Seminar Århus Godsbanen

Kaptajns-fragment

 

Kaptajns-Brev Fragment.

 

 

Evigheden har igen spillet os et puds. Jeg har igen badet

 

mig som med evigheden for øje. Lod derfor vandet løbe timer længere

 

end nødvendigt; jeg bereder mig på at blive. Jeg ved sneen bliver

 

liggende i årevis. Mod bedre vidende bliver jeg ved at vende brødet,

 

og det sorte der fremkommer er et forbigående fænomen. De siger sneen er væk.

 

 

De ved ikke, at jeg klipper hækken af helt andre grunde.

 

Jeg fjerner

 

gammelt tøj med mine, en nyfødts øjne, og det er det drejer sig om. Jeg

 

skal nok selv køre sneen bort, når tiden er til det. Altså smeltet. Træerne er de måske

 

vokset op i nat for at lade sig forsvinde i haglbyge af udtjente tanker

 

Udtjent er ikke noget der har plads andre steder end i de naives

 

 

hoveder, der ikke lader sig føde igen denne morgen. En ny sol er stået

 

op.

 

 

Lad nu vær med at sige Igen. Hvor har du ordet igen fra og nu sker der

 

Det "samme" som ved min fødselsdag. Der er sørme kommet et lys mere

 

i kagen. Nej, du ved det ikke. Hvem bestemmer nu lige pludselig over

 

dette fataleste.

 

 

Det var mig, der lige pludselig i går købte

 

hvad der skulle bruges til en ny dag, en ny situation, hvor den samme sæson smed blade rundt. Det samme betyder, at du genkender dig selv hver gang.

 

Det hedder hver gang og ikke det samme. Det hedder ikke gentagelse, det

 

hedder mit navn er Nyt. Jeg synes om Germund. Det vil beskytte mig i dag. Jeg kaldes periodisk og vel normalt for onkel, nevø, kaptajn og en lang række andre navne. Det er min performance. Forkert ord. Jeg stiller dette telt op igen, som du

 

påstår er et du selv havde som barn. Det er mig, der kender dig, du er et bitte

 

snothovede, som på det nærmeste sidder på skød, og som burde være soldat og moden. Moden, adjektivet, vil belaste dig resten af dine dage. Du er moden-uanset-om du skider-i-bukserne-kortet. Det er et af kortene. Jeg forstår dig-kortet. Jeg er osse imod eu- og putin-kortet. Og kortet: jeg er ikke bortrejst, men jeg holder min kæft lige nu. Det er et ubrugeligt kort.

 

Et andet er bourgøjseriet. Burgøjserkortet, gennemsigtigt for alvor. Permanent. Hvor du til sidst ikke kan se forbi at det er et regelsæt, der ikke er gudgivent, men man agerer som så. Banket ind med små blå stifter i kraniet. Institutioner er kampuniformer. Harnisk. Du kan narre hele den indre by med et godtsiddende jakkesæt. Du vil blive behandlet som af byrd. Jammer. Jeg vil en anden dag fortælle videre om de der kort og de små blå stifter der umærkbart bankes ind. Måske tager jeg den om den uangribelige mødrene kærlighed, den som kvæler. Måske den økologiske. Hvis du skal bruge et fortegn til dine argumenter, så spænd økologimærket på foran til at transponere din mening op i en ny sfære, dur og harpe. Jeg argumenterede engang for at kejthåndede ku udgøre et problem, nå jeg gemmer den. Men by the way den kvælende, men yndige moderbeskyttelsesomklamring som mærkat kan bruges som det fornemste fortegn. Du kan ikke argumentere imod. Du kan ikke argumentere imod feminiseringen af skolevæsnet, og på sin vis imod feminiseringen af teologien (ikke bare at ordet er blevet erstattet af spaghetti og velsignelsen af sove- og plysdyr) mm
ps vil forklare det hele som sagt når ryggen igen bliver normal.

 

 

digt Klaskemand (Denfri.dk) er fjernet pga egen utilfredshed med formen

vinterbillede

ny tt

helles kruk, efterfoto

storpude

febertræer

Jeg anerkender ikke  febertræer.

 

Ligesom det hele menneske kaster mig ud i et uvejr.

 

Intuition  a la hectopascal uden inddelinger.

 

Jeg kan ikke mærke det  som lige det. Jo, det

isner på tungen.

 

Også ude

i skoven,  hvor   fylden. Næh jeg bliver her.

 

 Jeg hader kulden. Den skjorte, der

 

definerer det hele.

 

Også det bagved.  Suk hjerte.

 

Der ligger det hele og småspærrer. Det siger alt om

Den forgyldte baronesse. Og hyp.

 

Det var ikke

volten, der tegnede og skrev sinuskurver, som

 

 

 de lige pludselig

kunne forklare

hele elnettet med. Det strømmende,

 

den strømmende lava (ikke blot et flirtende det)

 

Og   Der er  et bundt kabler

 

i røven på hende. Det er ikke det de siger.

 

Det er en salme, de synger.

 

Men hvor man

skal gribe.

 

 

97

I en højde af 14 meter over jordoverfladen afsvor jeg

 

 

eksistensen af orm og andet kryb, bugkrybende, ikke noget

 

spruttende dansegulv og fingerflet.

 

Mikrober kan naturligvis falde

 

ned på havestien. I går fejede vi  alt til side

som storøjet plys.

 

Hvis der var noget, fik de det,

de sku have.

 

De fik deres minutter.  

 

Gagarin havde

sine 15000km at gøre godt med.

 

Der er totalt lufttomt, ku han fastslå.

 

2000 m over Tetovos bjerg forsvandt byen

 

 

 

Allerede på vej op ku man fatte, at intet

 

fandtes.

 

 

Smålys drysset ud på sortmalet plade skulle

 

udgøre menneskers huse.

 

 

Man legede i et væk tænd og sluk med pladen

 

”Kun det findes, der findes”, sagde vi

 

dobbelttekst 96, måske kladde, måske-kladde

 I

i tre blå barnlige balloner om fødderne, jorden, alligevel? 

 

Man, det der har været/man spejlvender og spejlvender og spejlvender, da intet tilføres, som ikke var/ ku man sige:

 

ku man sige:

passe sig selv og det gav mening/ku man sige: ikke passe sig og

 

det gav mening/Nei for det var ophør og stop/selv det ord

 

uden sin chikane og grænse/

II

 

.... nu er jeg en garconne, men det ændrer sig 

 

Hun ved  godt  at  betagelsen

  ikke har farve

”det er så sublimt” men

stejlheden  

17.8. Paolo sendte et

digitalt billede af  noget guignol-agtigt,

 som jeg et sekund tog for noget virkeligt, jeg vil

ikke sige som i et spejl (lo specchio)..  cementen blev

 efterhånden tydelig…som noget andet.

 

løve

tekst 95

....et liv uden for testen.     Formlen generede faktisk.

 

Kunne skrive op og ned ad dørstolper

 

om enhver form for hasard,

 

og ikke alt det med pengene, og du mener nok noget andet. 

 

Formlen baserede sig på:

 

Det er ikke et spil.

 

 

De giver ikke noget tilbage på en halvtredser DERUDE.

 

 

 

som om optællingen skal forestille hele fortællingen.  

 

 

Har stadig svært ved både at genkende folk og tælle dem op.

 

I talende stund virker det som en bedøvelse.

 

 

 

Det indgår i sagsmappen:  observanden er obsternasig

 

 

squares

tekst 92

Pladsen er trang.

....styrmand hældes på styrmand igen. 

  

Stillehavet flyder sammen med sig selv.

 

Jeg vil osse, jeg slår knuden og hugger over. Jeg filmede det og sagde: jeg optager det.

 

 

 

 

Sæt prisen op allerede under planlægningen.  Dobl op 

 

og halvér øjeblikkelig og det opdages ikke.   

 

Jeg må nok sige at det kuglerunde har noget for sig, 

 

 en partikel,

 

en slidske, et benspænd                             En  guddommelig mangel

 

på lys. 

 

Jeg ved faktisk intet om engle.       (er osse en regibemærkning til filmen, der optages 

 

lige her og nu).   

   

 

Usårlig er papirs-dahliaerne. Der er den der langmodighed som en hattenåls.

 

som enhver anden genstand.

 

 

 

 

Jeg kan ikke sætte prisen på mig selv ned.

 

Og hvad sku man betale med? Mere tv, mere luft, flere grøntsager?

 

Hvem stod i knæ til midt på brystet.

 

 

 

For det holder jo ikke en meter.

