torsdag den 2. maj 2013



  1. kære Knud

    det lyder som en større rummelighed. er det tilsigtet?
    kh mette
    SvarSlet


  2. ja,Mette, i den grad. Når jeg lever min skepsis helt ud, så ser jeg idealt, at vi på bundlinjen lever i og af reflekser som et dyr, der har muligheden for overlevelse i enten flugt eller kamp. Hvis jeg skal være rigtigt enøjet, så er alle udledninger i form af kausalitet og systembygninger og kategoriseringer kun og netop kun projiceringer. Vi har så qua sprog fx mulighed for at differentiere overlevelsen i ordrækker af mulighedsscenarier, der mere eller mindre alle grunder sig på reflekser, vi har sprogliggjort og gjort til selvstændige tankebygninger. Det er selvfølgelig grove løjer. Og der er naturligvis tusindvis af mellempositioner, der bør opbløde alt dette, da der i skepsissen er andet. Og det kunne jeg godt tænke mig at uddybe senere.

  3. Jeg har et eksempel fra i dag, hvor jeg skulle sende et digt til Københavns internationale Poesifestival til brug i nogle flyers. Det vil jeg sende nu og sætte ind her, og så sige at det er et eksempel på, at fx vores sprogliggørelse, i fx systembyggeri står på løs grund.
  4.  Altså jeg er kastet ind i et sprog, der er der forlods. Verden er sprogliggjort (forklaring følger senere, for det lyder som en modsigelse, men det er ikke metafysisk begrundet). Verden er et system, der er opbygget på sin vis uden mandat. Men i praksis, pragmatisk, virker skidtet.

    Vi kan tale sammen. Men ikke mere end at kommunikationen går i smadder igen og igen. Vi kan bruge politiske systemer, men kun tilsyneladende. Det er jo ikke et korpus, der er faldet ned fra himlen. Det er et raffineret sytem af kæmp eller flygt. Systemerne er ikke funderet i ontologi. Det betyder, at du selv møder verden med en forforståelse, som har sovset tingene ind, så du ikke får tingene i sig selv.
Så når spørgsmålet gik på rummelighed, så handler det om, at min skepsis og tvivlende tilgang, åbner hele cirkusset for et nyt mellemværende for mig.


  1. Digtet kommer her, og du har måske set det på bloggen fornylig:
  2.  
  3.  

  4. Legen
    er dødelig alvorlig, Og navnløs.
    Og sådan er det. Men fulde af de navne vi klistrer


    og hid og did

    og sangen er ikke et spørgsmål nu

    så tæt på den knogle (syrinx/red.) hvor fugle-
    stemme, så noget

    kan komme
    til og fødderne har løftet
    sig Det
    ved jeg ikke noget om.

    Det der skal til

    er forlods påhæftet, sidder allerede ved

    svingknoglen (Passer Passer domesticus).

    Men den kan jo ikke i sig selv frembringe de lyde.


    Jeg sætter lablen på alligevel.

    Det kunne være en beskrivelse af
    det øjeblik
    hvor vi siges

    ligesom måske et skib, der skal opkaldes.

3 kommentarer:

  1. en PIPfugl som mig synes uddybelsen er satme god!kh mette

    SvarSlet
  2. god weekend og fremgang, hvis du mangler, kære mette
    kh knud

    SvarSlet
  3. jeg skal ikke gøre mig ret klog på tidsproblemet i forhold til hvad jeg sagde om kausalitet, hvor jo i øvrigt både Locke og Hume har sagt en masse, men dog flg fra min lille chokoladekæft: vi er indkapslet i en irreversibel og fremadskridende proces, nemlig tid. Vi er inde i denne proces og den kan ikke vendes, sådan at der kan gås tilbage til fortiden. Og vores projicering af rækkefølger er projicering(ektrapolering, altså at mand går ind i bil-bil siger brum-bil kører- bil standser. Pragmatisk er vi naturligvis enige om at sådan forholder det sig. Men vi kan ikke vide det, da vi om det kausale laver en after-party-udgave af noget tiden har kørt henover, og da vi jo netop befinder os inde i den tidsraket, så er det en post mortem-konstruktion, hvis vi skal være back in basis, nemlig ved det eneste -i ontologisk forstand- tiden som det nærvær, tiden nu engang er, vi har passeret det stålsatte punkt, der ku verificere det. Alt sammen her er jo nok en anden måde at sige det på, som Locke sagde, nej det er Hume.

    SvarSlet