søndag den 16. december 2012

(første textudkast til Helle Bovbjergs Pullerter)


 
(første digtudkast til Helle Bovbjergs Pullerter)
 
 
Pullert.

 

Det mest stillestående jeg mindes. Ikke så meget som et blink med øjnene, hvis

den ellers havde haft nogen.

(men sådan er jo osse den lumske hornmine, der ligger i sandet og lurer, ladet og pludselig).

Det der sfinxagtige, ægyptiske kukken ud over vandene: ”jeg venter, jeg, men jeg har da tid nok.”

(Sådan stod min mor ude osse ved molen og spejdede efter sin fiskermand, der sejlede rundt

I det minerede vand mod England, i 43-44).

 

Ude i sejlrenden er 3 skibe på vej ind.

 

(Kutteren på Slette strand springer over og lader sig trække  helt op I klitterne.

 Friskskrabet  og pullertfri. Den om det.)

 

Men pullerten, cementklodsen. Den  ved, hvad den snakker om .

Lidt padde, lidt anker,  lidt småkonge,  lidt sejtrækker i  tankegangen. Sig selv næsten nok.

 

Med fødderne i  kontinentet.

Og

en snor i kæften

til den yndige m/s  Caroline of Tallin.

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar