Alle danser sammen, nej de gør
ikke, nikke nikke nej. Terese spiller ingen rolle her, selvom hun er en pryd for øjet. Gården er heller ikke i spil. Ingen poker.
Men alligevel er luften ladet.
Og
hvem er det så lige, der stiller alle de spidse ting op i rundkreds om
spurvene, om skålene med spæk, og de står midt på dansegulvet, om kommende
ulykker, spidse palisadre om ham og hende, så må æblet spises, så må det
ikke. Så forsvinder lyset. Så fuld blus på.
Han klarer det kun ved at citere
sig selv. Det holder sammen på det sprukne. Ja, om hævnen, der skal sætte
knappenåle omkring kravetøjet på alle i slægten, han blot aner må være i spil.
Han bliver siddende ved branddøren.
Han laver hele figuren med fingrene hen over panden. Tap-tap og klip-klip.
Men hans hænder er osse omkranset med spidse genstande. Men faktisk gider
jeg ikke snakke med idioten.
Dansetrin. Nej det tror jeg ikke
lige. I rationalet indgår klima og hektarstøtte. Og landets km2 i forhold
til udvaskning.
Han ser askeskuffer, hvor jeg så en
lilje. Det skifter.
Sådan citerer han sig selv. Som jeg
citerer mig selv. Han citerer ord om storsind. Nærmest lagt i munden på mig. Han kan de
fleste nationale deklarationer på fingrene. Det er rationelt.
Men det handler ikke om det
rationelle.
Om så han dyppede hænderne i
harpiks ville intet komme til ham. Han står alene.
Han er til 2 og 2 og hvis vi ganger ud. Og til
sidst skal det hele rummes i en hel sætning. Og dér kommer det til problemet.
Han forstår ikke ophør, for til det største tal kan man altid lægge et
tal mere på. Men det er måske alligevel mig han citerer uden blusel. Siger jeg. Også det er en del af sagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar