Knud Steffen

1. 
   Mette With Zerlang2. maj 2013 12.25

   kære Knud
   
   det lyder som en større rummelighed. er det tilsigtet?
   kh mette

   SvarSlet
   
   
   
   
2. 
   knudsteffen2. maj 2013 14.23

   ja,Mette, i den grad. Når jeg lever min skepsis helt ud, så ser jeg idealt, at vi på bundlinjen lever i og af reflekser som et dyr, der har muligheden for overlevelse i enten flugt eller kamp. Hvis jeg skal være rigtigt enøjet, så er alle udledninger i form af kausalitet og systembygninger og kategoriseringer kun og netop kun projiceringer. Vi har så qua sprog fx mulighed for at differentiere overlevelsen i ordrækker af mulighedsscenarier, der mere eller mindre alle grunder sig på reflekser, vi har sprogliggjort og gjort til selvstændige tankebygninger. Det er selvfølgelig grove løjer. Og der er naturligvis tusindvis af mellempositioner, der bør opbløde alt dette, da der i skepsissen er andet. Og det kunne jeg godt tænke mig at uddybe senere.
3. 
   Jeg har et eksempel fra i dag, hvor jeg skulle sende et digt til Københavns internationale Poesifestival til brug i nogle flyers. Det vil jeg sende nu og sætte ind her, og så sige at det er et eksempel på, at fx vores sprogliggørelse, i fx systembyggeri står på løs grund.
4.  Altså jeg er kastet ind i et sprog, der er der forlods. Verden er sprogliggjort (forklaring følger senere, for det lyder som en modsigelse, men det er ikke metafysisk begrundet). Verden er et system, der er opbygget på sin vis uden mandat. Men i praksis, pragmatisk, virker skidtet.
   
   Vi kan tale sammen. Men ikke mere end at kommunikationen går i smadder igen og igen. Vi kan bruge politiske systemer, men kun tilsyneladende. Det er jo ikke et korpus, der er faldet ned fra himlen. Det er et raffineret sytem af kæmp eller flygt. Systemerne er ikke funderet i ontologi. Det betyder, at du selv møder verden med en forforståelse, som har sovset tingene ind, så du ikke får tingene i sig selv.

Så når spørgsmålet gik på rummelighed, så handler det om, at min skepsis og tvivlende tilgang, åbner hele cirkusset for et nyt mellemværende for mig.

1. 
   Digtet kommer her, og du har måske set det på bloggen fornylig:
2.  
3.  
4. 
   Legen
   er dødelig alvorlig, Og navnløs.
   Og sådan er det. Men fulde af de navne vi klistrer
   på
   
   og hid og did
   
   og sangen er ikke et spørgsmål nu
   
   så tæt på den knogle (syrinx/red.) hvor fugle-
   stemme, så noget
   
   kan komme
   til og fødderne har løftet
   sig Det
   ved jeg ikke noget om.
   
   Det der skal til
   
   er forlods påhæftet, sidder allerede ved
   
   svingknoglen (Passer Passer domesticus).
   
   Men den kan jo ikke i sig selv frembringe de lyde.
   
   
   Jeg sætter lablen på alligevel.
   
   Det kunne være en beskrivelse af
   det øjeblik
   hvor vi siges
   
   ligesom måske et skib, der skal opkaldes.