Knud Steffen Nielsen. Lyriker. Bestyrelsesnæstformand,Hald Hovedgaard
torsdag den 28. februar 2013
onsdag den 27. februar 2013
digt 87
En engangssko som i osvald, engangsosvald. Engangsdag.
Engangsskyld.
En gang skal være den første.
Engangsbegivenheden fører til noget nyt i hans
gamle jakke/ Han genkender den muligvis som sin jakke/ Han ser så træt ud lige uden
videre/hvordan sku han være kommet over denne dags engangsagtighed,
i forhold til i gårs engangsagtighed/
havde han ikke begyndt sin engangshed selv lige med det samme
og fotograferede situationen/
sådan lidt faldulykkesagtigt/
men det føltes så nyt og alligevel på vej/ solen havde gas nok/ og mørket
tog
sit/ igen og igen//. Han tilføjer, at trappen ikke altid har været der//
men den er
nu rigtig gammel, så han tar fejl. Han mener, at han tager fejl.
Han spiser
en banan, så fuld af engangsagtighed.
Han kyler
skrællen over skulderen.
tirsdag den 26. februar 2013
annoncetilkøb fra anden side
God ven har købt sig en annonce på min væg. Har fortrudt igen og igen.
Jenses Forlag har sin første bogpakke klar:
Jens Erik:Kunsten at skille et lommeur.
Jens Erik på det hvide lagen.
Jens Erik og Bubber Vi sidder fast i alle tvkanaler (thriller)
Jens Erik, den falske læge
Jens Eriks julebog: Ståhej i skorstenen.
Jens Erik blir landpost.
Jens Erik i tyskernes sold.
Jens E som frontsvin.
Jens E. i haremmet igen.
Jens E. Lær din have bedre at kende.
Jens E. som falsk læge.
Jens E. Vansiret, men lykkeligere end før
130 kr bindet.
Jens E som frontsvin.
Jens E. i haremmet igen.
Jens E. Lær din have bedre at kende.
Jens E. som falsk læge.
Jens E. Vansiret, men lykkeligere end før
130 kr bindet.
Nå, det var åbenbart to annoncer, han havde betalt for:
Jens E i overhalingsbanen
Jens E Alt om traileren
Jens E Hvad mundhulen skjulte
Jens E går til den
Jens E Skjult i en oversygeplejerskes krop
Jens E som dykker
Jens E og Det forsvundne øljern.
Jens E og vaskebjørnen. En kærlighedshistorie.
Jens E i overhalingsbanen
Jens E Alt om traileren
Jens E Hvad mundhulen skjulte
Jens E går til den
Jens E Skjult i en oversygeplejerskes krop
Jens E som dykker
Jens E og Det forsvundne øljern.
Jens E og vaskebjørnen. En kærlighedshistorie.
kort kaptajnsnote
12.11 er inviteret ud
Jeg bruger aldrig mit von eller mit mellemnavn Hartmut,
selvom jeg er stolt af begge dele. Men det er af samme grund jeg sjældent
stiller op i min admiralsuniform. Jeg vil vurderes på mine meritter på dagen.
12.11. sen aften.
mandag den 25. februar 2013
lige et klip fra Lars Emils fb-opdatering. Det hænger på tørresnoren her, så jeg kan få tid at kikke på det.
Ytringsfrihed producerer meget vrøvl.
& FÆLLESSKABET
Ethvert fredeligt og holdbart fællesskab er funderet på det princip, at alle anerkender hinanden som ligeværdige medlemmer.
Jeg er ikke din modstander, fordi vi er uenige. Der er ingen, der har ret til at afgøre, hvem og hvad der må kritiseres. Det er selvindlysende. Særligt har magthaverne et ansvar for at udøve deres magt uden at træde nogen under fode. Fællesskabet er et demokratisk fællesskab og ikke et fællesskab funderet i en abstrakt forestilling om et folk.
& TOLERANCE OG RESPEKT
Jeg skelner mellem tolerance og respekt og definerer tolerance som fordragelighed over for anderledes tænkende; og respekt som grundlæggende anerkendelse af aliens og andre, som jeg ikke forstår.
Jeg tolererer alle ytringer, herunder de intolerante, og vil til enhver tid imødegå alle former for intolerance med benhård kritik. Jeg anerkender ønsket om respekt, fordi den gensidige respekt må være udgangspunktet for samtalen og dermed kritikken. I mine øjne er intolerance en trussel mod det åbne samfund, mens mangel på respekt er udtryk for et demokrati, der har mistet sit fundament.
& DIALOG
Kritik kan være ubehageligt, og det er helt ok, at når jeg ytrer mig ubehageligt om andre, får jeg et ubehageligt svar på tiltale. Men målet med kritikken er ikke gensidige karaktermord eller mistænkeliggørelse af de andres motiver, men dialog, hvilket betyder, at jeg ikke som udgangspunkt har ret.
Det er forbudt at slå andre ihjel eller bare give dem en flad. Det er en skærpende omstændighed, hvis motivet er politiske uenigheder eller almindelig fobi over for dem, der tænker anderlede, boller anderledes eller tror på en anden gud end mig, der også er mærkelig.
Tanken raffineres af modstand og kritik. Derfor insisterer jeg på nødvendigheden af, at alle synspunkter kommer til orde, og anser den ubehagelige samtale som et bevis på, at demokratiet ikke altid fungerer optimalt. Den ubehagelige samtale er ikke et mål i sig selv, men et onde, der i visse tilfælde kan være nødvendig.
& ANSVAR
Jeg opfatter det som et individuelt ansvar at blande sig i debatten, hvis der ytres noget, som man er uenig i.
Det synspunkt, at kritik ikke skal eller bør ytres, hvis den støder eller krænker, anser jeg for et udtryk for, at man ikke er villig til at tage sit ansvar på sig og forsvare sine holdninger.
Jeg skelner derfor ikke mellem kvalificeret, ukvalificeret kritik og decideret vrøvl, og vil forsvare alle, der bruger deres ytringsfrihed. Men jeg mener også, at alle har et ansvar for at kvalificere deres vrøvl.
& KULTUR- OG MENNESKESYN
Det kulturelt dannede menneske definerer jeg som det individ, der er åbent for at gå i dialog; som kontinuerligt reflekterer, og som i kraft af nye indsigter er i stand til at skifte standpunkt. Men også evnen til at forstå hvorfor det, der er selvindlysende for mig, kan være uretfærdighedens udtryk for dem, der ikke har privilegeret adgang til at ytre sig, samt de materielle goder, jeg selv tager for givne.
Jeg er modstander af det kultur- og menneskesyn, ifølge hvilket særlige værdier og indsigter er inkarneret i folk baseret på deres etnicitet, religion, sprog, seksualitet, køn, politiske observans eller andet.
Jeg fordømmer det udynamiske kultur- og menneskesyn og brugen af det som argument for, at man ikke kan eller bør kritisere kulturer, ideologier mv. eller disses tilhængere, hvis man ikke selv tilhører eller støtter dem. Omvendt må de privilegerede klasser, magthaveren og majoritetsbefolkningen stå først for skud, da det er dem, der har ansvaret for det lort, vi alle sidder i.
Jeg vil bestandigt ytre min manglende respekt over for den opfattelse, at dem, der adskiller sig fra normen, de magteløse og de udgrænsede skal kritiseres først, fordi en sådan kritik blokerer den frie dialog, uddyber forskellene imellem os og legitimerer ulighed.
& LIGHED
Jeg går ind for de universelle menneskerettigheder og anser kun den stat for legitim, hvor alle er lige for loven.
Jeg fordømmer særrettigheder og alle individer, grupper og stater, der bruger det udynamiske kultur- og menneskesyn til at legitimere overgreb på og/eller begrænsede rettigheder for dem, der ikke tilhører den samme kultur, religion m.v. o.s.v., og selvklart.
Heldigvis er alt dette sikret ved lov.
& INTELLEKTUALISME
Jeg definerer intellektualisme som evnen til at være selvkritisk og viljen til at kæmpe for de svages ret til lige muligheder. Intellektualisme fordrer kritik af intolerance, især når de intolerante er stærke, eller sejler under falsk flag, hvor forsvaret for demokratiet, ligeværdigheden og ytringsfriheden misbruges til at skabe splid og udgrænse os, der er forskellige, fra fællesskabet.
Jeg vil aldrig gå på kompromis med det synspunkt, at ethvert fredeligt og holdbart fællesskab begynder med, at vi anerkender hinandens ret til at være uenige – og at dette fællesskab overlever ved, at jeg og alle andre har mod til at forsvare denne ret, på egne vegne såvel om på andres vegne.
& FÆLLESSKABET
Ethvert fredeligt og holdbart fællesskab er funderet på det princip, at alle anerkender hinanden som ligeværdige medlemmer.
Jeg er ikke din modstander, fordi vi er uenige. Der er ingen, der har ret til at afgøre, hvem og hvad der må kritiseres. Det er selvindlysende. Særligt har magthaverne et ansvar for at udøve deres magt uden at træde nogen under fode. Fællesskabet er et demokratisk fællesskab og ikke et fællesskab funderet i en abstrakt forestilling om et folk.
& TOLERANCE OG RESPEKT
Jeg skelner mellem tolerance og respekt og definerer tolerance som fordragelighed over for anderledes tænkende; og respekt som grundlæggende anerkendelse af aliens og andre, som jeg ikke forstår.
Jeg tolererer alle ytringer, herunder de intolerante, og vil til enhver tid imødegå alle former for intolerance med benhård kritik. Jeg anerkender ønsket om respekt, fordi den gensidige respekt må være udgangspunktet for samtalen og dermed kritikken. I mine øjne er intolerance en trussel mod det åbne samfund, mens mangel på respekt er udtryk for et demokrati, der har mistet sit fundament.
& DIALOG
Kritik kan være ubehageligt, og det er helt ok, at når jeg ytrer mig ubehageligt om andre, får jeg et ubehageligt svar på tiltale. Men målet med kritikken er ikke gensidige karaktermord eller mistænkeliggørelse af de andres motiver, men dialog, hvilket betyder, at jeg ikke som udgangspunkt har ret.
Det er forbudt at slå andre ihjel eller bare give dem en flad. Det er en skærpende omstændighed, hvis motivet er politiske uenigheder eller almindelig fobi over for dem, der tænker anderlede, boller anderledes eller tror på en anden gud end mig, der også er mærkelig.
Tanken raffineres af modstand og kritik. Derfor insisterer jeg på nødvendigheden af, at alle synspunkter kommer til orde, og anser den ubehagelige samtale som et bevis på, at demokratiet ikke altid fungerer optimalt. Den ubehagelige samtale er ikke et mål i sig selv, men et onde, der i visse tilfælde kan være nødvendig.
& ANSVAR
Jeg opfatter det som et individuelt ansvar at blande sig i debatten, hvis der ytres noget, som man er uenig i.
Det synspunkt, at kritik ikke skal eller bør ytres, hvis den støder eller krænker, anser jeg for et udtryk for, at man ikke er villig til at tage sit ansvar på sig og forsvare sine holdninger.
Jeg skelner derfor ikke mellem kvalificeret, ukvalificeret kritik og decideret vrøvl, og vil forsvare alle, der bruger deres ytringsfrihed. Men jeg mener også, at alle har et ansvar for at kvalificere deres vrøvl.
& KULTUR- OG MENNESKESYN
Det kulturelt dannede menneske definerer jeg som det individ, der er åbent for at gå i dialog; som kontinuerligt reflekterer, og som i kraft af nye indsigter er i stand til at skifte standpunkt. Men også evnen til at forstå hvorfor det, der er selvindlysende for mig, kan være uretfærdighedens udtryk for dem, der ikke har privilegeret adgang til at ytre sig, samt de materielle goder, jeg selv tager for givne.
Jeg er modstander af det kultur- og menneskesyn, ifølge hvilket særlige værdier og indsigter er inkarneret i folk baseret på deres etnicitet, religion, sprog, seksualitet, køn, politiske observans eller andet.
Jeg fordømmer det udynamiske kultur- og menneskesyn og brugen af det som argument for, at man ikke kan eller bør kritisere kulturer, ideologier mv. eller disses tilhængere, hvis man ikke selv tilhører eller støtter dem. Omvendt må de privilegerede klasser, magthaveren og majoritetsbefolkningen stå først for skud, da det er dem, der har ansvaret for det lort, vi alle sidder i.
Jeg vil bestandigt ytre min manglende respekt over for den opfattelse, at dem, der adskiller sig fra normen, de magteløse og de udgrænsede skal kritiseres først, fordi en sådan kritik blokerer den frie dialog, uddyber forskellene imellem os og legitimerer ulighed.
& LIGHED
Jeg går ind for de universelle menneskerettigheder og anser kun den stat for legitim, hvor alle er lige for loven.
Jeg fordømmer særrettigheder og alle individer, grupper og stater, der bruger det udynamiske kultur- og menneskesyn til at legitimere overgreb på og/eller begrænsede rettigheder for dem, der ikke tilhører den samme kultur, religion m.v. o.s.v., og selvklart.
Heldigvis er alt dette sikret ved lov.
& INTELLEKTUALISME
Jeg definerer intellektualisme som evnen til at være selvkritisk og viljen til at kæmpe for de svages ret til lige muligheder. Intellektualisme fordrer kritik af intolerance, især når de intolerante er stærke, eller sejler under falsk flag, hvor forsvaret for demokratiet, ligeværdigheden og ytringsfriheden misbruges til at skabe splid og udgrænse os, der er forskellige, fra fællesskabet.
Jeg vil aldrig gå på kompromis med det synspunkt, at ethvert fredeligt og holdbart fællesskab begynder med, at vi anerkender hinandens ret til at være uenige – og at dette fællesskab overlever ved, at jeg og alle andre har mod til at forsvare denne ret, på egne vegne såvel om på andres vegne.
Underskrevet af
de andre.
søndag den 24. februar 2013
Bagside på ellers seriøs hovedstadsblog-agtighed, to gl FBopdateringer 2011, tror jeg..
Sommetider er bloggen er som bagsiden på en ellers seriøs hovedstadsavis, men her bringer jeg da lige to gamle Facebook-opdateringer--som en slags advarsel for hvad man udsættes for
· føler mig skamfuld, troede jeg var alene i mit hoved.
Har du virkelig ku se det, P? Eller er det bare noget du siger? Åh som i åh
nej.
·
Peter Mouritzen Knud Steffen
- jeg er begyndt at sælge billetter til dit hoved lissom i den der film om
hovedet af John Malkovich.
Kaptajns notenr ..husker det ikke.
uendeligheden minder om en luftart, en sky, en trommehvirvel, altid på vej, men endnu ikke nået dit øre, dit øje, er en gulerod bundet på en lang stang på et æselhoved, der føder et nyt hoved, og når det forsvinder, finder du ikke en sky, en gulerod, et dyrehoved,..............................................................
lørdag den 23. februar 2013
D. in progress
Alle danser sammen, nej de gør
ikke, nikke nikke nej. Terese spiller ingen rolle her, selvom hun er en pryd for øjet. Gården er heller ikke i spil. Ingen poker.
Men alligevel er luften ladet.
Og
hvem er det så lige, der stiller alle de spidse ting op i rundkreds om
spurvene, om skålene med spæk, og de står midt på dansegulvet, om kommende
ulykker, spidse palisadre om ham og hende, så må æblet spises, så må det
ikke. Så forsvinder lyset. Så fuld blus på.
Han klarer det kun ved at citere
sig selv. Det holder sammen på det sprukne. Ja, om hævnen, der skal sætte
knappenåle omkring kravetøjet på alle i slægten, han blot aner må være i spil.
Han bliver siddende ved branddøren.
Han laver hele figuren med fingrene hen over panden. Tap-tap og klip-klip.
Men hans hænder er osse omkranset med spidse genstande. Men faktisk gider
jeg ikke snakke med idioten.
Dansetrin. Nej det tror jeg ikke
lige. I rationalet indgår klima og hektarstøtte. Og landets km2 i forhold
til udvaskning.
Han ser askeskuffer, hvor jeg så en
lilje. Det skifter.
Sådan citerer han sig selv. Som jeg
citerer mig selv. Han citerer ord om storsind. Nærmest lagt i munden på mig. Han kan de
fleste nationale deklarationer på fingrene. Det er rationelt.
Men det handler ikke om det
rationelle.
Om så han dyppede hænderne i
harpiks ville intet komme til ham. Han står alene.
Han er til 2 og 2 og hvis vi ganger ud. Og til
sidst skal det hele rummes i en hel sætning. Og dér kommer det til problemet.
Han forstår ikke ophør, for til det største tal kan man altid lægge et
tal mere på. Men det er måske alligevel mig han citerer uden blusel. Siger jeg. Også det er en del af sagen.
fredag den 22. februar 2013
jeg klipper lige Jens P K's 33 års tilbagedyk ind her
Lars Hutters har i det verserende Facebook-kædebrev opfordret mig til at skrive om dengang, jeg var 33 år gammel. Hvis du klikker på 'synes godt om', giver jeg dig en tilsvarende opgave.
Ude i verden beordrer Clinton luftangreb på Irak, UNSCOM trækker alle våbeninspektører hjem og euroen bliver etableret; det har ikke noget med hinanden at gøre. Naomi Klein sidder i Canada og skriver NoLogo, som forlaget Klim siden kommer til at udgive på dansk og Hugo Chavez bliver præsident i Venezuela. Alle frygter År 2000-problemet, at alle digitale komponenter i dittenogdatten vil gå amok, fordi de ikke er lavet til at kunne skifte år fra 19 til 20, det taler vi meget mere om end krigen i Kosovo. Peter Schmeichel vinder Champions League, det er det år. Endnu en Kennedy får en dramatisk død, Jordans Kong Hussein dør til gengæld af kræft, men Lance Armstrong, som lægerne kun havde givet 5% chance for at overleve en aggressiv og fremskreden kræftsygdom, vinder meget overraskende Tour de France, selvom alle hans konkurrenter er dopede og verdens befolkningstal runder 6.000.000.000.
Da jeg var 33, flyttede jeg fra min kæreste. Det begyndte at ligne et mønster. Jeg kunne ikke blive enig med nogen kvinde om, hvordan vi skulle leve. "En dag siger jeg mit job op og skriver en roman", sagde jeg. "Du har ikke noget job", sagde hun. Jeg var et par år forinden blevet færdig med mit filosofispeciale, som jeg nu sad og skrev om til en tyk bog. Så meget filosofi havde jeg hverken læst eller skrevet, mens jeg faktisk studerede filosofi. Jeg brugte tre intense år på den bog. Den handlede om fremmedgørelse og om, hvordan man kunne forestille sig at løse dette fundamentale menneskelige problem. Jeg havde løsarbejde som postpakker på TV 2 i Odense og ville hellere blive boende i den billige lejlighed i Godthåbsgade og så have tid til at gøre min filosofibog færdig end at have et hus på Nordfyn, og finde et fuldtidsjob. Men flytte skulle jeg, så jeg flyttede ind i Mester Eriks lejlighed. Han bryggede vist stadig mjød dengang. Det holdt 17% og smagte som sherry. Lejligheden stod tom på hverdage, hvor han var ude af byen for at arbejde. Så sad jeg der bag de nedrullede og nørdede med Marx, Bergson, Bloch, Gorz og Aristoteles, eller naboerne, Benni og Trine kiggede forbi. De var lige blevet kærester igen, og Benni var virkelig ved at få greb om guitaren. Jeg kan ikke huske, hvor jeg tog hen i weekenderne. Måske til Huset i Absalonsgade, som var ved at gå i opløsning, ikke selve huset, naturligvis, men Huset. Måske tog jeg til mine forældre i Middelfart. Et par måneder efter købte jeg alligevel en lejlighed på Skibhusvej, hvor jeg tilbragte i mit sidste år i Odense. Det var før boligkrisen. Nu falder priserne snart, sagde alle, de kan ikke blive ved med at gå op, men jeg tjente 80.000 kr. på at eje den skide toværelses i to år. Mange tjente ligefrem mere på at bo end på at arbejde. Her så jeg Brødrene Olsen vinde med 'Smuk som et stjerneskud' i Sverige. Da jeg havde set og hørt dem synge, var jeg ikke i tvivl om, at de ville vinde, og jeg kunne ikke engang lide melodien. Jeg så Bjarne Riis' cykelrytterkarriere rinde ud med en 11. plads i Tour de France.
Der var stadig filosofisk fodbold på B1913's baner hver fredag med Kagge, Jesper Hald, Joachim, Simse, Sørensen, Thomassen Nico, Frank og Ulf var vist også med på det tidspunkt. Det var der, vi blev til mennesker.
På min 33-års fødselsdag var jeg i skole igen. Jeg tog en lille efteruddannelse som kommunikationsmedarbejder. En af de andre studerende var forfatteren Thøger Jensen, der havde gået på Forfatterskolen, som jeg ellers intet havde hørt om, men seks-syv år senere besluttede mig for selv at søge ind på. Thøger havde lige debuteret med den vældigt gode "I vores familie kan vi ikke lide ubåde", som på omslaget hævder at rumme 40 noveller, men der er kun 39, og den længste er på halvanden side. Sammen med det finurligt erfarede hverdagsliv, som de små tekster fremviser, gav den pudsige overdrivelse på omslaget mig på den særeste vis lyst til at læse ny dansk litteratur igen efter flere års pause. Det var efteråret 1998.
Samtidig vurderede Filosofisk institut i Odense min endnu ufærdige filosofibog til at være kvalificeret som Ph.D.-afhandling, men jeg skulle deltage i nogle Ph.D.-seminarer og have noget undervisningserfaring, før jeg kunne få lov at forsvare afhandlingen. I foråret 1999 underviste jeg så et meget talentfuldt idehistorikerhold på Århus Universitet i 'Den unge Marx'. Jeg ved ikke hvor mange af dem, der tog varigt skade, men en af dem meldte sig i hvert fald siden ind i Enhedslisten, en anden i SF. Det er blevet rigtig godt igen. Men der blev aldrig noget forsvar, dels fordi jeg var nervøs for selve forsvarshandlingen. Jeg vidste, at en blot nogenlunde kløgtig opponent sagtens ville kunne finde aspekter, som jeg ikke havde tænkt over, ved et af de alt for mange behandlede problemer. Jeg havde spredt mig over for meget. Dels lykkedes det mig pludselig efter flere års forgæves forsøg at få fast arbejde på forlaget Klim i Århus. Her skulle jeg redigere filosofi-, pædagogik- og debatbøger, og den mulighed for at arbejde et sted, hvor jeg kunne kombinere mine filosofiske og politiske interesser, og måske endda de litterære, fristede mig langt mere end en Ph.D.-titel. Klim var på det tidspunkt stadig et forlag med en tydelig antiautoritær og socialistisk udgivelsespraksis, og det var både kollektivt ejet og ledet, og man kunne få lov at have fingrene i alle dele af arbejdet med bøgerne, følge en bog fra projekt til restoplagsmakulering. Det var en romantisk drøm for mig. En drøm, som naturligvis kun var blevet stærkere af den intense nørden rundt med fremmedgørelsesproblematikken.
Ude i verden beordrer Clinton luftangreb på Irak, UNSCOM trækker alle våbeninspektører hjem og euroen bliver etableret; det har ikke noget med hinanden at gøre. Naomi Klein sidder i Canada og skriver NoLogo, som forlaget Klim siden kommer til at udgive på dansk og Hugo Chavez bliver præsident i Venezuela. Alle frygter År 2000-problemet, at alle digitale komponenter i dittenogdatten vil gå amok, fordi de ikke er lavet til at kunne skifte år fra 19 til 20, det taler vi meget mere om end krigen i Kosovo. Peter Schmeichel vinder Champions League, det er det år. Endnu en Kennedy får en dramatisk død, Jordans Kong Hussein dør til gengæld af kræft, men Lance Armstrong, som lægerne kun havde givet 5% chance for at overleve en aggressiv og fremskreden kræftsygdom, vinder meget overraskende Tour de France, selvom alle hans konkurrenter er dopede og verdens befolkningstal runder 6.000.000.000.
Da jeg var 33, flyttede jeg fra min kæreste. Det begyndte at ligne et mønster. Jeg kunne ikke blive enig med nogen kvinde om, hvordan vi skulle leve. "En dag siger jeg mit job op og skriver en roman", sagde jeg. "Du har ikke noget job", sagde hun. Jeg var et par år forinden blevet færdig med mit filosofispeciale, som jeg nu sad og skrev om til en tyk bog. Så meget filosofi havde jeg hverken læst eller skrevet, mens jeg faktisk studerede filosofi. Jeg brugte tre intense år på den bog. Den handlede om fremmedgørelse og om, hvordan man kunne forestille sig at løse dette fundamentale menneskelige problem. Jeg havde løsarbejde som postpakker på TV 2 i Odense og ville hellere blive boende i den billige lejlighed i Godthåbsgade og så have tid til at gøre min filosofibog færdig end at have et hus på Nordfyn, og finde et fuldtidsjob. Men flytte skulle jeg, så jeg flyttede ind i Mester Eriks lejlighed. Han bryggede vist stadig mjød dengang. Det holdt 17% og smagte som sherry. Lejligheden stod tom på hverdage, hvor han var ude af byen for at arbejde. Så sad jeg der bag de nedrullede og nørdede med Marx, Bergson, Bloch, Gorz og Aristoteles, eller naboerne, Benni og Trine kiggede forbi. De var lige blevet kærester igen, og Benni var virkelig ved at få greb om guitaren. Jeg kan ikke huske, hvor jeg tog hen i weekenderne. Måske til Huset i Absalonsgade, som var ved at gå i opløsning, ikke selve huset, naturligvis, men Huset. Måske tog jeg til mine forældre i Middelfart. Et par måneder efter købte jeg alligevel en lejlighed på Skibhusvej, hvor jeg tilbragte i mit sidste år i Odense. Det var før boligkrisen. Nu falder priserne snart, sagde alle, de kan ikke blive ved med at gå op, men jeg tjente 80.000 kr. på at eje den skide toværelses i to år. Mange tjente ligefrem mere på at bo end på at arbejde. Her så jeg Brødrene Olsen vinde med 'Smuk som et stjerneskud' i Sverige. Da jeg havde set og hørt dem synge, var jeg ikke i tvivl om, at de ville vinde, og jeg kunne ikke engang lide melodien. Jeg så Bjarne Riis' cykelrytterkarriere rinde ud med en 11. plads i Tour de France.
Der var stadig filosofisk fodbold på B1913's baner hver fredag med Kagge, Jesper Hald, Joachim, Simse, Sørensen, Thomassen Nico, Frank og Ulf var vist også med på det tidspunkt. Det var der, vi blev til mennesker.
På min 33-års fødselsdag var jeg i skole igen. Jeg tog en lille efteruddannelse som kommunikationsmedarbejder. En af de andre studerende var forfatteren Thøger Jensen, der havde gået på Forfatterskolen, som jeg ellers intet havde hørt om, men seks-syv år senere besluttede mig for selv at søge ind på. Thøger havde lige debuteret med den vældigt gode "I vores familie kan vi ikke lide ubåde", som på omslaget hævder at rumme 40 noveller, men der er kun 39, og den længste er på halvanden side. Sammen med det finurligt erfarede hverdagsliv, som de små tekster fremviser, gav den pudsige overdrivelse på omslaget mig på den særeste vis lyst til at læse ny dansk litteratur igen efter flere års pause. Det var efteråret 1998.
Samtidig vurderede Filosofisk institut i Odense min endnu ufærdige filosofibog til at være kvalificeret som Ph.D.-afhandling, men jeg skulle deltage i nogle Ph.D.-seminarer og have noget undervisningserfaring, før jeg kunne få lov at forsvare afhandlingen. I foråret 1999 underviste jeg så et meget talentfuldt idehistorikerhold på Århus Universitet i 'Den unge Marx'. Jeg ved ikke hvor mange af dem, der tog varigt skade, men en af dem meldte sig i hvert fald siden ind i Enhedslisten, en anden i SF. Det er blevet rigtig godt igen. Men der blev aldrig noget forsvar, dels fordi jeg var nervøs for selve forsvarshandlingen. Jeg vidste, at en blot nogenlunde kløgtig opponent sagtens ville kunne finde aspekter, som jeg ikke havde tænkt over, ved et af de alt for mange behandlede problemer. Jeg havde spredt mig over for meget. Dels lykkedes det mig pludselig efter flere års forgæves forsøg at få fast arbejde på forlaget Klim i Århus. Her skulle jeg redigere filosofi-, pædagogik- og debatbøger, og den mulighed for at arbejde et sted, hvor jeg kunne kombinere mine filosofiske og politiske interesser, og måske endda de litterære, fristede mig langt mere end en Ph.D.-titel. Klim var på det tidspunkt stadig et forlag med en tydelig antiautoritær og socialistisk udgivelsespraksis, og det var både kollektivt ejet og ledet, og man kunne få lov at have fingrene i alle dele af arbejdet med bøgerne, følge en bog fra projekt til restoplagsmakulering. Det var en romantisk drøm for mig. En drøm, som naturligvis kun var blevet stærkere af den intense nørden rundt med fremmedgørelsesproblematikken.
torsdag den 21. februar 2013
fredagens digt 22.2.13
22-02-2013 / Fredagsdigte / 0 kommentarer
Suverænens tale
0 0
0
Suverænens tale er det spyd dér. Det er en talehandling. Jeg skal fange gnisten med tænderne, men ikke sende tilbage. Kun det. Jeg sidder ikke i plyds. Og bliver ikke genindsat hver gang han taler til mig, for øjnene, hans, er lukkede helt i. Den mekaniske dukke er ikke et sovedyr. Det gør vi lige helt klar for alle, der måtte følge med i salen, som osse er scenen, som osse er salen. DET er hamselv.
“Jeg erklærer herved,” siger suverænen ”at du har et spørgsmål. Mit svar er mit svar, og for hver gang jeg dør, så skal du lægges med på bålet som en enke.”
Øjenlågene passer ikke til figuren. Han der skulle se så oplivet ud, poserede med halvlukket blænde, så man fornemmede et træt og kun halvt insisterende engagement i folkesagen. Det lille bluffnummer.
Disney kunne klare dukkens nedstirrende blik med en let syning og lidt botex fra siden af øjeparret. Suverænen er jo Disney-like, din lille skærmtrold. Han er et realityshow. Det ved du. Suverænen er. Suverænen spiller on behalf of Suverænen. Suverænen får åbnet dåsen ved dekret. Han tager min uniform på mig. Ved dekret. Strammer den? Spørger han ikke.
Det er dog et teatralsk liv, men det virker. Jeg modtager klart dramaturgisk spillet, tak. Jeg spiller den suverænes modtager. Jeg er røret, hvorigennem der skal spørges og svares.
Hos den fuglelignende beriderske smælder de lange øjenvipper som en blomsterfælde. Kunne matche hele vejen ned og igen ad de km-lange ben, så ladylike. Så Gucci, så Vertacci, så Prada. Vis mig igen dit cv. Og man ser, du har været vicepresident for flokken af alt levende i byen. Eller din mand har.
Hvad rager det da mig. Fru account key manager, fru Lars Andersen, fru formand for garderforeningen, fru L. Andersen. Fru bankdirektør Andersen. Går du også i graven for din mand?
Suverænens tale er det spyd dér. Det er en talehandling. Jeg skal fange gnisten med tænderne, men ikke sende tilbage. Kun det. Jeg sidder ikke i plyds. Og bliver ikke genindsat hver gang han taler til mig, for øjnene, hans, er lukkede helt i. Den mekaniske dukke er ikke et sovedyr. Det gør vi lige helt klar for alle, der måtte følge med i salen, som osse er scenen, som osse er salen. DET er hamselv.
“Jeg erklærer herved,” siger suverænen ”at du har et spørgsmål. Mit svar er mit svar, og for hver gang jeg dør, så skal du lægges med på bålet som en enke.”
Øjenlågene passer ikke til figuren. Han der skulle se så oplivet ud, poserede med halvlukket blænde, så man fornemmede et træt og kun halvt insisterende engagement i folkesagen. Det lille bluffnummer.
Disney kunne klare dukkens nedstirrende blik med en let syning og lidt botex fra siden af øjeparret. Suverænen er jo Disney-like, din lille skærmtrold. Han er et realityshow. Det ved du. Suverænen er. Suverænen spiller on behalf of Suverænen. Suverænen får åbnet dåsen ved dekret. Han tager min uniform på mig. Ved dekret. Strammer den? Spørger han ikke.
Det er dog et teatralsk liv, men det virker. Jeg modtager klart dramaturgisk spillet, tak. Jeg spiller den suverænes modtager. Jeg er røret, hvorigennem der skal spørges og svares.
Hos den fuglelignende beriderske smælder de lange øjenvipper som en blomsterfælde. Kunne matche hele vejen ned og igen ad de km-lange ben, så ladylike. Så Gucci, så Vertacci, så Prada. Vis mig igen dit cv. Og man ser, du har været vicepresident for flokken af alt levende i byen. Eller din mand har.
Hvad rager det da mig. Fru account key manager, fru Lars Andersen, fru formand for garderforeningen, fru L. Andersen. Fru bankdirektør Andersen. Går du også i graven for din mand?
digt 84
Repræsentation, on behalf of me
1. De kender det, min Herre, de ligger i badekarret med
37 grader varmt vand. De selv har osse 37 og fornemmelse af at svæve eller i
det mindste at mærke kroppen forsvinde. Og først når vandet igen afkøles, vender
organer og lemmer tilbage. Man mister sig selv hver gang, men så melder verden
sig så lykkeligt eller ulykkeligt, og man stiger op.
2. Jeg deler ikke smerten med dig. Det skal du vide. Jeg går rundt alene med dig og enhver. Dig og enhver er ikke det samme. Det skal du vide.
3. Jeg plejer at foretage de samme rituelle bevægelser igen og igen. Som havde jeg set det hos andre. Overholder kødannelsen, som det står i regulativet.
2. Jeg deler ikke smerten med dig. Det skal du vide. Jeg går rundt alene med dig og enhver. Dig og enhver er ikke det samme. Det skal du vide.
3. Jeg plejer at foretage de samme rituelle bevægelser igen og igen. Som havde jeg set det hos andre. Overholder kødannelsen, som det står i regulativet.
Jeg forsøger at opnå samme temperatur som tingene og som du min ven. Du meddeler mig, at det ville være bedst at du lyttede lidt mere til andre; mener du almenvellet, og hvad har vi. Jeg kan ikke få kropstemperaturen op til det niveau, hvor jeg forstår, tror jeg forstår, men rationelt er det vel. Hækken skal klippes inden sankt hans. Og jeg ser i kalenderen, det er d.23 nu.
Og dertil hører en hækkesaks, et åbent sind, en lyst til ikke at skave sig. Min nabo er min nabo er min nabohjælp. Se den gule etiket på dørstolpen.
4. Jeg ved at selvmordet findes som et tilbud. God dag, jeg vil gerne se på et selvmord. Men sådan står det ikke fremstillet nogetsteds. God dag, Har De noget nyt i tabuer. Noget med ikke at spise samme race, som man selv tilhører. Ikke noget kanibali. Madam høne, spis ej en anden Madam Høne. En ko står opstaldet med alm reb. Der er kun en og så dens kalv. Den producerer ca 16 l mælk om dagen. Kalven får den ene liter. Og resten fodres tilbage i koen, den glade giver.
Hvad er der galt, Søstersøn. Recycling. Men det gør man bare ikke. Velsagtens. Man må ikke spise mennesker heller. Læste om lemlæstelser i Vestafrika. Det tabu snakker man om at opnormere, men ikke helt op på kannibaliniveau. Hvad er risikoen. Lemmerne skal naturligvis bortskaffes reglementeret.
Incestforbuddet går tilbage til empirisk risikoforskning om deformiteter.
5. Hvis mit legeme var identisk med dit.Kropstemperaturerne og smerten ville følge de samme isotermer. Nej nok ikke.
Kloning sat i system ville kunne øge empatien.
Hvordan mødes menneskeheden på en mere substantiel måde, med de mange ferieformer og solcremer og brødtyper.
Jeg forglemmer mig, når jeg er opslugt.
Så er det altså svært at bemærke at nogle står op i køretøjet,
og det er svært alligevel at se global opvarmning. Den ved bedst for mig.
Men jeg kan alligevel ikke røre mig i den tekst. Vi er ikke i den.
6. Jeg mødtes i går i min egen alder. Med min egen alder.
7. Elpærer er i dag religiøse. Men de er en flok hedninge efter min bedste mening. De intimiderer mig. Indsamlinger intimiderer mig. Plejer og burde og vær fremkommelig og fremsig en mening, -der godt nok skal afstemmes med alm meningsdannelse. Nja, det er nu osse godt nok.
8. Disse værelser og lofter repræsenterer sandheden. En slags kirkes mursten som overhældes usynligt med usynligt helligt vand, der er usynligt. Nej, jeg bemærker dryp på huden.
Det usynlige kan man godt mærke. Man kan mærke en besparelse på huden. En besparelse kan opnå samme gradtal som det stykke hud, det rammer.
(.......)
onsdag den 20. februar 2013
Lise Hupfeldt spillede polske [winjawski] til litteratur- og musikarrangementet på Fre*dina, Viborg i går aftes
info: Henryk Wieniawski, 1835-1880, polsk violinist og komponist; bror til Józef Wieniawski. Han var vidunderbarn og blev livet igennem fejret som virtuos i Europa, Amerika og navnlig Rusland. Han kombinerede fransk violinstil med slaviske elementer i sine salonprægede stykker for violin og klaver eller orkester og i de to violinkoncerter, hvoraf den anden i d-mol (1862) er hans hovedværk.
Sixten Elia, min gamle ven, og e-bog og Erik Scherz...
Den digitale legeplads savner forfattere
Foto: FRANK RUMPENHORST
Har du nogensinde siddet med en bog og ønsket, at du selv kunne bidrage til handlingen? Det kan du i Svend Åge Madsens bog »Dage med Diam eller Livet om natten«, der godt nok udkom i 1972, men ifølge forfatteren først blev forløst, da den i slutningen af 2012 udkom digitalt.
Læseren får efter hvert kapitel to muligheder for videre læsning, og i den digitale udgave kræver det blot et enkelt tryk at navigere sig videre i fortællingens grene.
