DNA 33, digt

Dna 33

På spiralens genom (34b) var punktet for min kejthåndethed 

 

En plads længere ude på strengen står at jeg netop på en novemberdag som i dag ikke ville føle mig tilskyndet til at stå op og gå ud og se på nogle tilfældige, frådende bølgetoppe

 

med hvidt skum,  hvad sku det dog til for?

 

En god lovende dag, der så alligevel forstyrres af  om det søde menneske til Anders Smidt  får sit patent. Og jeg kender ikke manden.

 

Jeg valgte at tænke det hele igennem. Stod op et kvarter efter.

 

Intet skete. Hvilket var i strid med det jeg følte.

 

Fem lad os sige 5 my længere nede på strengen var styringen af familiens vrangvillighed placeret.

 

Hans smålyst til retorisk at overbevise om at en tresporet motorvej til grænsen er ok.

 

Under 5 a-genomet stod jeg til at skulle kunne forbedre Wankelmotoren,

 

men den kommer aldrig i produktion igen.

 

Latent ligger den og tøffer i mit kød.

 

Og som 22-årig kom "det" til mig (fænogen 114) om at afløse Baldur Peitersen som leder af lodstjenesten, men det bliver ikke til noget, skal det vise sig. Hele tiden træder en bremsemekanisme i funktion, som igen og igen overruler alle ideer.

 

På den anden side: Der må jo være et (større) genom for dementi og skepsis, som jo fylder mig helt ud.

 

 

Evnen til at skille det virtuelle fra det faktiske er det placeret som genomforbindelse?

 

Den muskel der sender valmuer gennem glas, stoppes af et eller andet, Det må du jo indrømme. 

 

Afstanden mellem to af mine kropsdele (nærmest amputerede fødder , trafikulykke) må vel for pokker influere på gen-strengen, men gør det jo ikke. Da det er indkodet fra starten. ("Langdistanceløber" sic! og hellige ironi).

Altså dnamæssigt skulle der ligge en pilot i mit ærme. Men det kan jeg og amputerede lemmer hurtigt tilbagevise.

 

 

Ørerne kan sikkert rettes til. Men hvad sku det hjælpe.