Brev 15, husomdelt

Husomdelt seddel i Pildstrup kirkeby:

 Jeg er da udmærket klar over at de navne I har brugt nu gennem de sidste 25 år, og jeg har ikke reageret før nu. Nok er nok. Men det er derfor det er ulideligt at sidde fast i dette landsbyhul en dag længere. Jeg tror da heller ikke  selv I ville sætte pris på at hedde det som I selv hedder uden i måske ved det: vel Kontrollars, Den lille kokvover, Springerknoppen, Svinedrengen, Put, Gokke, der lugter så metallisk, og det gør bror Gøj i øvrigt også, Hvad med Dys-Harry, SkraldeEvald, Bøf-Hans, Pot-jens, Pishus, Ænæus-ib Fessor 1,2,3 og 4.  Kræn Mulepose eller mulepurs, Sigurd Tyk, Ole med dytten, Knalde-ib, Punker-Ib, Benny Damesjov. Hvis ikke Benny damehat, Mercedes, Den lange med Oddset og tillægstal, Laksemund, Pjokrøv, lille og store, Barberskum, Dengse, Flovmand, Prutkarl, Den skiderøv til Vindtør, Spand-lort-i-hovedet, Den blege neger, Præsten uden låg, Hans kone, der ejer hele byen og synger salmer højere end Vorherre selv, Rødbederne, deres rødbedehårede børn og rødbedehund.  Og Charmekluden. Koksspanden. Brillknold. Troldepuds, Klunkehans, Makrellen. Von der Smat. Sildeben. Kongen af det gyldne Lokum, Guld i mund,  Biskoppen, Onsdagslotto

Var det ikke den, der faldt i færgehavnen, fordi Smalle absolut skulle skubbe til Faster Dolles.

Nu vi er i gang, skulle vi så ikke lige tage fat i Trutmund. Kæmnerkællingen, SmedeBent, Bænkpresseren, Bagsmækkeren, Fjotulrik, ja flot Ulrik, Knæet, Tomaten, Smørekanden,

Cyklen, Den lille ringklokke, Skalde-Valde, 111, Klemme, Sovs og kartøfler, Agurken, Ansjos, og Posten , hvorfor hedder han for resten ikke noget den underfrankerede abe. AstmaPreben, Basker, Knolden, Mozartkuglen, KogeÅge, Minkfarmen, SmukkeErik, Skæve Thorvald, Frederik Lige-Ende, Snotty, Vandrepokalen med de store ører. Og så Grydelåget. Og det er det jeg ikke gider mere. Stop det nu.  Jeg hedder mit navn, og I ved godt hvad det er.

Jeg lægger brevet her hvor jeg døbt og tager Vorherre til vidne på det.   …………..  

skulptur med kanin

hjortekid

Brev 14; til K ikke nu, men om lidt. Måske read and respondagtigt og så dog

Lidt om read-og respondagtigtigheder og effekter a la talehandlinger.

Blandt leksikonnets oplistede ord, det ku være: gaze, jord, gård, bvepsebo, bue, kardemomme er en række slumrende ord med potentiel livskraft, der blot skal aktiveres ved mødet med læserens øjne under bestemte omstændigheder.
 Men de ligger der pænt og roligt indtil videre. Måske en lettere ubehagelig ro opstår i tanken omkring hvepsene. Men de flyver kun lidt rundt i hjernen ved aflæsningen. De giver ikke stik. Men man aner de sort-gulstribede farver, der har visse referencer til farer og smerte og altså muligt hæftet til bevægelser fra teksten og ud i verden, som vi siger. Vi tænker på transfer af  ord og begreber mm. 
     Ordet har nok lettet sig noget, men er ikke på den måde en aktualiseret virkelighed, der kræver behandling og fjernelse af brod. Og så længe opslagsordene, de oplistede, ligger og slumrer og ikke aktualiseres mere end læserhjernen, går det jo nok.

Talehandlingens ”luk vinduet” fx har ikke lang lunte fra sine 10 bogstaver, til at vinduet lukkes. De sagte ord er blevet realiseret i samme nu. De er fløjet fra deres lille taleboble og over i et par hænder, der udfører, hvad der skal til. I hast fra troskyldige døde tegn til levende realisering.

Der er voldsomheder på dette niveau. Skriften har vist sin første grad af alkymi. Kalligraftuschen har haft sin virkning dertil som drømmestof i hvert fald.  Virkningsgraden er selvfølgelig afhængig af at læseren accepterer kontrakten og har en bagage (referencer) med sig der matcher, det læste. Eller en analogi kunne være et medikaments indstiksseddel skrevet med små bogstaver, som jo ligger dér i papemballagen og gør ingen spektakel af sig.

IKKE før læseren er patient. Men hvis først læserpatienten vækkes, og han nu igen kigger opmærksomt på sedlen, så vil bivirkninger  i form af ord som evt lammelse og evt rødt udslæt blive læst på anden vis, hvis samtidig man begynder at kunne mærke symptomerne. Bivirkningerne som ord realiserer sig nu som effekt og (tale)handlinger og virkelighedseffekt. Læseren, (patienten) sætter energi til bogstaverne, ordene.  Hvor den æstetiske læsning blot indeholder en stille passiv seen-på. I hvert fald to slags transfer i sin volumen, men osse cognitivt forståelsesmæssigt. Trafikken er ikke helt ens fra bogstav til læserens omsætning i de to bog-møder-læserøjne.        

Den stille hastige læsning af ordene, fx udslæt. Man virrer lidt med hovedet og går videre.  Og næste del af læsningen, hvor læseren nu er en direkte tiltalt som patient, altså den mere manifeste, hvor vi ser en handling direkte sat i gang af læsningen.  Og de to grader i læsningen er principielt ikke forskellige.  Der er tale om transfer i begge tilfælde.

Læserens forforståelse og hele bagage af referencer til ordene er selvfølgelig medbestemmende for graden af transfer.  Altså også en form for empati, indlevelse. Hvis teksten nu render derudaf med mere og mere omskiftelige og ligegyldige ord, der ikke slår hul i en hat. Der bliver skrevet om  fx en tsunamibølge, og læseren føler sig meget tørskoet, så er læsningens effekt på vor læser som direkte tiltalt en anden. 

Jo tættere på forståelsen af begrebet i kraft af forforståelse/reference, ja jo mere gløder det oplistede begreb. 

Begrebsordet er fløjet ud af sin liste og forlader forfatterens tekstboks og videre ud i den verden, hvor det kom fra: Ordet lagde sig  i ordbogen som helt lille, og 40 år efter er ordet og teksten parat til at blive læst, lade sig læse. It takes two to a tango.  (I litteraturen er forfatteren naturligvis den ansvarlige for sin tekst. Og Stendhal indkalkulerede, at hans romantekst først ville kunne læses om mange år).  

Hvis læseren lader sig tiltale står han i sprogets direkte tiltale. Han står i en transfer, hvor sproget kan have tiltalens effekt i form af  handling sogar. Hvis læseren med sin forforståelse og med hele sit bundt af referencer- han ved nu efter årtusindskiftet, hvad en tsunami er, han ved måske hvor udsat han selv er så både i kraft af viden og erfaring, at han nu en del af læsningens direkte tiltale. Fordi han føler sig tiltalt. Han så at sige indgår i en kontrakt med forfatteren og indgår direkte i teksten. Teksten har fået sit potentiale fuldt ud frigjort. Hvis læseren lader sig indgå i kontrakten. Og der skal da lige tilføjes, at det altså ikke fritager forfatteren for noget skæbnemæssigt ansvar i forhold til sin produktion.

  Det var et aspekt af en sag, hvis navn jeg ikke kender.  

Migselv, sagde migselv, fredagsdigter på DENFRI

• 
  

  
  

  Knud Steffen Nielsen som digter på den digitale avis DENFRI

  
  

  
  Subject: fra DENFRI
  

  Date: Fri, 30 Mar 2012 08:39:58 +0000
  
  

  

  Naturen er godt nok kommunens

   0 0

   

  
  

  Naturen er godt nok kommunens

  Men himlen kan de ikke røre.
  Ikke en sky kan de appellere.
  Ikke en matroshue kan sendes i arbejdsprøvning/svagbørnskoloni.

  Og nu det med tiden og klokken, og det uanset man har afstemt timerne
  og skemaet og skiftedag. Det er ikke den
  med sommertid igen. Jo, netop. Som kønnet er en social konstruktion er tiden så osse.
  Måske mest det med tiden. Sidste gang jeg tog fejl, var hotellets morgenmad netop kørt
  ud ikke klokken halv ti, men halv elleve, altså på deres ur. Og når tiden passer, så
  passer jeg ikke. Dokumentet er udløbet. Og det passer så jo, ordinært set. Men
  man
  sætter sig nye mål. De forsinkes, det ved vi jo.
  Men for sent i
  forhold til hvad. Det er irrelevant.

  
  

Brev 13 om hvordan man kan se autentisk vejr i tv, ja altmuligt..

Kære Bjørn, ja I, både du og Anders, er jo næsten voksne, men jeg synes, det lyder forkert at sige Kære Unge. Så lyder det som om nu snakker onkel lissom til jer.

Jeg har jo skrevet om tv før. Tv som eksistensen og tv som verden. Og mit liv lever jeg jo nærmest igennem fjernsynet. Hvordan vejret er lige nu kræver ikke min tilstedeværelse derude i det. Gud ske tak og lov, for der var da godt nok regn og rusk, ku jeg se. 


Og efterhånden elsker jeg at se så mange figurer rende rundt i fjernsynet -så livagtigt. Er godt nok lidt trist over musikken de spiller.

Litteraturstudieværten siger, at de ikke må snakke litteratur og altså ikke noget med sprog og form, altså hvis en bog handler om verdens mindste myrer, så skal der snakkes sådan biologisk om myrer, det samme med hjerner. 

Og da et lokomotiv fylder mere end en myre eller en hjerne, er en bog om et lokomotiv vigtigere og bedre end en om myrer. Sidst havde de en togfører inde at fortælle om det.

Nå, jeg kalder personerne for symptomer, for mange kan ikke selv gøre for det. Særlig her hvor jeg er kommet til B. Bubber og BS.   BS er den megafon, I har set udformet som et hoved, hvor man har klippet håret af. Og så en masse tykke piger i soldatertøj rundt om.

Nå, det sidste er mit pjat.

Til sagen:

Som jeg har skrevet tidligere

havde jeg længe troet, at Bubber var noget man trak i, et slags tricot eller heldragt, men nu ved jeg det ikke.  Hvis en skjorte kan være en tilstand (og det vil sige hvis man ikke skifter den, så får det jo karakter af evigt liv;  i geologien: aflejring,  i glaciologien:bræ, i ishockey; icing hele tiden), så tror jeg man skal tænke det om igen.  Men nu ved jeg ikke mere, om det er sådan.  

P.S.  Husk at I gerne må huske bette Jenses fødselsdag fredag. Det betyder meget for ham og ikke mindst forældrene. Det er ikke ham Jens fra fjernsynet.

Skal hilse fra Rose

hej fra Kurt

Indstik, Glenn Christian på AFTER HAND

Glenn Christian: Det sorte ved munden - del 1. / Sonja Rendtorff: Blondinens hævn [EAH#37] (mappe)

Glenn Christians tekstsamling Det sorte ved munden er første del af i alt tre. Det sorte ved munden udgives i Edition After Hand seriens oprindelig format; mapper med indlagt materiale (bogobjekt), som genoptages ved denne udgivelse. Tekstsamlingen består af A3 ark med fotografier af Lea Porsager fra drabsstedet for den italienske politiker Aldo Moro i Rom, som Glenn Christian tidligere har behandlet i udgivelsen Moro forsvandt (forlaget 28/6, 2009). Billedkunstneren Sonja Rendtorff (uddannet fra det Kgl. Danske Kunstakademi i 2010) har gjort en lydlig bearbejdning i otte dele af tekstsamlingens første del (vedlagt som CD-R).

bobl

gamle faster

Brev 12, brev fra gamle faster.

BREV TIL IRMA

Kære Irma,

Nu er det vist ikke for tidligt jeg får skrevet til jer, efter du har skrevet til mig. Tak for dit brev, lille Irma, som jeg blev så glad for og det var dejligt at høre hvor rart I har haft det i julen hos din kære Moder og Tut, og du var jo også glad for  at være hos hende, det var da godt, at du synes det var lidt bedre med hende. Her har vi også haft en god jul og alt gik så godt. Vi havde det også godt i julen Og alt var så pyntet og godt alt sammen, og så hvad vi fik at spise i julen. Har jeg skrevet det før, gør det jo ingen ting at du får det at høre en Gang til- Tak for dit gode lange brev som jeg var så glad for. Nu husker jeg at jeg har skrevet om det hel før.  Men det gør vel ingenting at du hører det engang til, lille Irma. Jeg har haft besøg af dem fra Ålborg og det er jeg altid så glad for. Katarina har da været her to gange. Jeg har været et par gange ude og faaet saa meget, saa det kan jeg ikke huske hos flere. Hvor er det nogle gode drenge du har. Det er ikke godt skrevet, men jeg er jo gammel, saa du maa ikke synes at alt er grimt. Du må ikke lade nogen læse mit Brev, da det ikke er så godt skrevet.

  Kærlig hilsen Din gamle faster 

Sådan lidt uden for de normale spor på denne blog: Her mine venner Henrik og Anne Katrines nyfødte søn. Have/Kokholm. Og Theo Ezra.

Måske en slags illustration til seneste tekst

Brev 11, til A om mennesker og dyr på land

Brev til A.

Tjele d.20 marts

Kære A.

Tror du måske ikke, jeg har haft mit at tumle med. Det værste er at se hugorme, som ikke er der. Men så folde sine hænder og sige tak til gud, for at han beskyttede mig.  Og husker, at min morfar dengang sagde, det var godt. Han mente smukt. Jeg mener, jeg snød. Jeg mente. Men det havde raslet så voldsomt inde mellem buskene.  Og havde Eva, moderdyret, ikke snakket højt om den træske slange. Jeg var vant til det. Og jeg havde igen og igen snakket med hønsene, altid om morgenen, inden mormor var stået op. Og hanen havde sat sig op oven på en høne. Fordi den vil banke hønen. Men jeg ku ikke komme igennem tråden og hjælpe, så jeg måtte bruge sten, som jeg smed ind gennem trådnettet. Og sådan kan man jo osse tale- med at smide noget efter nogen. I hvert fald hvis det er dyr. Men ikke hårdt. 

Jeg ytrede mig med hænderne. Det er sværere med dyr i vand. Dyr på land er til at forholde sig til. Men godt nok altid, altid den samme historie. 

En og samme grammofonplade:

-”I sidder fast i ”jeg””.  

Jeg forstod ikke en smule.

-Du er højst en katalysator for noget. Og så i øvrigt:

Det er netop symptomatisk: alle dine sætninger starter med ”jeg”.

 Prøv så i det mindste med et ”vi”.

Når du trækker vejret, er det ikke en viljesakt.  

Jeg blev en smule træt. Og hvis jeg så ”vælger” at hjælpe nogen, så er det vel bare et tegn på, at jeg ikke er besat. Og på den måde heller ikke noget med frit valg og vilje. 

-Det der  visner, visner.

