Digt/pantomime

 

Alt kommer pludselig til sin ret

 

han fodrer sig selv og skider

 

og det ender godt

 

opretholder afstanden mellem røv og

 

mund ved hjælp af forsikringer om kærlighed

 

evige luftninger.

 

Vægten snyder også de andre på

 

Han kan aflyse,

 

for hold da kæft hvor dagsformen

 

kører bum bum,  hans tilstedeværelse,

fordi han har glemt

 

alle numre, så er det benene er så

sammenvoksede og må klippes fra hinanden

 

   

 

Der er 5 primtal tilbage af PANTOMINEN til de som ser

hvad jeg ser:

 

 

 

 

Jeg tror ikke, at man har gået rundt på

 

klingerne for sjov

 

 

Man når et punkt,

 

 

hvor vemod udmøntes

 

 

Og MIDLERTIDIGT , de kære småstykker glas,

 

 ikke længere kan indsættes i hullerne