Brev til A.
Tjele d.20 marts
Kære A.
Tror du måske ikke, jeg har haft mit at tumle med. Det værste er at se hugorme, som ikke er der. Men så folde sine hænder og sige tak til gud, for at han
beskyttede mig. Og husker, at min morfar dengang sagde, det var godt. Han
mente smukt. Jeg mener, jeg snød. Jeg mente. Men det havde raslet så voldsomt inde mellem buskene.
Og havde Eva, moderdyret, ikke snakket højt om den træske slange. Jeg var vant til det. Og jeg
havde igen og igen snakket med hønsene, altid om morgenen, inden mormor var
stået op. Og hanen havde sat sig op oven på en høne. Fordi den vil banke hønen.
Men jeg ku ikke komme igennem tråden og hjælpe, så jeg måtte bruge sten, som jeg smed
ind gennem trådnettet. Og sådan kan man jo osse tale- med at smide noget efter nogen. I hvert fald hvis det er dyr. Men ikke hårdt.
Jeg
ytrede mig med hænderne. Det er sværere med dyr i vand. Dyr på land er til at forholde sig til. Men godt nok altid, altid den samme
historie.
En og samme grammofonplade:
-”I sidder fast i ”jeg””.
Jeg forstod ikke en smule.
-Du er højst en
katalysator for noget. Og så i øvrigt:
Det er netop
symptomatisk: alle dine sætninger starter med ”jeg”.
Prøv så i det mindste med et ”vi”.
Når du trækker vejret,
er det ikke en viljesakt.
Jeg blev en smule træt. Og hvis jeg så ”vælger” at hjælpe
nogen, så er det vel bare et tegn på, at jeg ikke er besat. Og på den måde
heller ikke noget med frit valg og vilje.
-Det der visner, visner.
-Og så længe I ikke har styr på jeres eget
psykiske liv, så kør stille frem.
Jeg følte mig som en skoledreng.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar