onsdag den 6. marts 2013

brev 97 fra samlingen



Brev 97 fra samlingen
 
til A.


Viskum d.20 marts

 

Kære A.

 Det værste er at se hugorme, som ikke er der. Men så folde sine hænder og sige tak til gud, for at han beskyttede mig.  Og husker, at min morfar dengang sagde, det var godt. Han mente smukt. Jeg mener, jeg snød. Jeg mente. Men det havde raslet så voldsomt inde mellem buskene.  Og havde Eva, moderdyret, ikke snakket højt om den træske slange. Jeg var vant til det. Og jeg havde igen og igen snakket med hønsene, altid om morgenen, inden mormor var stået op. Og hanen havde sat sig op oven på en høne. Fordi den vil banke hønen. Men jeg ku ikke komme igennem tråden og hjælpe, så jeg måtte bruge sten, som jeg smed ind gennem trådnettet. Og sådan kan man jo osse tale- med at smide noget efter nogen. I hvert fald hvis det er dyr. Men ikke hårdt. 

Jeg ytrede mig med hænderne. Det er sværere med dyr i vand. Dyr på land er til at forholde sig til. Men godt nok altid, altid den samme historie. 
 
(fandt det forleden, ka ikke huske sammenhængen)

 

 

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar