I
Diskuterer med mig selv, om de åbenlyse fejl og lakuner skal repareres og endda undgås, inden de, posterne, smides på blog. Bloggen er for mig et værksted. Et stykke kladdepapir, hvor hovedet så må følge med i hvad hænderne gør. Cirka. Jo, fejlene skal rettes. Sådan bagefter. Havde et stykke om PL’s bog, ikke anmeldelsen (det var en slags poetologisk beskrivelse vel snarere af den forrige (han takkede uopfordret, hvilket gjorde mig glad)men tilbage til mit stykke der blev anbragt her for vel 3-4 mdr siden og som mangler væsentlige argumenter om min allergi mod den realistiske roman, og det bør rettes. Og særligt hullerne bør fyldes ud.
Det betyder ikke, at alt er kladdeagtigt og fyldt med høvlspåner og maskinstøv.
(Ordner tegnsætning senere)
Det må det gerne være, men derfor kan det sagtens være en endelig form.
Skrev en hele anden type tekst i går. En slags kabarettekst til mundtlig fremførelse, forestiller mig det skudt ud smårappende. Det vakte ikke jubel, tror jeg. Fjerner det nu ikke.
Der er mange spor på bloggen, og jeg noterer ikke sporene lige nu i kategorierne, de kommer som et langt fletværk. Billedkunst, shots fra oplæsninger, digte i værkstedsudgave, betaversioner, overvejelser over dette og hint, mottoer, maximer, der punkteres. Også det man normalt kalder pjat og slapstick. Det er det ikke 100%.
Fx personalplacement-romanskuddene fra min luftbøsse var og er et stykke smålunkent politisk pirk. Hvilke bindinger kan den fri kunst tåle. Og hvilken slags. (Jakob Haugaards og Paul Smiths løfte om cykelstimedvind læses udelukkende som en sjov figur der blot står og ti-hi-er for intet, men er jo den fineste kommentar til politisk løftebryderi, når guldet og de grønne skove ikke indfries. Joken var ikke en joke kun)
Et spor er fotos fra denne del af Blicherland, Nr Ådalen. Morten Vinge, denne frustrerede forgænger til Johannes Vig, havde området som sit. Han attråede den fine slotdame på Tjele Gods, frk Sofie, Marie Grubbe, kært barn har mange navne. Mangler undertiden en benævnelse blandt nyere bekendte, fx digterkollega, fornavn alene er i visse situationer for omklamrende og brug af hele navnet for distancerende. Marie Grubbe er på alle måder så distant at det ikke er det problem med hende. Men holddakæft, som Morten må have siddet i en saks af bundne følelser, vel ikke frustrationer, da det ville kræve en eller anden form for muligheder, der kunne realiseres. Hvem har ikke blandt drengebørn tænkt på Marilyner og den slags, uopnåeligheder, som netop uopnåeligt ikke kunne give traumer.
Hvem græder over den røde porsche der ikke er der.
II
II
Den gode Viggo har været hofleverandør af digte til den digitale avis DENFRI, og stopper, og nu er det så meningen jeg skal overtage leverancerne. Er lidt spændt på hvad avis-setuppet gør ved skriften, om der tilføres en frihed eller det modsatte. Det vil så vise sig.
III
Politiken- enqueten om glæde ved bestemte ord og ikke-glæden lader vente på sig. Måske i morgen. Og hvem læser det.
IV
Denne samlede blogpost rettes ikke nu
V
udfyldes sikkert senere på dagen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar