Soldaterromanindledning.

19 Stop press. La rullen være. Så indstillede posten  sigtekornet mod min brevkasse, forsøgte at lukke luften ud af min dalmatiner ved meget lidt charme og lidt meget ålejern. Der var tryglebrev i lærredsposen.  Min soldaterkammerat LB., 55,  vi delte en kanon og et telt på Cypern, og i Irak, og her til sidst i Helmand. Han beder om mønt til at købe  studenterbrød, vitaminpiller og den lille tvpakke, tror jeg. Der står noget andet om pludselig indtrådt begivenhed, konen er stukket af og han vil helst løbe rundt i skovene ved Ranum. Der er sgu da ingen skov. Det blir ikke med min aktive deltagelse. Så er det sagt.  Han ka låne min kam. Og jeg kan smøre ham en madpakke.  Og evt drikke mig en øl, hvor jeg sender tankerne hen hvor musen bor. En ting er krig, en anden ting er krig, og en tredje ting er krig. På stavepladen betyder det at der er orlov. Totalt. Vi er stået HELT af.  Og så er der kommunen tilbage og en hærskare af nedfaldsfrugt kaldet Spykologer. Jeg sender en pyskolog. De falder ned, inden de er modne alligevel.  De kan lægge ansigtet i den form, der giver flest cash-cash og dav-dav-100 kroooner på kontoen.                          Du har nedsunket himmellængsel, og din hud er fyldt med orme, der ikke er der. Men de er psykiske. Du kan få en psykisk ormekur 17 gange i løbet af vinteren.  Og et lille kindkys.