Kaptajns-fragment

 

Kaptajns-Brev Fragment.

 

 

Evigheden har igen spillet os et puds. Jeg har igen badet

 

mig som med evigheden for øje. Lod derfor vandet løbe timer længere

 

end nødvendigt; jeg bereder mig på at blive. Jeg ved sneen bliver

 

liggende i årevis. Mod bedre vidende bliver jeg ved at vende brødet,

 

og det sorte der fremkommer er et forbigående fænomen. De siger sneen er væk.

 

 

De ved ikke, at jeg klipper hækken af helt andre grunde.

 

Jeg fjerner

 

gammelt tøj med mine, en nyfødts øjne, og det er det drejer sig om. Jeg

 

skal nok selv køre sneen bort, når tiden er til det. Altså smeltet. Træerne er de måske

 

vokset op i nat for at lade sig forsvinde i haglbyge af udtjente tanker

 

Udtjent er ikke noget der har plads andre steder end i de naives

 

 

hoveder, der ikke lader sig føde igen denne morgen. En ny sol er stået

 

op.

 

 

Lad nu vær med at sige Igen. Hvor har du ordet igen fra og nu sker der

 

Det "samme" som ved min fødselsdag. Der er sørme kommet et lys mere

 

i kagen. Nej, du ved det ikke. Hvem bestemmer nu lige pludselig over

 

dette fataleste.

 

 

Det var mig, der lige pludselig i går købte

 

hvad der skulle bruges til en ny dag, en ny situation, hvor den samme sæson smed blade rundt. Det samme betyder, at du genkender dig selv hver gang.

 

Det hedder hver gang og ikke det samme. Det hedder ikke gentagelse, det

 

hedder mit navn er Nyt. Jeg synes om Germund. Det vil beskytte mig i dag. Jeg kaldes periodisk og vel normalt for onkel, nevø, kaptajn og en lang række andre navne. Det er min performance. Forkert ord. Jeg stiller dette telt op igen, som du

 

påstår er et du selv havde som barn. Det er mig, der kender dig, du er et bitte

 

snothovede, som på det nærmeste sidder på skød, og som burde være soldat og moden. Moden, adjektivet, vil belaste dig resten af dine dage. Du er moden-uanset-om du skider-i-bukserne-kortet. Det er et af kortene. Jeg forstår dig-kortet. Jeg er osse imod eu- og putin-kortet. Og kortet: jeg er ikke bortrejst, men jeg holder min kæft lige nu. Det er et ubrugeligt kort.

 

Et andet er bourgøjseriet. Burgøjserkortet, gennemsigtigt for alvor. Permanent. Hvor du til sidst ikke kan se forbi at det er et regelsæt, der ikke er gudgivent, men man agerer som så. Banket ind med små blå stifter i kraniet. Institutioner er kampuniformer. Harnisk. Du kan narre hele den indre by med et godtsiddende jakkesæt. Du vil blive behandlet som af byrd. Jammer. Jeg vil en anden dag fortælle videre om de der kort og de små blå stifter der umærkbart bankes ind. Måske tager jeg den om den uangribelige mødrene kærlighed, den som kvæler. Måske den økologiske. Hvis du skal bruge et fortegn til dine argumenter, så spænd økologimærket på foran til at transponere din mening op i en ny sfære, dur og harpe. Jeg argumenterede engang for at kejthåndede ku udgøre et problem, nå jeg gemmer den. Men by the way den kvælende, men yndige moderbeskyttelsesomklamring som mærkat kan bruges som det fornemste fortegn. Du kan ikke argumentere imod. Du kan ikke argumentere imod feminiseringen af skolevæsnet, og på sin vis imod feminiseringen af teologien (ikke bare at ordet er blevet erstattet af spaghetti og velsignelsen af sove- og plysdyr) mm
ps vil forklare det hele som sagt når ryggen igen bliver normal.