Lars Bo Nørgaard-Indisk-tekst.

fredag den 17. maj 2013

Har lige færdiggjort en længere tekst. her et udpluk og et fotografi.

og jeg havde ligget de sidste to-tre døgn med papirstynd hud og svedeture slæbt mig de få meter ud til toilettet for at lade livet strømme ud af mund og røv ned i kloakkerne aldrig sovende aldrig vågen indtog ikke andet end den cola med salt som Troels gav mig for at jeg ikke skulle dø jeg overlevede og kom med på fotografierne til aviserne hvad var jeg ved at fortælle før jeg blev optaget af vores strålende dåd i det fremmede det var søndag og vi blev kørt i en sort bil ud på landet gennem markveje hvor vi bl.a. så såkaldte blå køer nærmest sejle gennem bristefærdigt grønne kornmarker ingen tør gribe ind køerne fra det ydre rum er for store for farlige man lader dem være og desuden er alt liv helligt vi kører forbi ud til Ganges og er tilbage styrtende gennem disse gader af støj omfavnelser om vi vil det eller ej her kan jeg bo her bor jeg nomade på stedet længst ude i nerveenderne tumler vi igen og igen ned mod ghatsene vi så hænder og fødder stikke ud af flammerne på flodbredden et hoved og håret fangede ild hudens svedet sort alt er overgange fra det ene til det andet hvornår lige præcis hvornår omdannelsen fra engang besjælet krop til aske og ud i flodens mørke hvirvler vi fandt aldrig ud af hvad den gade hed om den overhovedet havde et navn jeg vil så gerne tilbage kan nogle dage næsten ikke rumme længslen den er som en streng som slås an en ulidelig tone det evigt udstrakte punkt ikke-døden er hellige Moder Ganga faldet fra himlen til jorden gennem Shivas filtrede hår han som bærer måneseglet treforken trommen som sætter tiden i gang og holder den i gang han som med lukket tredje øje drømmer verden frem og når det åbnes lader verden gå under igen osv. han danser på vores aske klæder sig i den denne koglekirtelmand denne erindring om et evolutionært kvantespring vi ikke forstår menneskets træden ind i sproget og dermed også ud af det fra da af placeret på kanten med vores tvivlende hænder vores uhyggelige fingre som vil gribe fat vil modellere til genkendelighed alt hvad vi støder på og smide det i nakken på det som ikke passer ind en dag var det os