digt 89

 

 Verden er den dukke. Det er til at se. Man er selv lidt gæst.

 

 Den spiser jord, altså verden gør. Der er en grav.

 

 Vi er tilbage ved begravelsen/ forberedelsen. Og spisning bagefter. Og præstens tale.

 

 De forberedte ord  fra arvingernes side. Der er fejl på begge sider.

 

 Næ. Der skal ikke mere på den måde. Og det har ikke noget med sagen at gøre.

 

 Figuren lige før var en præst. Hun er en figurant og elskelig.

 

 Nogen (fx en enke) regredierer og takker for en lerklump, der skal forestille en høne.

 

 Det ER en høne, drengen har lavet i skolen. Og moderen siger heller ikke andet.

 

 Hun siger det netop ikke sådan.

 

 Nu forsvandt byen.

     

 Den er nu kun skjult, hørte jeg mig selv sige.

 

 Det hedder lufttomt,

 

 men ved vi det? Det er i hvert fald ikke en dukke, der kan blinke og sige mor. Det er et

 

stykke papir. Senere er der farver. Lidt som i gamle dage. Siger man.

 

Altså som en slags kontakt man kan trykke på. Siges det.