Brev 97 fra samlingen
til A.
Viskum d.20 marts
Kære A.
Det værste er at se hugorme, som ikke er der.
Men så folde sine hænder og sige tak til gud, for at han beskyttede mig.
Og husker, at min morfar dengang sagde, det var godt. Han mente smukt.
Jeg mener, jeg snød. Jeg mente. Men det havde raslet så voldsomt inde mellem
buskene. Og havde Eva, moderdyret, ikke snakket højt om den træske
slange. Jeg var vant til det. Og jeg havde igen og igen snakket med hønsene,
altid om morgenen, inden mormor var stået op. Og hanen havde sat sig op oven på
en høne. Fordi den vil banke hønen. Men jeg ku ikke komme igennem tråden og
hjælpe, så jeg måtte bruge sten, som jeg smed ind gennem trådnettet. Og sådan
kan man jo osse tale- med at smide noget efter nogen. I hvert fald hvis det er
dyr. Men ikke hårdt.
Jeg ytrede mig med hænderne. Det er
sværere med dyr i vand. Dyr på land er til at forholde sig til. Men godt nok
altid, altid den samme historie.
(fandt det forleden, ka ikke huske sammenhængen)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar