Kære E.
Det, jeg skrev i torsdag, tør jeg ikke igen vise. Håndskriften er, som den er.
Basta, ikke flere grafologiske afprøvninger. Sidst gik det jeg galt, da han så det og nægtede at kommentere og sige det mindste om mine chancer her i dag eller rettere i går, hvor jeg tydeligt kunne se, at han mente, at noget forfærdeligt var under opsejling. I det mindste var hele min personlighed under anklage. Skulle disse i-buer være ekstreme. Å min næve.
Skulle han have læst noget gement og paranoidt ind i hele karakteren, (sagde hans lynende øjne).
Det må stå for hans regning.
Er der måske noget Al ul Zarqawi i hældningen. (Hvor var det, jeg havde købt
blækket? Det var sepia, så klassisk uskyldigt.)
Jeg skriver ikke en linje til. I hvert fald prøver jeg at undlade at binde sammen. Tænker faktisk mere og mere sammenbidt over det, at forsvinde ind i et refugium for at blive samlet lidt. Et kalligrafisk(?) rent sted med faste spisetider og ingen forstyrrelser, ingen telefon, intet fjernsyn, ingen dørmand. Trække i fugledragt.
Jeg skal nok betvinge det, der vil noget andet, end jeg vil. Nej, kan ikke betvinge det. Skifter stilling, så han ikke begynder med sit lort igen. (Idiot. Skal streges ud?). På den anden side er jeg nået til et punkt, hvor jeg ikke vil afgive nogen erklæring overhovedet, intet omkring nationalstat eller nogen betændte karteldannelser, ligemeget hvad. Jeg ændrer ikke en tøddel. Skriver jo ikke noget frem, der ikke er der. Eller hvad? Og hvis, så ligger det vel ikke i dette udenvælts materiale.
Skrives det frem, der allerede ligger i luften? Fejlene ligger andetsteds, udenfor. Hans egen dårlige motorik (måske skæve indlæg i skoene). Det er nok udelukkende et spørgsmål om at halte. Haltning, det er det. Det er ydmyghed. Ydmyg gang på denne jord, ydmyg opvækst til det servile. Jeg sidder overskrævs på stolen med stoleryggen fremad. Før hed det sig, at disse linjer så svungent og forsiret viste stolthed, fremdrift og socialt spring.
Men tænk dig om. Man tænker sig om. Jo.
Han endikke læste, hvad jeg havde skrevet, selve indholdet. Ikke det mindste. Kunne have kaldt
Jeg skriver ikke en linje til. I hvert fald prøver jeg at undlade at binde sammen. Tænker faktisk mere og mere sammenbidt over det, at forsvinde ind i et refugium for at blive samlet lidt. Et kalligrafisk(?) rent sted med faste spisetider og ingen forstyrrelser, ingen telefon, intet fjernsyn, ingen dørmand. Trække i fugledragt.
Jeg skal nok betvinge det, der vil noget andet, end jeg vil. Nej, kan ikke betvinge det. Skifter stilling, så han ikke begynder med sit lort igen. (Idiot. Skal streges ud?). På den anden side er jeg nået til et punkt, hvor jeg ikke vil afgive nogen erklæring overhovedet, intet omkring nationalstat eller nogen betændte karteldannelser, ligemeget hvad. Jeg ændrer ikke en tøddel. Skriver jo ikke noget frem, der ikke er der. Eller hvad? Og hvis, så ligger det vel ikke i dette udenvælts materiale.
Skrives det frem, der allerede ligger i luften? Fejlene ligger andetsteds, udenfor. Hans egen dårlige motorik (måske skæve indlæg i skoene). Det er nok udelukkende et spørgsmål om at halte. Haltning, det er det. Det er ydmyghed. Ydmyg gang på denne jord, ydmyg opvækst til det servile. Jeg sidder overskrævs på stolen med stoleryggen fremad. Før hed det sig, at disse linjer så svungent og forsiret viste stolthed, fremdrift og socialt spring.
Men tænk dig om. Man tænker sig om. Jo.
Han endikke læste, hvad jeg havde skrevet, selve indholdet. Ikke det mindste. Kunne have kaldt
ham hvad som helst.
Skulle jeg have dandset som en Siboni. Som Rasputin, som vist ikke gjorde det. Bukke Bruse som statholder. Jeg vil skære skæfter. Totalt uforsvarligt. Noget ført, noget kalveknæet. Hvad med mine grimasser? Hvad med min have, stensætningen, dammen, dette moderskød?
kh SSkulle jeg have dandset som en Siboni. Som Rasputin, som vist ikke gjorde det. Bukke Bruse som statholder. Jeg vil skære skæfter. Totalt uforsvarligt. Noget ført, noget kalveknæet. Hvad med mine grimasser? Hvad med min have, stensætningen, dammen, dette moderskød?
smukt
SvarSlet