febertræer

Jeg anerkender ikke  febertræer.

 

Ligesom det hele menneske kaster mig ud i et uvejr.

 

Intuition  a la hectopascal uden inddelinger.

 

Jeg kan ikke mærke det  som lige det. Jo, det

isner på tungen.

 

Også ude

i skoven,  hvor   fylden. Næh jeg bliver her.

 

 Jeg hader kulden. Den skjorte, der

 

definerer det hele.

 

Også det bagved.  Suk hjerte.

 

Der ligger det hele og småspærrer. Det siger alt om

Den forgyldte baronesse. Og hyp.

 

Det var ikke

volten, der tegnede og skrev sinuskurver, som

 

 

 de lige pludselig

kunne forklare

hele elnettet med. Det strømmende,

 

den strømmende lava (ikke blot et flirtende det)

 

Og   Der er  et bundt kabler

 

i røven på hende. Det er ikke det de siger.

 

Det er en salme, de synger.

 

Men hvor man

skal gribe.