svar 2 at Locke Hume til Mette Zerlang

Kommentar til mit svar (til Mette) -det kursiverede- forleden

1. ( Når jeg lever min skepsis helt ud, så ser jeg idealt, at vi på bundlinjen lever i og af reflekser som et dyr, der har muligheden for overlevelse i enten flugt eller kamp. Hvis jeg skal være rigtigt enøjet, så er alle udledninger i form af kausalitet og systembygninger og kategoriseringer kun og netop kun projiceringer. Vi har så qua sprog fx mulighed for at differentiere overlevelsen i ordrækker af mulighedsscenarier, der mere eller mindre alle grunder sig på reflekser, vi har sprogliggjort og gjort til selvstændige tankebygninger. Det er selvfølgelig grove løjer. Og der er naturligvis tusindvis af mellempositioner, der bør opbløde alt dette, da der i skepsissen er andet. Og det kunne jeg godt tænke mig at uddybe senere.......)

Lille uddybning:

jeg skal ikke gøre mig ret klog på tidsproblemet, og her tidsproblemet i forhold til hvad jeg sagde om kausalitet, hvor jo i øvrigt (både Locke) og Hume har sagt en masse, men dog flg skal undslippe min lille chokoladekæft:
...vi er indkapslet i en irreversibel og fremadskridende proces, nemlig tid. Vi er (inde i) denne proces og den kan ikke vendes, sådan at der kan gås tilbage til fortiden. Og vores projicering af rækkefølger er projicering, præcisere ekstrapolering, altså vi har: mand går ind i bil- bil siger brum- bil kører- bil standser. Og vi ekstrapolerer så, at sådan vil det altid være, vi sætter en metaetikette på, der hedder: årsagssammenhæng.
Pragmatisk er vi naturligvis enige om, at sådan forholder det sig. Men vi kan ikke vide det, da vi om det kausale laver en after-party-udgave af noget tiden har kørt henover, og da vi jo netop befinder os inde i den fremadskridende tidsraket og ikke kan andet, så er det en post mortem-konstruktion, hvis vi skal være back in basis, nemlig ved det eneste -i ontologisk forstand- tiden som det nærvær, tiden nu engang er, og vi har passeret det stålsatte punkt, der ku verificere det. Alt sammen her er jo nok en anden måde at sige det på, som Locke sagde, nej det er Hume.