 -Og så længe I ikke har styr på jeres eget psykiske liv, så kør stille frem.

Jeg følte mig som en skoledreng.

Cirka sådan, A. Jeg sender med det samme, inden jeg fortryder

kærligst Clemens.

Lille Ida, som altid vidste hvad det rette var.

BREV 10

Kære  Ib, jeg tror ikke du mente noget ondt med det, men det irriterer mig så grusomt, at du hver gang skal spørge, om jeg ikke snart skal have fyr på. Og have børn. To elskovsfrugter som du kalder det, skulle det være det store mål i livet. Og dig og Gerdas parforhold er det, vi skal køre efter. Prøv lige at spørge hende engang i en fredfuld stund, men hun kender måske ikke hele problemstillingen?

Hvorfor ville hun for resten så hurtigt hjem lige efter desserten. Det hørte jeg da godt. Har du tænkt på det? Jeg er da ligeglad med, at du synes, at feminister skal sendes til Livø, og de fremmede kan tage med. Og din tale midt i hovedretten, var det den, Gerda faldt i. Jeg tror ikke lige frem, at du scorede voldsomt på den. Heller ikke hos de omkringsiddende, der grinede. Men hvorfor gjorde de mon? Mon ikke for at tage pinligheden. Det er da i orden at "rose" værtinden og muntert med de små lumre stikpiller. Dem du så rigeligt havde afprøvet på mig, kan man roligt

sige. Karen havde faktisk brugt to dage på at lave den fest- og det ud af en løn som hjemmehjælp. Jeg tror talen egner sig bedre til dine kammesjukker, som du plejer at fejre din alkoholprocent med. Jeg overvejede temmelig længe at sige det ligeud til dig, men tidspunktet kom ikke rigtigt, dertil svandt det for hurtigt i dine glas.

 Ida, som er så pissetræt af dether hver gang.

gipsrose

hus på stranden, jens

Brev 9, fra Jens 4.b

Kære mormor, hvor var jeg dog glad for at være nede ved jer i vinterferien.

Jeg sidder og småfryser, for radiatoren i min værelse vil jeg ikke

have skruet op for, nå det kan jeg ikke lige forklare rigtig. Men jeg har

tænkt på noget. Om Asger er min rigtige onkel, nej, det ved jeg selvfølgelig

godt han er. Men han er så irriterende mange gange og har narret mig, selvom

han er tolv år ældre end mig, altså næsten voksen. Så er det alså for ringe,

at ham og Ole Bull sidste år sagde, at jeg skulle hente badetøj da vi var

nede  ved stranden, når der var is på vandet, sådan sagde morfar sagde også.

Og de var løbet væk, da jeg ville finde dem. Jeg havde endda slæbt sten ned

ad skrænten til det minihus, Asger byggede neden for

fyret. Han har spyttet i min mad engang, hvor I ikke så det. Fordi jeg havde

hentet noget vand til ham, der var lunken og slet ikke koldt, sagde han. Jeg

vil ikke sige det til far, for så tror jeg, han bliver gal på Asger. Jeg tror ikke

jeg sender brevet, men jeg har det bare til at ligge.  

Kærlig hilsen

 Jens Johansen 4.b

Hald Sø

pauseskærm m/ Ejler

Brev 8

Afpresningsbrev 1 nr 8 i brevserien

Brevet her er skrevet på en fremmed maskine, i times new roman. Der er ikke noget at spore.  Så lad vær med at begynde at lede efter noget som helst. Brevet er 75000,-kr værd- for mig.. Og dem betaler du til en adresse, vi senere kommer tilbage til. Adresse og adresse. Du vil modtage et kort med et gadenavn og et kryds som på feriekort til familien. Der vil du få et mobilkald, hvor du tager hen med en transparent kuvert (plasticlomme med et blåt a4 ark lagt øverst), hvor pengene er i. Til gengæld får du fred, du får en serie optagelser fra det motel, du indlogerede dig på, selvom du sagde noget andet hjemme om forretningsaftale med Grofa og Sønner. Der var du ikke ”rigtig”, kan man sige.

Billederne er velegnede til offentliggørelse, just in case. Garantien mod det er nævnte sum. Brevet her er skrevet sådan (fotoemulsion), at det forsvinder ved pludselig temperaturændring. Bare for din egen skyld, hvis du ikke lige er i nærheden af ild. Men du kan da bare kopiere alt det du vil, men du skal være hurtig. Og du skal også være hurtig i sagen. Du får et opkald fra din egen mobil, måske, med videre instrux. Den glemte du samme sted. Og hvis ikke du synes billederne er gode nok, så har vi en inbox, der kan noget med masser af ekstra kopier.  Hvis du sender politi afsted i sagen, så vil alt forværres. Og vi nøjes ikke med at opgradere beløb. 

lllllllh   

Ved Fjorden i dag (foto taget af min datter)

Brev 7

*

BREV 7

KÆRLIGHEDS- OG-SØMANDSBREV 1. (1944)