 

tekst Bess

 

Vi ved det der totalt med pelikanen udhugget på østgavlen og den udsletter sig selv for at redde sit afkom, Bess, prostituerer sig til døde for offshoremanden.  Jeg tog                        billeder af de indrammende portstolper på muren, så svenskeren, ham der spillede sømanden, ja han kom frem til overfladen               og så var det fugle, der                 mestendels lignede ænder,          kornfede med deres stenhoveder stortset    smadrede og ungerne borteroderede. Jeg havde      ellers sagt, at de var der. Og at                       Judas er med på indstiftelsesbilledet.  Havde forklaret                  det undskyldelige blik som trængte  ind over luskebuksblikket. Men blev                  alligevel usikker. Så må man jo                selv afgøre fortsættelsen og    begyndelsen såvel.  Og hvis man             skærer godt og grundigt og dybt  i               sig selv eller andre,, hvor                                              mange pund uvederhæftighed  kan der

 

så ikke graves frem.  Men jeg mener nu ikke  jeg havde  gjort ham en skid        Og jeg    

 

 

 

 

             havde tegnet pipfugl med kuglepen i marginen henover ordene  du nu disker op med, Og hvor meget hævn mod Torben Hansen, der

 

 

 i den grad havde pisset på  begge i egenskab                    af  leder og dumt svin     af  hele molevitten og hvor meget Bent O og slænget ja det stod i helt op i øjnene men det kan da være at det hele bliver

rettet op hvis vi går helt til tops med det       

 

 

 

 var han jaloux  over det med       hende                            Nå jeg

stopper inden det bliver til den                    virkelighed som dagen allerede har rummet af  en elendig start     der på det nærmeste satte sig                               fast.

 

 

 

 

 Nogen skal omkomme for give

forståelsen for hvad tab  er.      

 

 

 

 Og så  har hun nu   været enke      

 

              længe nok   

      et halvt år,  nu må hun videre  

ikke mindst   for sin egen skyld.     / "ikke mindst"   

 

 

 

 

hans hovede

jeg klipper fra Roberts blog

Thursday, 21 February 2013

Våbenproducenterne fra Texas har sikret sig kontinuerligt stigende indtjening med opfindelsen af "Krigen mod terror" (et sprogligt set fuldstændigt gak gak udsagn - á la Krigen mod kærlighed, Krigen mod ubetinget vigepligt, Krigen mod krig, Krigen mod rationalitet, Krigen mod sabotage, Krigen mod musik, Krigen mod brusevand, Krigen mod besættelse, Krigen mod ondskab, Krigen mod mørke, Krigen mod religion, Krigen mod hulmurs-isolering, Krigen mod humor, Krigen mod tilintetgørelse, Krigen mod kultur, Krigen mod skud, Krigen mod barbering, Krigen mod kronragning, Krigen mod kysseri, Krigen mod chikane, Krigen mod vaccine, Krigen mod dovenskab, Krigen mod slendrian, Krigen mod jagt, Krigen mod dans, Krigen mod mistanke, Krigen mod flyskræk, Krigen mod hævn, Krigen mod våbentransport, Krigen mod doping, Krigen mod lussinger, Krigen mod meteornedslag, Krigen mod trafikdrab, Krigen mod blodtab, Krigen mod ligskænderi, Krigen mod mumificering, Krigen mod drab, etc etc etc) . Om den pt regerende præsident of united Bluff havde gjort definitivt op med opfindelsen af begrebet 'Krigen mod terror', og det som anvendelsen af dette begreb medfører, så tvivler jeg på, at han havde fået lov at tage endnu en valgperiode, ikke kun fordi det ville trække tæppet væk under den amerikanske økonomi, men lige så meget fordi, de, der tjener på foretagendet, i så fald ville tage den konsekvens, der kunne sikre deres fortsat stigende indtjening.

som en flod

woj, vand

Et stykke nede på arket er der anbragt klip fra bloggen Littuna, som ...jeg har op til mange grunde til lige at parkere det der for senere lige at tage fat i det igen

 

Denne blog

 

mandag den 18. marts 2013

Fiktionsfri fiktion - et utæt begreb

En diskussion af begrebet ”fiktionsfri fiktion” i forhold til Christina Hagens White Girl, samt placeringen af værket som ”uncreative writening”.

Litterær artikel af Nicoline Thoning.

Hvad rummer begrebet ”fiktionsfri fiktion”?

I januar 2013 udkom Hans Hauges nyeste udgivelse ”Fiktionsfri fiktion”, et værk der på mange måder både forundrer og provokerer mig. Han samler i værket en række forfatterskaber, der ifølge ham alle kan karakteriseres som en art fiktionsfrie fiktioner. Men hvad indeholder dette begreb, der ved første øjekast synes umådeligt paradoksalt?


Hauge anvender begrebet normativt – forstået på den måde, at et værk kan karakteriseres som fiktionsfri fiktion, hvis det stræber efter at gøre sig fri af eller fra fiktionen.[1]Endvidere anvender han ordet ”fiktion”, som juridisk forsvar – et filter eller slør, hvormed forfatteren kan fralægge sig ansvar, samt påberåbe sig retten til at sige hvad som helst.[2] Således bliver fiktion, efter Hauges optik, identisk med ytringsfrihed. Følgelig påpeger han, at vi i daglig tale aldrig siger, hvad vi mener, hvorfor vores kommunikation bliver fiktion. Endvidere opstiller han følgende kriterier for, om et værk kan kaldes fiktionsfri fiktion: Fiktionsfrie fiktioner er, fiktioner (litterære værker), som ikke en dag vil vise sig at være fiktion (i betydningen fantasiskabte).[3] Ydermere leges der i fiktionsfrie fiktioner ikke med forholdet mellem fiktion og virkelighed- den forleder ikke sin læser.[4]

White Girl som ukreativt skrift eller æstetisk velfunderet?

Når dette så er fastlagt og definitionerne er på plads, vil jeg kigge lidt nærmere på Hauges behandling af Christina Hagen og hendes digtsamling White Girl. Først og fremmest betegnes Christina Hagen som uorginal og ukreativ, hvor Hauge betragter digtsamlingen som et stykke konceptuel litteratur, hvis formål er at gøre op med kreativiteten. Således placerer han Hagen som en forfatter, der udøver ”uncreative writening”. Dette udleder han ved at se på digtsamlingens konceptuelle element – de postkort som samlingen er en fiktionalisering af. Hauge antager at postkortene som Hagen indsamlede på Silkeborg Højskole ikke er fiktioner – de er ikke fantasiskabte.[5] Men samtidig påpeger han, at disse postkort er omskrevet eller fiktionaliseret.[6] Hvordan kan digtsamlingen så betragtes som et litterært værk, der stræber efter at frigøre sig af fiktionen? Dette spørgsmål vil jeg imidlertid vende tilbage til.

Både Hans Hauge og jeg, har anvendt nogle af Kenneth Goldsmiths synspunkter i en definition af Hagens måde at være konceptuel på, men har blot bevæget os i to forskellige retninger. En af Goldsmiths betragtninger, som jeg har anvendt til at definerer konceptualiteten i Hagens forfatterskab er, at vi i dag har at gøre med ord, skrevet for at blive delt, flyttet og manipuleret. Hvor jeg især har hæftet mig ved ’ord, skrevet for at blive delt’, idet, jeg mener, at Hagens konceptuelle strategi bygger meget på en ordudveksling, hvor hun smider et ord ud i et offentlig forum og anvender de reaktioner det afføder som inspiration og materiale. Jeg mener dog ikke, at Hagen kan karakteriseres fuldstændig efter Goldsmiths optik, og kaldes ukreativ, som Hauge derimod gør det. Dette kommer sig af, at Hangens digtsamling ikke fremstår som uvilkårlig og ubearbejdet, og at netop fiktionaliseringen af postkortene vidner om en kreativ bearbejdning af et materiale.

At Hauge, som tidligere nævnt, karakteriserer postkortene som ikkeværende fiktion og karakteriserer daglig kommunikation som fiktion, hvilket, ifølge ham, kun efterlader litteraturen tilbage som det eneste medie, hvor vi kan sige hvad vi mener, forekommer mig en smule selvmodsigende. For ganske vist er postkortene ikke fiktioner, som fantasiskabte, men da de er en erfaringsudveksling fra højskoleelever til Hagen, kan de vel ikke undsige sig det element af fiktion, som han mener daglig tale indeholder? Således er postkortene vel udsat for en dobbeltfiktionalisering, hvor de er fiktionaliseret af postkortskriveren selv såvel som Christina Hagen.

Ydermere mener jeg ikke at ordet ”fiktionsfri” brugt normativt, gør sig gældende for Hagens digtsamling, idet, jeg ikke mener, at de æstetiske greb værket indeholder, peger på at samlingen stræber efter at gøre sig fri fra fiktionen. Hvilket ligeledes understøttes af de adskillige interviews, hvor Hagen meget åbent fortæller om, hvilke overvejelser hun har gjort sig, omkring netop de litterære greb hun anvender, og hvad det gør for en læsning af værket. Dog passer samlingen ind under de to overordnede kriterier, som Hauge bruger for at et værk kan kaldes ”fiktionsfri fiktion”. Dette gør den ved, ikke en dag at kunne påvises som ren fiktion(fantasiskabt), samtidig med at den heller ikke snyder sin læser til at tro at den er fakta, hvor den i virkeligheden er fiktion(i betydningen fantasiskabt). Men fra dette, og til at kalde samlingen et ukreativt skrift, stræbende efter at frigøre sig fra fiktion, mener jeg er lang vej.

En samling som White Girl, der er så rig på forskellige stilistiske og formmæssige greb, peger ved hjælp af disse på sig selv som et stykke fiktion, hvis virkelighedsnærhed og afsæt har været udsat for en kreativ bearbejdning.

På baggrund af ovenstående illustreres det, hvorledes begrebet ”fiktionsfri fiktion” bliver et utæt begreb, der på ingen måde indkapsler et værk som White Girl, men snarere virker begrænsende og kvælende, idet man i anvendelsen af dette begreb, forkaster alle værkets nuancer – formmæssigt, stilistisk og konceptuelt. Jeg forundres over måden Hauge håndterer dette værk på. Hans arbejde med White Girl virker for mig som en postulerende voldshandling, i et forsøg på at presse værket ind i en definition, der aldrig ville kunne definerer det.


[1] Hauge Hans: Fiktionsfri fiktion, Multivers 2013, s. 54.

[2] Ibid.: s.55.

[3] Ibid.: s. 59.

[4] Ibid.: s. 61.

[5] Ibid.: s. 79

[6] Ibid.: s. 81.

Digt Fejl 2 styks

 

I

Der skal ikke være den ting,

Der kommer på tværs, fordi FEJL

 

Alt kommer på tværs    se der nu er:

Han der og vi er der

 

Men jeg ville være ikke her                        men dér

Der skal være andre ting der skal være

 

Helt andre .  FEJL:  Og på bordet 

 

Huller hvor vi  plejer at have hænder og hvor vi plejer

At rejse ud og hvor vi

FEJL

 

Jeg er parat til,                           hvis

bare en time, De giver mig ikke en time
 

De siger et minut og de siger

At det allerede er gået

Det hul dér: er min arm og fingre  altid 

og på et andet tidspukt



II

 

og jeg ville

 

ikke have vidst før nu.

 

 Vi glider i de dér

sekvenser    uordnede.

Men det er

på det efterfølgende, som kun efterlader en lysere firkant

Hvor hvem som helst

kurtiserede

etellerandet,  jeg aldrig, gentager aldrig har

set før

 

Og så sku du se alle de steder som af

 

 

Småstøv, der kan udpege en lineal,

 

der netop må være blevet taget op

"De er nu nr 4 i køen"

Fussingø Slot, jernplade, fernis næste søndag, amatører skønsomt iblandet proff

DENFRI, fredagens tekst

Digt 2

0 0

0

Giv mig to minutter til, så.
Hvis sandheden er den med
skønheden som byrde. Den med at tangen skal have grebet
fat i huden fra neden og så trukket det af som en hætte.
Kødet er jeg heller ikke kommet ærligt til. Jeg sælger det.
Hen over ryggen.
Mundens hulrum. Hvis det er det. Hvis det er
stemmen.
Det er ikke så specielt ungdommeligt.
Hvert stykke repræsenterer det der skete.
Repræsenterer hver tue der er væltet, mens vi sidder her og taler.
Lad os så feje det fluelig op.


Tungen kom jeg for billigt til. Det skal jeg da gerne indrømme.
Jeg skærer et hul til åndedrættet.
Klingen
er i lige så høj grad dig selv, helt fra hårrøddernes spids.


Du tror du kan betale dig fra det. Skulle det hjælpe,
Skulle bodsgangen finansiere din ret
til liv og dage. Og hvem

betaler du skat til med dit kindsalt?
Hvem står ikke til at redde.

Robot, Skovgaardmuseet

Stationsgonggong (foto d.d.)

RED PEN BLUES (kommer af blusel)

gl FB.klip fra 2009:

Knud Steffen Nielsen

10. august 2009

Den danske epidemi i henseende til præpositioner mm (som jo aldrig kan eller vil styre nominativ). Jeg holder ikke ud mere at se: Til Erik, Ib og jeg hentede han en paraply. Eller uden præposition, men med et jeg(!) som dativobjekt: Han gav Erik og jeg en oplevelse. MÅ VI BLIVE FRI !

organbeskatning som mulig løsning i hvert fald på længere sigt

annoncestof, her om Seminar 30.marts og om STANDART mangler redaktører, blogger-og forsideillustrator hjælper gerne. Plus annonce fra Bogcafé Cafredina, Viborg

Forlaget Armé afholder et godt gammeldags symposium på Godsbanen i Århus (vogn 1). Det koster 20 kr. at deltage som publikum, og man kan komme og gå som man vil. En række af forlagets forfattere har forberedt et 10 minutters oplæg med baggrund i en temabeskrivelse. Der er tale om debatoplæg, så alle får mulighed for at deltage. ... Temabeskrivelse: Det overordnede emne for ”Symposium Armé” er retfærdighed, frihed og kærlighed. Fx kan følgende spørgsmål søges besvaret eller belyst: Hvilke kår har friheden i Danmark, behandler vi hinanden med kærlighed, yder samfundsstrukturerne mennesker retfærdighed, hvilke synspunkter er underprioriterede og nedvurderede, hvem har brug for en hånd, og hvad kan kunsten gøre? Forfatterens betoning kan, ud fra deres eget eller en anden Armé-forfatters udgivelser, fx handle om en stillingtagen til, hvad der står i vejen for frihed og kærlighed, grundlæggende med den antagelse, at alle forfatterskaber rummer elementer, der, positivt eller negativt, problematisk eller konfliktfyldt, debatterer eller forholder sig til dem begge, om end netop med forskellige indgange. I det hele taget gives der, indenfor de grundlæggende rammer, stor frihed i forhold til emnet og udtryksformerne, da meningen er, at alle forfattere skal inspireres og bruge hvad de er vant til i en ny ramme, nemlig deres fantasi, at det overraskende element i talernes fremførsel implicerer en frihed i forhold til emnet, der kan virke underholdende, dybdeskabende, malplaceret eller svært at rublicere. Således prioriteres det underholdende og gerne morsomme element over det intellektuelle, højtragende og gennemtænkte. Og der er mulighed for at debattere dette symposiums egne præmisser og forholde sig kritisk, ironisk, distanceret eller blot i hovedsagen spørgende til de rammer, der er udstukket. En oplagt performance, der slet ikke nødvendigvis stiller store intellektuelle krav, herunder den umiddelbare spontanitet, er vigtigere end en dyb og højtidelig fremførsel, der gerne må udtrykke satirisk ironi overfor, altså blik for, de grundlæggende rammer, netop i det omfang de findes opstyltede eller ligefrem ufrie. Man kan bla. andre møde: Knud Steffen Nielsen Sverre Kaels Anders Vægter Nielsen Jon Auring Grimm Henriette Elmøe Ejler Nyhavn Erik Kock Tage Aille Borges Kasper Kaufmann -------------------------------------------------------------------------------------- Og STANDART mangler redaktører. (Sikke dog et smukt forsidebillede, hvem mon dog har lavet det?)  Året efter var det Claus Carstensens tur og så Niels Erik Gjerdevikk og nu...husker det ikke) --------------------------------------------------------------------------------------------------------- Caféen meddeler: NÅR BØGER KOMMER PÅ CAFÉ. Ca•Fredina er ved at etablere en bogsamling, så man kan få noget at tygge på – ud over maden. Flere andre interessante byer har caféer med adgang til bøger, og det skal Viborg da også have! Der er foreløbig mest dansk litteratur, både ældre og nyere noveller og digtsamlinger, men også antologier med alle slags tekster. Romanerne venter vi med – kortere tekster passer nok bedst til kaffen, vinen eller øllen. Blandt de forfattere, som man kan få et glimt af, er: Jens Smærup Sørensen, Johannes Møllehave, Knud Steffen Nielsen, Suzanne Brøgger, Erik Kock, Hans Otto Jørgensen, Henrik Have, Svend Åge Madsen, Inger Christensen, Ebbe Reich Kløvedal, Søren Ulrik Thomsen og Ib Michael. Litteraturen kom til Ca•Fredina allerede i oktober 2011 med det første oplæsnings-arrangement. Nu er det efterhånden ved at blive en tradition, i hvert fald er der her de første tre måneder af 2013 blevet mere system i tingene. Det er indtil videre blevet til én oplæsning om måneden, inden foråret er over os. I januar læste Erik Kock, i februar var det Knud Steffen Nielsen. D. 20. marts er det så forfatteren Sissel Bergfjord, der gæster caféen. Derefter holder vi pause med oplæsningerne indtil efteråret.