Omgivelsesmytologier, en anmeldelse, påbegyndt: Jesper Bryggers SÅ VI HER.

Omgivelsesmytologier, en anmeldelse in progress

 

Jesper Brygger: Så vi her

 0. Stedet kan sjældent selv klare at være Limbo, må ha hjælp af menneskebørnene

1.       Der er først for mig billedet af Skrækkelige Olfert, der står og glor på lægens dør, hvor skiltet siger: Døren er åben, men den er rent faktisk lukket . Hvilket Olfert siger en munterhed om. Den umiddelbare sandhed siger om skiltet,  at det  lyver sådan rent de facto, og dog er der den mening i galskaben, at ved jævnordinær  afkodning ved vi, at der er konsultationstid nu.  Døren er mytologiseret og afgiver en dobbelt- og modsatrettet besked. Denne dør kan noget på sine hængsler og sprænger sin egen grad af res extensa, højde og drøjde og bemaling.  Begge planer er interessante og skal sammenholdes.

2.       ”Mit kvarter eksisterer ikke”. Har vi en dobbelteksponering her? Jow, det har vi. Vi har et før og efter: for vi har barndomslandets kvarter, og nu er det hele forandret…og om lidt længere nede i Bryggers tekst har vi en triple-eksponering. Eksemplet på det tager vi lige med det samme. JB taler om 1)Bern: 2) Walsers Bern, der så netop i  JB’s udgave af Bern, hvor første og andet Bern er impliceret og hvad vi nu har, bliver til et 3.   På samme måde som jeg havde sytten udgaver af Himmelbjerget inden jeg besøgte the real thing. Real thing?     Alt dette er dele af bogens makronbund.

3. Punktet 6 vil blive problematiseret. 

Det skal være en slags rodebutik. Flukturerende synapser.

3.a I en anmeldelse af bogen kritiserer skribentdamen, at de mange lokaliteter ikke står klart som på et geodætisk kort, gadenavne, bynavne ets. Jamen det er jo pointen, at netop dette problematiseres, det er jo netop ikke et regelret stykke kartografi.  Lad os tage et erindringskort, hvor stederne i tilbageløb blandes med solpletter for øjnene, og kaffepletter på dugen, eller der huskes forkert i kronologien, og det er det interessante. Det er jo ikke leksikalsk orientering, men sanset og sansereflekteret i proces. Og hvad der zoomes ind på, og hvad der i den psykologiske kronologi er interessant: at stå i stampe i Soho eller se Soho gennem det måltid og cappucinoen, der var det, der trængte sig på lige pludselig i Soho. Eller at Khomeini vist stod der. I et eller andet måske mistolket syn. Jeg vil da i så tilfælde flytte kameraføringen fra gadenumret og strejfe den gode K's fremtoning.     

4.       Huden og den slags ved, nej tror, at systemer som kronologi, kausalitet, stedernes koordinater er "fake". (Fake i betydningen, at det godt nok er en del af den umiddelbare sansning, men hvad nu når vi ved, at det er lissom en litterær struktur, en konstruktion, men som selvfølgelig er en kognitiv realitet)..hovedet véd, at tidens strukturerede systemer i timeinddeling er en systembygning, og talsystemet er projicering. Det system interesserer mig kun, når jeg går rundt som landmåler, eller når jeg skal nå toget kl 12.13, tror jeg. Jeg tror fejlagtigt, at jeg kan smyge mig forbi systemerne.  Alligevel leger jeg lidt med at kikke på distancen: Systemernes efterbyrd er som rapporterende litteratur, reportagen om hvad der foregik og hvad der foregår. Problemet er selvfølgelig, at jeg ikke kan krænge landmåleren af mig nu. Det er en del af mig nu. Jeg må leve afromantiseret med og i alle disse vedtagne mønstre. Ordet efterbyrd er naturligvis forkert, for der er ikke et før og efter på den måde. Men i taxonomien er det sådan.
problemfelt.
A la paroles og langue, der ikke er en tidsmæssig forskudthed, men to aspekter. To kropsligheder. Ikke kun den ene er en praksis. Jeg kan ikke kun leve i langue, når jeg har kendskab til og lever i begge.
 