Min egen elskede, ja saa naaede vi da endelig Bornholm

Med megen Møje og Besvær; vi gik fra Dragør om Morgenen da jeg kom om Bord og så forsøgte vi os uden om Falsterbo Rev men det viste  at være umuligt. Isen var for tyk. saa vi løb gennem den ny Falsterbo Kanal og lå i Kanalen om Natten. I gaar Middag startede vi saa fra Kanalen  for at forsøge at nå Trelleborg, men da vi naaede dertil, regnede vi ud at vi kunde naa Ystad inden Aften. Sikke en Masse, vi maatte ingen Steder gaa, men vi fik da lov at gaa i Biograf. Vi saa en engelsk Spionfilm og en Revy fra Fabrikkerne i England. Det var da rart at se at der er nogen steder at skyde skadedyr ned. Vi startede fra Ystad i Morges kl 5 og nåede Rønne  11.15 f.m. Og vi var oppe på Sømandshjemmet og fik Hakkebøf.  Det blæser en del nu så vi kommer muligvis til at ligge inde i Morgen, så havde du bare været her min egen Ven. Det er grusomt at være saa forelsket og forvænt så jeg skulde jo ingenting skænde på dig, når du saadan har ødelagt mig, men i Stedet sender jeg dig, min egen Skat, 1000000000 hilsener og Kys fra din længselsfulde Albert 

BREV 6

Brev 6 

TUR MED HUND

Kære Jens Ole,  festligheder omkring juleædelse på arbejdsplads forhindrede arbejdet du havde bedt mig om, men du har vel ad anden vej fået flyttet grusbunken. Leo plejer at være hurtig.  Arne  skulle for resten passe Irenes hund i formiddag, og han gik da også tur med pudlen, du ved,  lavet til med sløjfer i hoved og røv. Og  kræet har sit faste træ et stykke hen ad landevejen mod Skovby, hvor den plejer at vande og det store. Den blev da også vendt på begge sider både hund og træ. Men inden ville kræet ikke som der blev sagt, så snoren blev trukket langt til at begynde med. Den er herre i eget hus, men ikke i Arnes. Du kender ham. Den er jo ikke opdrættet opdraget det mindste. Jeg tror rent faktisk, det er Irene, der sidder og tigger ved bordet, og hunden, der sidder opstillet med hummergaffel og butterfly. Og bagefter læser den selvfølgelig avis og ser tv. Og hun bor i hundehuset, hvis der var et. Nå, Arne er jo gammel lystfisker, du ved. Så han gjorde som når der skal landes en laks, så den var jo ved at blive kvalt, men det var ikke nok til at tage livet af  majestæten, så den blev trukket, så poterne efterhånden kun var de rene benpiber. Så kan den lære det, siger Arne. Og han har ikke liige tigget Kong Vov om den lige kunne tænke sig at gøre en lille pølle. ” Å mange tak, Vil De godt nådigst med ud til deres skidetræ. Mange tak.” Og Arne har jo travlt, inden hele formiddagen var gået. Der er ligesom kunder, der venter.

For at være rimlig over for dyresagen, er det ikke kun hundene, der er  menneskets bedste ven, men også kattene, der  får hvad, der kan tilkomme dem. Men det er mest i bil, hvor han plejer at gasse op, når han ser katte.

 Når han er med holdet på jagt ryster han træerne for katte, så Viggos jagthunde har noget at øve sig på.

Vejen er til biler og ikke til pjat. Men sådan er Arne, og det burde Irene vel vide. Måske er hun selv træt af det. Kommer du til kortenspil på fredag?

                      Hej  Erik    

Trøje nr 67

Pausebillede, tavle22

brev 5 i serien

EDVARDS FØRSTE BREV

Kære Svend, jeg har aldrig skrevet et eneste brev i mit liv før, sådan

cirka. Men jeg vil gerne om du vil modtage den pakke, kommunen har lovet at

sende. Det er albummet i min lejlighed, fordi der er så mange billeder, jeg

har passet på, med soldaterbilleder. Jeg ved ikke om de kan bruges til

noget. De er noget brune i det. Men jeg synes det var en god tid den gang. Lige

meget hvor træls vi sagde det var. Jeg skriver til kasernen i Høvelte, så håber jeg de kan

finde frem til dig, hvis du ellers lever og er i vigør. Det tror jeg du er.

Din gamle kammerat Edvard Poulsen 54, Høvelte dengang.

Ekstra: Jeg bliver indlagt for tredie gang alene i år på onsdag,

Bispebjerg, så det er bare for en sikkerheds skyld, at jeg vil gerne passe

på de billeder. For selv om jeg måske kommer tilbage, så er det jo ikke

sikkert. 

Jeg håber du kan læse skriften, det er jo ikke skønskrift, som vi

siger. Du må hilse din kone, for du må være gift.  Kærlig hilsen fra Edvard (54)

Holstedvej 12, Bramming

Varazze, det gl bokskamera 2, fletter vi lige umotiveret ind som pauseskærmbillede.

Brevserien, nr4, kongebrev

BREV OM GREVINDEN til Ulla.

