faktisk ikke har så meget imod) og VANDGRØD at læse dårlig Hvedekornspoesi og dårlige anmeldelsesbøger, men herregud, modsat min mor bliver jeg ikke tvunget til det og ikke bare må og kan jeg svare igen (spytte ud!), til tider endda på vers, jeg er forpligtet til det (og får (ikke mange, men nogle) penge for det), og for helvede, den onde grødgennemtygning sker i litteraturkærlighedens og -herlighedens tjeneste, who and what's to hate?
Anonym sagde ...
Ingen tvivl om, at du mener det, du skriver, og at du
elsker den litteratur, du nu engang elsker.
Det, andre kan opfatte som et problem, er, at du er så fuldkommen sikker på, at din personlige smag er en spejling af virkeligheden, og at det, du synes er dårligt, også objektivt er dårligt. Man savner måske en vis erkendelse af, at dine idiosynkrasier ikke nødvendigvis er den hele og fulde sandhed.
Måske skal man være så skråsikker, når man har din kasket på, men så er der jo det ved det, at du har så forbandet mange kasketter.
Vi andre prøver måske at være lidt ydmyge og erkende, at vores smag ikke nødvendigvis er det samme som historiens endelige dom.
Det, andre kan opfatte som et problem, er, at du er så fuldkommen sikker på, at din personlige smag er en spejling af virkeligheden, og at det, du synes er dårligt, også objektivt er dårligt. Man savner måske en vis erkendelse af, at dine idiosynkrasier ikke nødvendigvis er den hele og fulde sandhed.
Måske skal man være så skråsikker, når man har din kasket på, men så er der jo det ved det, at du har så forbandet mange kasketter.
Vi andre prøver måske at være lidt ydmyge og erkende, at vores smag ikke nødvendigvis er det samme som historiens endelige dom.
Anonym sagde ...
Hørt!
vh.
Anonym 2
vh.
Anonym 2
knudsteffen sagde ...
Ku I ikke slå viziret op,kære anonyme -hvis det ellers
tilkommer en læser som mig at sige det på fremmed mands blogterritorium-og
bruge jeres kære navne- fro og frejdig og lige i øjnene, så bliver den hele
udveksling mere til at tage totalt ind og til at forholde sig til. Særligt hvor
I risikerer noget-ved ikke at risikere noget pga ansigtsløsheden. KS som
tilforn
Anonym sagde ...
Bukdahl, vi elsker dig. Med og uden had.
Anonym sagde ...
@knudsteffen. Hvis du kun kan tage stilling til et
udsagn, når du ved, hvem der var sagt det, så synes jeg, du har et problem.
Lars-Emil Woetmann Nielsen sagde ...
verden er kompleks
Anonym sagde ...
@ anonym(e?): problemet er, at når man ingen
fornemmelse af hvem I er, kan meget af det I skriver være ironisk for eksempel
... eller banalt. Nå, nej, det kan man jo godt læse sig, at det er.
Kirsten Nørgaard sagde ...
"den dilettantiske digterscene, der i alt for
mange sammenhænge (Forfatterforening, Poesiens Hus m.m) overlapper med den
professionelle." - for filan, hvor du fik sat en stor mur op der! Hvorfor
synes du ikke der må være overlapninger? Jeg synes, det er et meget underligt
synspunkt. Men det kan måske uddybes?
Venlig hilsen en der befinder sig balancerende oppe på muren (der, hvor der er glasskår)
Venlig hilsen en der befinder sig balancerende oppe på muren (der, hvor der er glasskår)
knudsteffen sagde ...
Kære anonyme, lad os lige sætte den på spidsen. Hvis
en anonym mail meddeler mig: jeg elsker dig, så bliver meddelelsen altså
vanskelig at forholde sig til og får forskellige implikationer i
kommunikationen. Det samme med -stadig sat på spidsen- jeg hader dig. Prøv selv
at gennemgå andre varianter af bugtaleri og det forskellige udkomme heraf. ks
Sternberg sagde ...
Godt eksempel, Knud Steffen.
Øj, jeg gad stadig godt have et svar påmit spørgsmål i den tråd (men mig gider han ikke)
SvarSlet