Og i øvrigt udholder jeg næsten ikke mainstreamrapport-litteratur.

5.       Og skovsøen i sig selv sådan i klinisk renset forstand er en illusion. Det er en nødvendig og naturlig læsning,  når skovsøen tages ned fra tørresnoren og sættes tilbage.

 Jeg citerer: ”…- at gå med bøjet hoved hen over stenørkenen- at vælge sig et udsnit og hænge det op. Landskabet når det ikke betragtes/en skovsø der hænger på en tørresnor/en klippevæg falder tilbage i lænestolen..” Jeg ved godt der går Berkeley i den. Tilstår.  Og…
Derude har vi sørme noget natur, det må vi hellere gå ud i. Der er så stille og fint derude, siges der.
Naturen som små glitrende enklaver, nej det er mere gevækster, der vokser ud allevegne fra bykroppen, fra mine læsninger, fra min krop, og hvis jeg så isolerer naturen som en genstand får du kun den halve sandhed...  Og al det der med stilhed og ro og fred og pipfugle er esperanto og for mig en klichéfyldt googleoversættelse. Ikke fordi det ikke findes, roen etc, men giver ikke noget til min forståelse. Måske altså en dårlig oversættelse af oplevelsen. Dette var et sidespring, som ikke på den måde havde at gøre med det jeg her kalder omgivelsesmytologi. 

6.       ”De siger han maler. Luftens små biografier.” Biografier, disse kordinatsystemer af tid, der er gjort målbar. Søen er min biografi. Osse. Turen til Tetovo i 2007 er min biografi og jeg må nu biograficere den. Jeg landede lige pludselige, svunget rundt i en pose over Europa og landede i Makedonien. Pr fly..havde det så været i bil, hvor jeg kunne have ædt mig km efter km gennem motorvejenes asfalt og mærket kartografen i mig, men det gjorde jeg ikke.  Tetovo var ikke et geodætisk kort. Makedonien var en pludselig varm bølge. Snart trak jeg det af snoren og placerede hvad der hængte på tørresnoren, i fine tidskæder og årsagskæder, og med længde og breddegrader.  
Og selvfølgelig havde jeg biograficeret landet inden. Og revideret på vej derfra. Og naturligvis vidste jeg sådan med længde og bredde og koordinater, hvor det var. Og naturligvis fluktuerer et sådan billede during its way. Det interessante er, at og hvis "noget" af dette land in question fastholdes ..gennem alle transformationer i min omgang med det. En rest der bibeholdes. Og denne rest behøver ikke at være andet end at der kan tales om det med navn, benævnelse, fx her Makedonien, der kan bibeholdes et kommunikationsfællesskab i disse faser. Selvom den eksakte betydning af hver fase fortaber sig i/under navnet, temaets navn.     

 

7."Gik ned mod floden for at finde dit hus oversat som et palæ i en botanisk have bag en flod."/JB

Den friske læser ku finde på at sige, at det dog ikke kan være en naturoplevelse, for tingen selv er ikke aflæst med den nøgne krop, var jeg lige ved at sige. Jo, det er osse en naturoplevelse. Den er bare ikke et syn på naturen sådan som jomfru Natur og med jomfrueligt blik. Blikket kan ikke komme fri af sin forforståelsesbagage. Og hvem kan klippe sin bagage af. Eller tage forforståelsens briller af.  Og selvfølgelig ved man at man har disse briller på. Og de kan ikke tages af. 

Den del af naturdiskussionen der omhandler om vi overhovedet har natur i kulturlandskabet berøres ikke her- i hvert fald ikke nu.

7b. I døgnets samfulde 24 timer er du på et sted. I den forstand er du vokset sammen med "dit" sted.  Hvilket underminerer dit sted som genstand, der kan udforskes uden om dig.

Sommetider skriver du det steds historie suverænt og alene. Men som i historiskrivningen, bestemmer magten hvad stederne er.

7c. alle steder udnævnes til "strategisk vigtige" løbende. Det defineres ud fra politiske magtforhold.

........................................................................................................................................................

LIMBO, se osse Dantes helvede, at være gidsel-placeret et sted mod ens vilje. 
 

(Hele anmeldelsen kan ses på bloggen, længere oppe.)

 

Fra Jens Kruuses anmeldelse af Limbo 1971. Betragt det lige i første omgang som motto.

 

.............................................................................................................................

8. Hvis man river en væg ned mellem stue og værelse hvad bliver så tilbage: stuen eller værelset
(Nathalie Quintane)

Hvis man ser to store og lange linjer af fodspor, der krydser hinanden i sneen. Et stort kryds. Kan man ikke være sikker på at to mennesker har mødt hinanden 1)samtidigt. Og kan man vide, om fx en højdeforskel mellem de to personer har gjort at de to linjer IKKE afspejler krydset i hovedhøjde. Det vil sige, at to spor/linjer der krydser hinanden INTET siger om det rumlige. Der kan kun siges noget forhastet, om de to personer overhovedet har set hinanden, selvom de evt har passeret hinanden samtidigt. To linjer i grundfladen mangler den 3.linje./ksn

 

 

det der kaldes stedet. Stedet som nødvendigt arbitrært sted at være (til) på. Det arbitrære steds forvandling til Stedet. Den sakrale bygnings sted. Stedet som vedhæng og emballage til begivenhed. Stedet, der konstituerer begivenhed. Det nulstillede sted der sakraliseres ved berøring. Stedets design og italesættelse. Findes der steder, der er betingelse for begivenheders værdisættelse, altså steder der konstituerer begivenheder. Stedet som nomadens flytbare sted, men som alligevel konstituerer et liv, nemlig hvor der er foder til dyrene. Institutionelle steders ophævelse. Familiens flytbare sted. Stedet placeret i tid og epoke.

0. Vi er bundet til jorden, til stedet. Vores nærvær er på et kryds i jorden. Vi kan ikke andet. Det er vilkår som tyngdeloven er det. Som vandets indhold af brint- og iltatomer. Men det interessante er så hvordan dette arbitrære sted, krydset i jorden bliver værdiladet. For i sig selv er stedet jo ikke nødvendigvis i værdi. Ikke en motor i sig selv. Den kan være mytologiseret. Men behøver ikke være det.

1. Mytologiseringen og den symbolske ladning sker ved et indgreb (fra menneskehånd).

2. Det der er kaldt stedets aura er ved håndens berøring, begivenheden. Den lever af riter, skal vitaliseres på forskellig facon, hvis form, der er bestemte krav til. ( Auschwitz eksisterer både som et fysisk mindested og som mentalt ikon, der helligholdes og holdes i hævd.)

3. Stedet optræder oftest som arbitrært vedhæng til personer og begivenheder. Går så fra det tilfældige til det ikke-vilkårlige.

4. Stedet bliver en del af et stykke mentalitetshistorie. Fx det litterære sted.

5. Stedet, taler vi om den bygning på det sted, den værdiladede bygning eller taler vi altid om et samspil mellem sted og mennesker.

6. Altså på hvilken måde er netop det sted valoriseret. Hvordan er sagen sat i form/i tale.

7. Siger vi mytologiseringer, siger vi osse projiceringer. I forhold til fatale begivenheder er stedet så blot et vedhæng. Selv 11.september, hvor det er ikonet bygningerne, der fæstner sig, er det vel mest fordi det er en (fatal) begivenhed pga de 3-4000 mennesker. Koncentrationslejrene hvor stedet er ladet som industriel dødsmaskine…… (begge nævnte steder får senere en overbygning på sig af konspirationsteorier, hvor altså stedets begivenhed forsøges ophævet)

8. Vi har helligsteder, særligt indviet jord med fx en sakral bygning på. Værdien er at den inkorporeres i en samtidig og fortsat historie.

9. Begivenheder finder sted –naturnødvendigt i et kryds på jorden. Altså på et sted.

10. Et kryds ku være München 38 med Chamberlains fredsmelding. Dér er stedets værdi vel tilfældig/arbitrær. Men skæbnemæssig kan man så sige, at når begivenheden har fundet sted, så ophæves det tilfældige naturligvis. Og de måske fjorten steder ved diverse skriveborde og laboratorier Einstein frembringer sine relativitetsteorier. De steder er i udgangspunktet arbitrære, mere eller mindre nulstillet. Altså emballage/ vedhæng til en begivenhed, men konstituerer ikke begivenheden. Stedets værdi i forhold til begivenheden (at skrive relativitetsteori) er af samme betydning, som at Napoleon stod ved den tilfældige landsby og pissede.

11. Stedets egenværdi er jo ikke nødvendigvid somTaj Mahal eller Peterskirken. Bygningsværker af den karakter får og oparbejder symbolsk værdi og æstetisk egenværdi og indtræder fx i religionshistorien så at sige i ved egenværdien.

12. Eller det institutionelle sted opløses og nulstilles af Luther, da han netop ikke knytter stedet, "kirken" til kirken som bygning. Kirken som manifest sted opløses og gjorde kirkerummet ”flygtigt”, forstået på den måde, at han sagde at dér hvor 2 eller 3 mennesker er forsamlede i Kristi navn, dér er kirken. Pludselig er stedet flytbart. Og rejsemål konstituerer sig vel principielt forlods i en drøm og manifesterer sig først, når man er derude. Som nomadens sted. Det er nomadens sted.

Og den fixerede afart Robinsonaden: at være bundet (ufri) til stedet. Stavnsbundet.

13. Og lignende kan siges om hjemmet. Hjemmet sted er der hvor familien er, hvorend det så måtte være på forskellige tidspunkter.

Så det er Stedets iscenesættelse i kontekst, der er på programmet. Et teaterrum. Et rumligt set up, og man ku tilføje at ikke konkrete rum som det digitale rum, hvor begivenheden findes og i den forstand er et center for knudepunkt, altså et sted.

ps Er Europa et sted, veldefineret, eller lever det i kraft af ikke at være veldefineret// Øen Hans er ikke interessant som punkt i sig selv, men er lissom fastlandssokler, kun interessant i en større kontekslighed. Und so weiter.

14.

Sidstelinjen om oversættelse sammenholder jeg med
det essayet siger om oversættelse af omgivelser, det Brygger for essayets vedkommende har
kaldt min psykotopografi, (termen svækker på sin vis projektet og dog), men hvis omgivelserne er min  egne kropslige forlængelser, eftersom jeg ikke kan isolere omgivelser som enklaver, men netop er sovset ind i mit blik. Blikket der ikke er rent længere, men som har fået lagt mine hidtige egne billeder ned over sig, plus mytologiseringen af omgivelser, der endda er "sølet til " af kategoriseringerne som søen-som-vådområde-med-et-rigt-dyreliv-og som vi-må-have-bygget-et-udsigtstårn-henover-så vi rigtigt kan frigøre og tilbageføre den mytologiserede sø til SØ. Dårligt eksemplet, men måske alligevel opklarende.
Og så til oversættelse af omgivelserne. I kommunikationen må vi oversætte venligt-fjendtligt, gode-motiver versus onde motiver (hvilket er en svær opgave). Og så som essayet er inde på så er der måske kun i alle sø-versionernes billeder, kun temaets ord tilbage, navngivningen af den lange løbende samtale om omgivelserne, her punktet sø.

J.B har andre eksempler ovenfor omkring afsøgning og forsøg på oversættelse af omgivelserne. Den måske halsløse gerning. men hvad har vi andet? Denne oversættelse eller afkodning er ikke i samme forstand afmytologisering-selvom det ligner- men er det at gribe i nuet og nærværet efter det rette, "hvad mente hun mon-agtigt". Malke betydning ud.......