Kære Ulla, jeg ved ikke rigtig om hvor jeg går hen og får gjort noget ved det jeg har hørt om

her forleden. Men vil du ikke sige det faktisk er min pligt at sende det til et af ugebladene. Se og Hør giver faktisk tusind kr for det, men det er nu ikke for pengenes skyld. Men jeg er bare så rystet. Hvad siger du, jeg har skrevet så det er klart for dem:

Mor, mor, der er blod over det hele. Sådan lød ordene fra Prins Nikolai, da han og hans bror Felix løb hen til deres mor, efter de netop havde været skyld i, at en treårig piges finger næsten blev amputeret under et besøg på restauranten Custom House i København.

Stedet er for tiden et af Alexandra og Martins yndlingssteder, og den blodige scene udspillede sig under en ellers fredelig søndagsbrunch, hvor de to kongelige højheder åbenbart var lidt for voldsomme i deres ”leg” ved en elevator ved restaurantens forhal.

Og Alexandras reaktion? …Ja der var ingen  reaktion overhovedet ingen. Hun blev blot siddende og fortsatte sit måltid, mens den lille pige kom grædende ind i restaurantens spisesal med  sin voldsomt blødende finger.

Den dinglede løst fra hånden og måtte senere sys på hånden igen under en langvarig operation. Om hun har fået varige men kan der kun gisnes om…. Hun, Alex, var bare iskold som flere vidner udtalte til pressen, har jeg hørt. 


Efter jeg har læst artiklen, ovenstående, er jeg blevet i tvivl, om jeg skulle bringe den videre, for Prinsesse Alexandra er stadig den rigtige prinsesse for mig og mange andre. Det kan da godt være, hun nu har fået frataget krone og scepter, men Danmark kunne jo godt bruge hende, da Joachim ingen kone havde og var klar til det. Og hvem beskytter børnene og kongehuset, når det går lidt vildt for sig. Og begår vi ikke alle fejl engang imellem

Sidste: Nu er hendes forældre blevet tvunget ud af Schackenborg. Nu må det da stoppe.

Vi snakker snart sammen  med Frida

Ps. jeg sendte det alligevel før jeg fik hørt dit svar. De har ringet fra Se og Hør, og de bringer allerede i denne uge. YES.

Knuz   fra Lissy,
giv lige Jens Erik en krammer

Et lille løssluppent indslag. Som 12årig i Varazze, Genovabugten. Gl bokskamera, netop erhvervet.

K-prosa. Brev 3.

Et mangfoldiggjort brev, fotokopi, om underskriftsindsamling

Jeg Ib Jensen, Hvalpsø ved Kalundborg. Jeg vil gerne have lavet en underskriftsindsamling. Fordi jeg er utilfreds med mange ting, fx de lave straffe forbrydere får i dette land. Nu fx forleden, det kan godt være det bare er et lille eksempel men det er meget værre, blev jeg skældt ud i bussen for ikke at have betalt billet, selvom jeg havde købt og  bare ikke kunne finde den. Chaufføren skaldet og  noget mørk, men ikke helt, i det,  truede mig og ville anmelde mig og bøde skulle der også til. Og det er ikke første gang i denne uge. Også med alle de pædofile i vore børnehaver. Det må være muligt at få luget ud i det. Jeg forklarede hvordan det hang sammen men han var ikke til at hugge eller stikke i.  Jeg tog min pung frem med et hav af mønter og knaldede dem i hans hånd og sagde: hvor langt gider du køre mig for dether. Det er selvfølgelig ikke kriminelt. Men det skaber en utilfredshed og hvad bliver det næste.  Jeg fik forhindret et center, man ville bygge nede i vores gade til unge ”utilpassede”.  Altså unge med et, to, tre tiltalefrafald og ”forfærdelig barndom med næsten ingen lommepenge”. Sig det for f.. rent ud.  Unge der har pandet en ældre dame ned her og hugget hendes taske der. Eller ”kommet til at pande” en  dame ned. Det tog mig fjorten dage, så var biksen lukket. Og nu kommer jeg med det værste, det var lige efter 11.september, hvor vi alle var mere nervøse og oppe at køre end vi har været før, så en aften står der tre småfulde personer og knalder flasker ud over det hele, på vejen og på fortovet.  Jeg gik videre over på den anden side af vejen og alligevel skulle der sendes en flaske af sted i retning af mig. Og det er et svineheld, at jeg ikke blev ramt. Jeg tror ikke, der er sket en skid bagefter. Politiet er kun ude at kigge på cykellygter.

Så jeg vil foreslå fordi alting bliver værre og værre og  soldater kommer hjem i ligposer, at det må være tilladt at tage lidt mere hårdthændet fat, særlig med terroristspirer. Det skal tages i opløbet, og de skal hoste op med navne

Underskrift…………

..

jeg regner med at får det arrangeret på nettet meget snart, men nu starter jeg lige med det her.

Jeg håber at kunne råbe politikerne op, inden det koster flere døde.  

Karina og Ib Jensen

2.Nedennævnte brevprosa herunder kværulantprosa er en eneste gang publiceret (i format 7 x3 m)

Fra endnu upubliceret række af -fiktive-breve. Påbegyndt i 2006. (en række falder i gruppen kværulantprosa, en tekst udstillet i forb m Århus Festuge for 3-4 år siden).

Til Gitte Fjord.

Kære Gitte , Vi er nogle piger længere nede ad gaden, som godt så der var

en masse biler holdende oppe ved dig i går aftes. Vi er godt klar over, at

du havde noget kjolebytning og salg af tøj, men vi er åbenbart ikke fine

nok til at være med. Vi er også godt klar over, at vi ikke lige måske kan

hoppe i de små fine modeller, du har med. Det skulle du måske tænke over.

Og så lave noget for os lidt store piger, der godt vil og KAN se én smule

smarte ud. Men vi er måske ikke lige den slags du vil sælge til. Engang

kunne du jo godt bruge os, når der skulle hjælpes til til jeres kobberbryllup,

og I havde været lidt sent ude med at få et sted, og så I var nødt til selv at

lave det, der kunne det nok være, at I kunne bruge en hjælpende hånd. Også

Karl, der selvom det med ryggen "godt måtte få lov til" at hente borde og

stole på hans trailer. Vi vil bare sige det, for det kan jo være, at vi

også fx kunne bruge lidt hjælp til vore 35 årsbryllupsdag den 15. i næste

måned. Vi er ikke sure, men lidt ærgerlige ovre at det ikke kan være som

engang. Faktisk var vi med i den sammenplantning, vi aldrig hørte et ord om

tak for. Og jeg ved da godt jeg kan være lidt stor i munden, men det bunder

jo ikke i noget, uden at jeg er blevet snakket bag ryggen, om at jeg skulle

have været skyld i gadefesten sidste gang endte i ballade. Rent faktisk var

det ikke mig, der startede balladen med Sigurd og hans lille frille af en

Thai. Jeg vil bare lige sige, at hun kunne jo prøve at være en smule dansk

efterhånden og må kunne tage noget, hvis hun vil integreres i samfundet.

 Din gamle veninde Jola

Å, den store vide verden. Det er for vildt.

Båltale-notat. Trend (beta)

  Der findes ikke den slags formalin, der skal gemme det lureblik. Listerøv.

  (gider intet dogme) 

I

Der er ingen tvivl om, at formen er det hele.  Formen er alt. Så forstå det. Du tager en fortælling, og der er 14 forskellige måder at smadre den på. Pointen (der fx udebliver) er godt nok den ene achilleshæl. Fortællerstemmen, der netop fortæller og forglemmer sig. Men det er heller ikke nok. Graden af teatralskhed. Og timing og den kontekstuelle indgliden. Og glid undervejs. Eller snittet ned i erindringsstoffet, skal man vælge helterollen eller det modsatte. Eller iagttageren. Eller den blicherske rammefortæller. Og hvor meget flæsk skal skæres og sættes omvendt på. Og hovedstol. Hovedstolsdoktrinen er da så tåbeligt som noget.

Moden har syv regler: Et. Og vi nøjes med det ene. Det skal handle om livmoderen. Du skal være livmoderen. Du skal diskutere moderskabet og for og imod. Det er ligegyldigt. I dag springer vi lige mellemformer som gay-udgaver over. Bears. Wolves. Gay.  Bear. Det ser ellers interessant ud, men er ikke pointen.
Gider ikke snakke mainstream, hvor verden står stille og af. Reflekser og automatisering af reflekser. Doktrinernes og ortodoksiens. Så sig dog det. Tanker og bevidsthedspodning. Det er en uniform alle skal hoppe over i.
 Alle har en livmoder, alle forholder sig til det faktum. Som var faktummet så indiskutabelt som det at vi lever i lad os sige: i det temperede klimabælte. Udpræget kystklima. Lad os diskutere kysterne og har de ikke osse gjort os til det vi er. En livmoder. Accepterer et sekund udgangspunktet. Trækker i kystens frakke. Det tilsiger bevidsthedstrømmen mig (slår mig i tøjret, gider ikke flere dogmer. Og det rigtige er impliceret at vi har fået en flok kastrater eller vi er det. 
Skolerne er blevet eine caretaking Frauenschule, und die Frauenkirche, spaghettisovs og de velsignede sovedyr. Og er det ikke godt. Nej, det er det ikke. Det er livmoder, som intet ondt vil. Gentager som intet ondt vil. "Og I kastrater kan da bare komme med. Jeres rester af køn dingler som den ensomme majestæt. ”Vi kvæler barnet i garnet og livmoder” som vi i omsorg  -og vilje-  for jer gjorde jer til skumdansere og som om-elskere.” Det er svært at argumentere mod skønhed og kierlighed. 
Vi gemmer de andre regler fra moden til senere.


Og handicappede  skal selv humpe, rulle, trille afsted, med eller uden lemmer,  hvis de ikke kan undvære kjødeligheden. Ingen har vel krav på det. Hvor kom nu det fra?  Uforsonlige toner. Røg og ild. Savner du tiderne med skibskaptajnen, der trompeterede hvad der skulle ske?    

Eller du skal smadre de små celler. De uniformerede, der støtter hinanden i logerne. Men så forstærker du kun din form. Du har ikke en chance. Og sig at din smukke mere eller mindre nyserhvervede form er en social konstruktion.  Og aldrig har jeg sagt et mere rungende ja. Min livmoder er en social konstruktion. Den funker, den virker, den er der. It's love. 

II

Jeg havde inviteret hende til at læse op, og hun stammede og havde givet mig besked om, at det nok ikke gik.  Jeg insisterede og hun kom.   Flere af hendes kolleger og publikum troede, at det var en del af performansen. De købte udgaven som sådan. Der er brand i teatret. Men det har han jo råbt. Bajadsmanden. Og vi slår gækken løs så det kramper. Måske var det godt sådan menneskeligt set. Måske. Men det kunstneriske udtryk lånte noget et andet sted fra. Men flere vidste ikke hvad det var.  Et ufrivillig  twist. Jeg fokuserede på blindheden i modtagelsen.

Tilbage til formen.

Formen kan være at forspilde sit liv. Sådan helt storslået. Basuner og kinder. Ingen-buler-i-den hat er en mulighed. Vel er det ej. Der er ingen kvartermester at melde sig til. Ingen lever af at aflevere sig til videnskaben. (Leveren er ødelagt af spiritus, havde jeg først skrevet, upassende og totalt irrelevant). Du har en livmoder, måske nok imaginær en. Den ka du aflevere på kvartermesterens kontor. Hun sidder og venter. Der bliver stående ovationer til dig og dit organ. 

Og du kan indsamle formalin i bassiner.  Der er ingen respekt i det. Det er bedre at stå i varmen med de samme papnæser, der uddeles.  


Teksten vil blive gjort blødere og blive reguleret og pigge vil blive fjernet den kommende tid. Stille og roligt i overensstemmelse med tiden.

atter rejst som møllehus

installation, manual.

Kan Archimboldo og hans frugtpyramide erstatte ethvert ansigt.

Der skal skrives, ikke soves, kammerat.

Meta, den lille yndige pige. Meta, bemærkninger.

I

Diskuterer med mig selv, om de åbenlyse fejl og lakuner skal repareres og endda undgås, inden de, posterne, smides på blog.  Bloggen er for mig et værksted. Et stykke kladdepapir, hvor hovedet så må følge med i hvad hænderne gør. Cirka. Jo, fejlene skal rettes. Sådan bagefter.  Havde et stykke om PL’s bog, ikke anmeldelsen (det var en slags poetologisk beskrivelse vel snarere af den forrige (han takkede uopfordret, hvilket gjorde mig glad)men tilbage til mit stykke der blev anbragt her for vel 3-4 mdr siden og som mangler væsentlige argumenter om min allergi mod den realistiske roman, og det bør rettes. Og særligt hullerne bør fyldes ud. 

Det betyder ikke, at alt er kladdeagtigt og fyldt med høvlspåner og maskinstøv.

(Ordner tegnsætning senere)

Det må det gerne være, men derfor kan det sagtens være en endelig form.

Skrev en hele anden type tekst i går. En slags kabarettekst til mundtlig fremførelse, forestiller mig det skudt ud smårappende. Det vakte ikke jubel, tror jeg. Fjerner det nu ikke.

Der er mange spor på bloggen, og jeg noterer ikke sporene lige nu i kategorierne, de kommer som et langt fletværk. Billedkunst, shots fra oplæsninger, digte i værkstedsudgave, betaversioner, overvejelser over dette og hint, mottoer, maximer, der punkteres. Også det man normalt kalder pjat og slapstick. Det er det ikke 100%. 

Fx personalplacement-romanskuddene fra min luftbøsse var og er et stykke smålunkent politisk pirk.  Hvilke bindinger kan den fri kunst tåle. Og hvilken slags. (Jakob Haugaards og Paul Smiths løfte om cykelstimedvind læses udelukkende som en sjov figur der blot står og ti-hi-er for intet, men er jo den fineste kommentar til politisk løftebryderi, når guldet og de grønne skove ikke indfries. Joken var ikke en joke kun)    

Et spor er fotos fra denne del af Blicherland, Nr Ådalen. Morten Vinge, denne frustrerede forgænger til Johannes Vig, havde området som sit. Han attråede den fine slotdame på Tjele Gods, frk Sofie, Marie Grubbe, kært barn har mange navne.  Mangler undertiden en benævnelse blandt nyere bekendte, fx digterkollega, fornavn alene er i visse situationer for omklamrende og brug af hele navnet for distancerende.  Marie Grubbe er på alle måder så distant at det ikke er det problem med hende.  Men holddakæft, som Morten må have siddet i en saks af bundne følelser, vel ikke frustrationer, da det ville kræve en eller anden form for muligheder, der kunne realiseres. Hvem har ikke blandt drengebørn tænkt på Marilyner og den slags, uopnåeligheder, som netop uopnåeligt ikke kunne give traumer.

Hvem græder over den røde porsche der ikke er der.
 II

Den gode Viggo har været hofleverandør af digte til den digitale avis DENFRI, og stopper, og nu er det så meningen jeg skal overtage leverancerne. Er lidt spændt på hvad avis-setuppet gør ved skriften, om der tilføres en frihed eller det modsatte.  Det vil så vise sig.

III

 Politiken- enqueten om glæde ved bestemte ord og ikke-glæden lader vente på sig. Måske i morgen. Og hvem læser det.   

IV

Denne samlede blogpost rettes ikke nu

V

udfyldes sikkert senere på dagen

 

     

Bille og digt (kalder det en reprise, hvis det viser sig at den har optrådt her før)

fra barndomsstranden