I
Der er ingen tvivl om, at formen er det hele. Formen er alt. Så forstå det. Du tager en fortælling, og der er 14 forskellige måder at smadre den på. Pointen (der fx udebliver) er godt nok den ene achilleshæl. Fortællerstemmen, der netop fortæller og forglemmer sig. Men det er heller ikke nok. Graden af teatralskhed. Og timing og den kontekstuelle indgliden. Og glid undervejs. Eller snittet ned i erindringsstoffet, skal man vælge helterollen eller det modsatte. Eller iagttageren. Eller den blicherske rammefortæller. Og hvor meget flæsk skal skæres og sættes omvendt på. Og hovedstol. Hovedstolsdoktrinen er da så tåbeligt som noget.
Moden har syv regler: Et. Og vi nøjes med det ene. Det skal handle om livmoderen. Du skal være livmoderen. Du skal diskutere moderskabet og for og imod. Det er ligegyldigt. I dag springer vi lige mellemformer som gay-udgaver over. Bears. Wolves. Gay. Bear. Det ser ellers interessant ud, men er ikke pointen.
Gider ikke snakke mainstream, hvor verden står stille og af. Reflekser og automatisering af reflekser. Doktrinernes og ortodoksiens. Så sig dog det. Tanker og bevidsthedspodning. Det er en uniform alle skal hoppe over i.
Alle har en livmoder, alle forholder sig til det faktum. Som var faktummet så indiskutabelt som det at vi lever i lad os sige: i det temperede klimabælte. Udpræget kystklima. Lad os diskutere kysterne og har de ikke osse gjort os til det vi er. En livmoder. Accepterer et sekund udgangspunktet. Trækker i kystens frakke. Det tilsiger bevidsthedstrømmen mig (slår mig i tøjret, gider ikke flere dogmer. Og det rigtige er impliceret at vi har fået en flok kastrater eller vi er det.
Skolerne er blevet eine caretaking Frauenschule, und die Frauenkirche, spaghettisovs og de velsignede sovedyr. Og er det ikke godt. Nej, det er det ikke. Det er livmoder, som intet ondt vil. Gentager som intet ondt vil. "Og I kastrater kan da bare komme med. Jeres rester af køn dingler som den ensomme majestæt. ”Vi kvæler barnet i garnet og livmoder” som vi i omsorg -og vilje- for jer gjorde jer til skumdansere og som om-elskere.” Det er svært at argumentere mod skønhed og kierlighed.
Vi gemmer de andre regler fra moden til senere.
Og handicappede skal selv humpe, rulle, trille afsted, med eller uden lemmer, hvis de ikke kan undvære kjødeligheden. Ingen har vel krav på det. Hvor kom nu det fra? Uforsonlige toner. Røg og ild. Savner du tiderne med skibskaptajnen, der trompeterede hvad der skulle ske?
Gider ikke snakke mainstream, hvor verden står stille og af. Reflekser og automatisering af reflekser. Doktrinernes og ortodoksiens. Så sig dog det. Tanker og bevidsthedspodning. Det er en uniform alle skal hoppe over i.
Alle har en livmoder, alle forholder sig til det faktum. Som var faktummet så indiskutabelt som det at vi lever i lad os sige: i det temperede klimabælte. Udpræget kystklima. Lad os diskutere kysterne og har de ikke osse gjort os til det vi er. En livmoder. Accepterer et sekund udgangspunktet. Trækker i kystens frakke. Det tilsiger bevidsthedstrømmen mig (slår mig i tøjret, gider ikke flere dogmer. Og det rigtige er impliceret at vi har fået en flok kastrater eller vi er det.
Skolerne er blevet eine caretaking Frauenschule, und die Frauenkirche, spaghettisovs og de velsignede sovedyr. Og er det ikke godt. Nej, det er det ikke. Det er livmoder, som intet ondt vil. Gentager som intet ondt vil. "Og I kastrater kan da bare komme med. Jeres rester af køn dingler som den ensomme majestæt. ”Vi kvæler barnet i garnet og livmoder” som vi i omsorg -og vilje- for jer gjorde jer til skumdansere og som om-elskere.” Det er svært at argumentere mod skønhed og kierlighed.
Vi gemmer de andre regler fra moden til senere.
Og handicappede skal selv humpe, rulle, trille afsted, med eller uden lemmer, hvis de ikke kan undvære kjødeligheden. Ingen har vel krav på det. Hvor kom nu det fra? Uforsonlige toner. Røg og ild. Savner du tiderne med skibskaptajnen, der trompeterede hvad der skulle ske?
Eller du skal smadre de små celler. De uniformerede, der støtter hinanden i logerne. Men så forstærker du kun din form. Du har ikke en chance. Og sig at din smukke mere eller mindre nyserhvervede form er en social konstruktion. Og aldrig har jeg sagt et mere rungende ja. Min livmoder er en social konstruktion. Den funker, den virker, den er der. It's love.
II
Jeg havde inviteret hende til at læse op, og hun stammede og havde givet mig besked om, at det nok ikke gik. Jeg insisterede og hun kom. Flere af hendes kolleger og publikum troede, at det var en del af performansen. De købte udgaven som sådan. Der er brand i teatret. Men det har han jo råbt. Bajadsmanden. Og vi slår gækken løs så det kramper. Måske var det godt sådan menneskeligt set. Måske. Men det kunstneriske udtryk lånte noget et andet sted fra. Men flere vidste ikke hvad det var. Et ufrivillig twist. Jeg fokuserede på blindheden i modtagelsen.
Tilbage til formen.
Formen kan være at forspilde sit liv. Sådan helt storslået. Basuner og kinder. Ingen-buler-i-den hat er en mulighed. Vel er det ej. Der er ingen kvartermester at melde sig til. Ingen lever af at aflevere sig til videnskaben. (Leveren er ødelagt af spiritus, havde jeg først skrevet, upassende og totalt irrelevant). Du har en livmoder, måske nok imaginær en. Den ka du aflevere på kvartermesterens kontor. Hun sidder og venter. Der bliver stående ovationer til dig og dit organ.
Og du kan indsamle formalin i bassiner. Der er ingen respekt i det. Det er bedre at stå i varmen med de samme papnæser, der uddeles.
Teksten vil blive gjort blødere og blive reguleret og pigge vil blive fjernet den kommende tid. Stille og roligt i overensstemmelse med tiden.
Teksten vil blive gjort blødere og blive reguleret og pigge vil blive fjernet den kommende tid. Stille og roligt i overensstemmelse med tiden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar