Den 16:00 fredag den 18. april 2014 skrev Lars Bo Nørgaard
Gode Knud, kære ven. Nu er det da vist blevet tid til et svar på din mail. Farer omkring som en lille, ja, ved ikke, lille tumling i teksten - sårn blev fortælleren i mange af mine tekster engang beskrevet på forfatterskolen, eller var det da jeg gik på testrup. det syntes jeg var en ros, selvom det kan man jo ikke altid være sikker på, at det er. men tumling, jo, sårn har jeg det, det kan jeg godt stå inde for. for hold da helt op. for alting ligner noget og gør så ikke helt alligevel og så tumler man jo bare dernedad eller udad eller henad eller hvilken retning monstro, og hvor kan man ikke ende. pludselig sidde i himalaya og drikke te, og hvordan var det lige jeg nåede hertil, altså fra big bang og så frem til det punkt, dén te i dét glas på dét bord, og glasset løftes og sættes til læberne (mine (såkaldt)) og drikkes. du ved hvordan det er.
og så blev det langfredag igen. det er der ikke noget nyt i. altså, jow, netop denher langfredag er ny seføli, men der har været mange før. og læste lige noget om jesusmand i WA. samme WA hvor der osse er det der kartelnoget, og ak, men det har jeg sagt, hvad jeg havde at sige om. du har læst det, på blog, og på asta olivias FB. så nok om det. men der står altså osse noget om jesusmand i den udgave af WA. at i Markusevangeliet (det første, det ældste) er jesus en jamremand: min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig? men i johannesevangeliet (som er det sidste, det yngste) er han blevet et mandfolk, en rigtig gud, som kan sige: 'det er fuldbragt!'. sårn kan tingene så vakle. eller udvikle sig, hvis det er sårn man vil se på det. men hvilken jesus skal man så tro på? for han kan da ikke have sagt det hele, begge dele, samtidig. altså de to replikker (kalder jeg dem lige, prædikerende (ikke prædikende, helt)) er jo det sidste han siger på korset inden han opgiver ånden, eller opgiver kroppen, er det jo nok nærmere, eller hvordan det nu er. så, jo, det er noget om det du siger, du skrev til kirkebladet, at der da vist er noget performance på spil her. og har altid undret mig, at biblen er så fuld af selvmodsigelser, så rodet en roman. det gør det jo totalt utroværdigt som historisk, faktuelt værk. helt explicit. den peger jo vildt på det forhold at vi hele tiden roder rundt i et krat af myriader af subjektive fortolkninger af det nogenlunde samme. så du det jeg så? og kan man tro sine egne øjne. - det der undrer mig, er at når nu biblen vel er en tekst som skal overbevise én om at der én og kun én sand tro, hvorfor så alt det rod? hvorfor har man ikke ryddet op?
tror faen, at folkekirken har det svært nu. at gud døde. for med sådan en tekst, med så meget indre uoverensstemmelse, aktiverer jo da læserens selvbevidst kritiske sans. man kommer til at tænke over tingene. man kommer til at tænke udenfor teksten. og så står relativitetsteorier og halløj jo pludselig og banker på døren. ups. nuvel. jeg har jo ikke rigtig fået læst den der bibel i sin helhed.
noget der interesserer mig ved hinduismen, er at den ikke har nogen bestemt bog, nogen bestemt skabelsesberetning, ikke nogen bestemt gud, men et mylder af det hele, som taler med og imod hinanden i et vældigt organisk væv. og der tales hele tiden til læserens eller den troendes bevidsthed om altings illusoriske karakter. fx har jeg læst i en upanishaderne (som er en af de vigtigste mange, mange tekster) at det nok er sådan at guderne drømmer menneskenes verden frem, men at det nok osse er sådan at menneskene drømmer gudernes verden frem. det er sgu da rimelig heftige tanker. for hvor er vi så lige henne. så blir guderne jo til en slags redskaber. det indrømmes at der er stor usikkerhed i denne verden, men vi er nødt til at gøre os nogle forestillinger om den, for at kunne gebærde os i den, vi er nødt til at stille nogle parametre op som vi kan navigere efter.
- ville gerne svare mere direkte på det du skriver om. men så drøner det jo bare i en eller anden retning, og det er så sårn det går. og kender faktisk heller ikke så meget til mange de digtere du nævner. men tager det som en slags anbefalinger til læsning og tænkning.
egentlig er det nok fortællingen som optager mest. ved ikke hvorfor. der har altid været en vaklen i mig, mellem det lyriske og det fortællende. og bøvler ofte med at forene dem. har ikke noget episk i mig, fx, som kan bære en fortælling ordentlig frem. skriver i cirkler og kortslutninger og snublen. er svært glad for de monstrøse romaner i den tradition som er cervantes, rabelais, laurence sterne, joyce, celine, bolaño etc. som alle fortæller på trods. hele tiden vælter det. hele tiden må det finde nyt stof for at hive fortællingen videre. de minder mig vel egentlig helt enkelt og banalt om eget jordeliv med al dets fulgepip og -sving og platicposer og forelskelser og skuffelser og forvandling osv. ja. og rejsen. som kan foregå i himalaya eller på et skrivebord, op langs et græsstrå eller henover mars' lithosfære.
tjirp, tjirp og blip, blip.
det er nok for nu.
synes horisonten blandt mange af de nyeste skrivende er lovlig begrænset. ekvilibristisk skrivende, men på et stof som i mine øjne mest ligner mode. som du siger: noget gender og noget klima, så kan alle være med. så siger vi, at det er det det skal handle om. symbolsk kapital, har jeg hørt nogen kalde det. tryk på de rette tematiske knapper, og vi trykker din bog.
kh LB,
skyggebokser
fint!!!
SvarSlet