Lars Hutters har i det verserende Facebook-kædebrev opfordret mig til at skrive om dengang, jeg var 33 år gammel. Hvis du klikker på 'synes godt om', giver jeg dig en tilsvarende opgave.
Ude i verden beordrer Clinton luftangreb på Irak, UNSCOM trækker alle våbeninspektører hjem og euroen bliver etableret; det har ikke noget med hinanden at gøre. Naomi Klein sidder i Canada og skriver NoLogo, som forlaget Klim siden kommer til at udgive på dansk og Hugo Chavez bliver præsident i Venezuela. Alle frygter År 2000-problemet, at alle digitale komponenter i dittenogdatten vil gå amok, fordi de ikke er lavet til at kunne skifte år fra 19 til 20, det taler vi meget mere om end krigen i Kosovo. Peter Schmeichel vinder Champions League, det er det år. Endnu en Kennedy får en dramatisk død, Jordans Kong Hussein dør til gengæld af kræft, men Lance Armstrong, som lægerne kun havde givet 5% chance for at overleve en aggressiv og fremskreden kræftsygdom, vinder meget overraskende Tour de France, selvom alle hans konkurrenter er dopede og verdens befolkningstal runder 6.000.000.000.
Da jeg var 33, flyttede jeg fra min kæreste. Det begyndte at ligne et mønster. Jeg kunne ikke blive enig med nogen kvinde om, hvordan vi skulle leve. "En dag siger jeg mit job op og skriver en roman", sagde jeg. "Du har ikke noget job", sagde hun. Jeg var et par år forinden blevet færdig med mit filosofispeciale, som jeg nu sad og skrev om til en tyk bog. Så meget filosofi havde jeg hverken læst eller skrevet, mens jeg faktisk studerede filosofi. Jeg brugte tre intense år på den bog. Den handlede om fremmedgørelse og om, hvordan man kunne forestille sig at løse dette fundamentale menneskelige problem. Jeg havde løsarbejde som postpakker på TV 2 i Odense og ville hellere blive boende i den billige lejlighed i Godthåbsgade og så have tid til at gøre min filosofibog færdig end at have et hus på Nordfyn, og finde et fuldtidsjob. Men flytte skulle jeg, så jeg flyttede ind i Mester Eriks lejlighed. Han bryggede vist stadig mjød dengang. Det holdt 17% og smagte som sherry. Lejligheden stod tom på hverdage, hvor han var ude af byen for at arbejde. Så sad jeg der bag de nedrullede og nørdede med Marx, Bergson, Bloch, Gorz og Aristoteles, eller naboerne, Benni og Trine kiggede forbi. De var lige blevet kærester igen, og Benni var virkelig ved at få greb om guitaren. Jeg kan ikke huske, hvor jeg tog hen i weekenderne. Måske til Huset i Absalonsgade, som var ved at gå i opløsning, ikke selve huset, naturligvis, men Huset. Måske tog jeg til mine forældre i Middelfart. Et par måneder efter købte jeg alligevel en lejlighed på Skibhusvej, hvor jeg tilbragte i mit sidste år i Odense. Det var før boligkrisen. Nu falder priserne snart, sagde alle, de kan ikke blive ved med at gå op, men jeg tjente 80.000 kr. på at eje den skide toværelses i to år. Mange tjente ligefrem mere på at bo end på at arbejde. Her så jeg Brødrene Olsen vinde med 'Smuk som et stjerneskud' i Sverige. Da jeg havde set og hørt dem synge, var jeg ikke i tvivl om, at de ville vinde, og jeg kunne ikke engang lide melodien. Jeg så Bjarne Riis' cykelrytterkarriere rinde ud med en 11. plads i Tour de France.
Der var stadig filosofisk fodbold på B1913's baner hver fredag med Kagge, Jesper Hald, Joachim, Simse, Sørensen, Thomassen Nico, Frank og Ulf var vist også med på det tidspunkt. Det var der, vi blev til mennesker.
På min 33-års fødselsdag var jeg i skole igen. Jeg tog en lille efteruddannelse som kommunikationsmedarbejder. En af de andre studerende var forfatteren Thøger Jensen, der havde gået på Forfatterskolen, som jeg ellers intet havde hørt om, men seks-syv år senere besluttede mig for selv at søge ind på. Thøger havde lige debuteret med den vældigt gode "I vores familie kan vi ikke lide ubåde", som på omslaget hævder at rumme 40 noveller, men der er kun 39, og den længste er på halvanden side. Sammen med det finurligt erfarede hverdagsliv, som de små tekster fremviser, gav den pudsige overdrivelse på omslaget mig på den særeste vis lyst til at læse ny dansk litteratur igen efter flere års pause. Det var efteråret 1998.
Samtidig vurderede Filosofisk institut i Odense min endnu ufærdige filosofibog til at være kvalificeret som Ph.D.-afhandling, men jeg skulle deltage i nogle Ph.D.-seminarer og have noget undervisningserfaring, før jeg kunne få lov at forsvare afhandlingen. I foråret 1999 underviste jeg så et meget talentfuldt idehistorikerhold på Århus Universitet i 'Den unge Marx'. Jeg ved ikke hvor mange af dem, der tog varigt skade, men en af dem meldte sig i hvert fald siden ind i Enhedslisten, en anden i SF. Det er blevet rigtig godt igen. Men der blev aldrig noget forsvar, dels fordi jeg var nervøs for selve forsvarshandlingen. Jeg vidste, at en blot nogenlunde kløgtig opponent sagtens ville kunne finde aspekter, som jeg ikke havde tænkt over, ved et af de alt for mange behandlede problemer. Jeg havde spredt mig over for meget. Dels lykkedes det mig pludselig efter flere års forgæves forsøg at få fast arbejde på forlaget Klim i Århus. Her skulle jeg redigere filosofi-, pædagogik- og debatbøger, og den mulighed for at arbejde et sted, hvor jeg kunne kombinere mine filosofiske og politiske interesser, og måske endda de litterære, fristede mig langt mere end en Ph.D.-titel. Klim var på det tidspunkt stadig et forlag med en tydelig antiautoritær og socialistisk udgivelsespraksis, og det var både kollektivt ejet og ledet, og man kunne få lov at have fingrene i alle dele af arbejdet med bøgerne, følge en bog fra projekt til restoplagsmakulering. Det var en romantisk drøm for mig. En drøm, som naturligvis kun var blevet stærkere af den intense nørden rundt med fremmedgørelsesproblematikken.
Ude i verden beordrer Clinton luftangreb på Irak, UNSCOM trækker alle våbeninspektører hjem og euroen bliver etableret; det har ikke noget med hinanden at gøre. Naomi Klein sidder i Canada og skriver NoLogo, som forlaget Klim siden kommer til at udgive på dansk og Hugo Chavez bliver præsident i Venezuela. Alle frygter År 2000-problemet, at alle digitale komponenter i dittenogdatten vil gå amok, fordi de ikke er lavet til at kunne skifte år fra 19 til 20, det taler vi meget mere om end krigen i Kosovo. Peter Schmeichel vinder Champions League, det er det år. Endnu en Kennedy får en dramatisk død, Jordans Kong Hussein dør til gengæld af kræft, men Lance Armstrong, som lægerne kun havde givet 5% chance for at overleve en aggressiv og fremskreden kræftsygdom, vinder meget overraskende Tour de France, selvom alle hans konkurrenter er dopede og verdens befolkningstal runder 6.000.000.000.
Da jeg var 33, flyttede jeg fra min kæreste. Det begyndte at ligne et mønster. Jeg kunne ikke blive enig med nogen kvinde om, hvordan vi skulle leve. "En dag siger jeg mit job op og skriver en roman", sagde jeg. "Du har ikke noget job", sagde hun. Jeg var et par år forinden blevet færdig med mit filosofispeciale, som jeg nu sad og skrev om til en tyk bog. Så meget filosofi havde jeg hverken læst eller skrevet, mens jeg faktisk studerede filosofi. Jeg brugte tre intense år på den bog. Den handlede om fremmedgørelse og om, hvordan man kunne forestille sig at løse dette fundamentale menneskelige problem. Jeg havde løsarbejde som postpakker på TV 2 i Odense og ville hellere blive boende i den billige lejlighed i Godthåbsgade og så have tid til at gøre min filosofibog færdig end at have et hus på Nordfyn, og finde et fuldtidsjob. Men flytte skulle jeg, så jeg flyttede ind i Mester Eriks lejlighed. Han bryggede vist stadig mjød dengang. Det holdt 17% og smagte som sherry. Lejligheden stod tom på hverdage, hvor han var ude af byen for at arbejde. Så sad jeg der bag de nedrullede og nørdede med Marx, Bergson, Bloch, Gorz og Aristoteles, eller naboerne, Benni og Trine kiggede forbi. De var lige blevet kærester igen, og Benni var virkelig ved at få greb om guitaren. Jeg kan ikke huske, hvor jeg tog hen i weekenderne. Måske til Huset i Absalonsgade, som var ved at gå i opløsning, ikke selve huset, naturligvis, men Huset. Måske tog jeg til mine forældre i Middelfart. Et par måneder efter købte jeg alligevel en lejlighed på Skibhusvej, hvor jeg tilbragte i mit sidste år i Odense. Det var før boligkrisen. Nu falder priserne snart, sagde alle, de kan ikke blive ved med at gå op, men jeg tjente 80.000 kr. på at eje den skide toværelses i to år. Mange tjente ligefrem mere på at bo end på at arbejde. Her så jeg Brødrene Olsen vinde med 'Smuk som et stjerneskud' i Sverige. Da jeg havde set og hørt dem synge, var jeg ikke i tvivl om, at de ville vinde, og jeg kunne ikke engang lide melodien. Jeg så Bjarne Riis' cykelrytterkarriere rinde ud med en 11. plads i Tour de France.
Der var stadig filosofisk fodbold på B1913's baner hver fredag med Kagge, Jesper Hald, Joachim, Simse, Sørensen, Thomassen Nico, Frank og Ulf var vist også med på det tidspunkt. Det var der, vi blev til mennesker.
På min 33-års fødselsdag var jeg i skole igen. Jeg tog en lille efteruddannelse som kommunikationsmedarbejder. En af de andre studerende var forfatteren Thøger Jensen, der havde gået på Forfatterskolen, som jeg ellers intet havde hørt om, men seks-syv år senere besluttede mig for selv at søge ind på. Thøger havde lige debuteret med den vældigt gode "I vores familie kan vi ikke lide ubåde", som på omslaget hævder at rumme 40 noveller, men der er kun 39, og den længste er på halvanden side. Sammen med det finurligt erfarede hverdagsliv, som de små tekster fremviser, gav den pudsige overdrivelse på omslaget mig på den særeste vis lyst til at læse ny dansk litteratur igen efter flere års pause. Det var efteråret 1998.
Samtidig vurderede Filosofisk institut i Odense min endnu ufærdige filosofibog til at være kvalificeret som Ph.D.-afhandling, men jeg skulle deltage i nogle Ph.D.-seminarer og have noget undervisningserfaring, før jeg kunne få lov at forsvare afhandlingen. I foråret 1999 underviste jeg så et meget talentfuldt idehistorikerhold på Århus Universitet i 'Den unge Marx'. Jeg ved ikke hvor mange af dem, der tog varigt skade, men en af dem meldte sig i hvert fald siden ind i Enhedslisten, en anden i SF. Det er blevet rigtig godt igen. Men der blev aldrig noget forsvar, dels fordi jeg var nervøs for selve forsvarshandlingen. Jeg vidste, at en blot nogenlunde kløgtig opponent sagtens ville kunne finde aspekter, som jeg ikke havde tænkt over, ved et af de alt for mange behandlede problemer. Jeg havde spredt mig over for meget. Dels lykkedes det mig pludselig efter flere års forgæves forsøg at få fast arbejde på forlaget Klim i Århus. Her skulle jeg redigere filosofi-, pædagogik- og debatbøger, og den mulighed for at arbejde et sted, hvor jeg kunne kombinere mine filosofiske og politiske interesser, og måske endda de litterære, fristede mig langt mere end en Ph.D.-titel. Klim var på det tidspunkt stadig et forlag med en tydelig antiautoritær og socialistisk udgivelsespraksis, og det var både kollektivt ejet og ledet, og man kunne få lov at have fingrene i alle dele af arbejdet med bøgerne, følge en bog fra projekt til restoplagsmakulering. Det var en romantisk drøm for mig. En drøm, som naturligvis kun var blevet stærkere af den intense nørden rundt med fremmedgørelsesproblematikken.
"Her så jeg Brødrene Olsen vinde med 'Smuk som et stjerneskud' i Sverige. Da jeg havde set og hørt dem synge, var jeg ikke i tvivl om, at de ville vinde, og jeg kunne ikke engang lide melodien"
SvarSletTouché. Thats life.
(Og Thøger Jensen er fantastisk. Han vinder muligvis ikke noget, men for fanden hvor kan jeg lide hans melodier)