I 1972 blev den slags brud med den lineære form kaldt hypertekst. Svend Åge Madsen var blandt de første pionerer, men det var før hyperlinks, og læseren bladrede rundt i bogen.
I dag fylder hypertekst så stor en del af de fleste danskeres læsevaner, at vi knap nok tænker over det mere. Vi klikker videre fra én artikel til en anden artikel om samme emne og videre til sociale fora, hvor vi kommenterer artiklen og læser noget, som en gammel bekendt har skrevet i forbindelse med den.
En ny, fragmenteret litteratur Hypertekst er hverdag. Alligevel bliver det meste skønlitteratur stadig holdt inden for papirets trygge rammer.
»Jeg har svært ved at se de unge forfattere, der arbejder seriøst med digital litteratur,« siger Toke Riis Ebbesen, direktør for det lille forlag Replikant, der står bag genudgivelsen af »Dage med Diam eller Livet om natten«.
Merete Pryds Helle er blandt de få undtagelser. Det samme er digteren Erik Scherz, der ligesom Toke Riis Ebbesen har oprettet sit eget forlag, Weltscherz, for at udgive digital litteratur.
I sidste uge udgav han en tekstinstallation af Sixten Elia med titlen »Totenkopf Express«. Her kan læseren følge et net af togskinner rundt på computerskærmen og klikke ind på digte undervejs.
»Den verden, jeg lever i, er fragmenteret. Alting er hele tiden i dialog med alt andet. Digital litteratur afspejler den virkelighed,« siger Erik Scherz. Hverken Toke Riis Ebbesen eller Erik Scherz blæser til kamp mod papiret. Men de savner, at forfattere og forlag i højere grad leger med de nye muligheder.
»Jeg tror stadig på handlingen at sætte sig ned og læse. Men jeg er ikke sikker på, at det skal være som bog. Formatet skifter. Men det er ikke formatet, der er vigtigt, det er forholdet mellem forfatter og læser,« siger Erik Scherz.
Han peger på, at netop det forhold kan blive tættere med e-bogen. Her kan læseren komme med kommentarer direkte til forfatteren. Han kan endda foreslå, hvad der skal ske i næste kapitel eller sætte et link ind i teksten, der henviser til en udvidelse, han selv har skrevet eller fundet andetsteds.
»Det er svært at se i dag, hvad vi egentlig kan bruge, og hvad der fører ud i blindgyder. Vi er kun ti år inde i e-bogens levetid og kan kun se toppen af isbjerget i forhold til muligheder. Men det er jo spændende i sig selv,« siger Toke Riis Ebbesen.
tirsdag den 19. februar 2013
mandag den 18. februar 2013
Alb
Vi er ved at stykke
Festivalen åbner onsdag d. 17. april kl. 19.30 på Svendborg Bibliotek med optræden af digterorkesteret ‘Ak Du Lyver Albertine’ og den lokale spoken word ekvilibrist Lasse Nyholm.
Se meget mere om festivalen under Program og Om OOS i menuen for oven. Eller se det foreløbige
Festivalen åbner onsdag d. 17. april kl. 19.30 på Svendborg Bibliotek med optræden af digterorkesteret ‘Ak Du Lyver Albertine’ og den lokale spoken word ekvilibrist Lasse Nyholm.
Se meget mere om festivalen under Program og Om OOS i menuen for oven. Eller se det foreløbige
Kaptajnsnote 12, om logik og prædikativtilføjelse til emners beskrivelse (logikken).
Kaptajns note 12
Kaptajns-note 12
Logikken lever sit
eget stille aksiomatiske liv.
Sproget kører efter emne/subjekt og dertilhørende prædikativ påfyld.
Fint
nok at vi fx har a+b=b+a hvor genstandene stadig
er de samme ->en hund og en symaskine=en symaskine og en hund (ingen kausalitet, kun adderende so to speak)
Og fint nok at a=a
altså at kat=kat
En pistol er en
pistol, en viking en viking. En avekat er en avekat.
Hvordan udvidelsen, prædikatet b kan komme ind i ligningen er mig
uforståelig
FOR
A kan ikke være lig a+ noget mere
Eksempel: vi tager et fjernsyn (A) og vi smækker et prædikat
B på. B = medier
A tilhører gruppen B, men A er ikke lig B…. Det ligner en glidning, hvor man siger: et
fjernsyn er lig medier som mobiltelefon, computer etc,
men et fjernsyn er ikke en mobiltelefon.
Nu kan man så at ved at sige at A er en del af en gruppe B,
som er en prædikativ udvidelse
Så er der tale om en nominalistisk knips..man laver lige et
samlebegreb out of the blue.
Og kom nu ikke og sig at ”det at tilhøre en klasse ikke er
en prædikativ udvidelse”
ps Mindes , ja, måske var det Harly Sonne og hans datter. De står og betragter en cykel. Faderen peger på cykelklokken og siger: Det er en cykelklokke- Hvortil barnet siger: Nej far, det ER ikke en cykelklokke Det HEDDER en cykelklokke.
En anden rimelig nominalistisk diskussion, for i udgangspunktet -allerede altid har vi en cykelklokke, men ligger navnet immanent forlods i genstanden eller hvad(?)
Analogien til øverste del er vel bl.a. om der til cykelklokken (A) tilføres navnet (B), og set i det aspekt, så er barnets replik interessant, for hun peger på at vi pragmatisk har måttet navngive dingenoten.Plus at hun faktisk derved generelt problematiserer kategorisering.
søndag den 17. februar 2013
DNA 33, digt
Dna 33
På spiralens genom (34b) var punktet for min kejthåndethed
En plads længere ude på strengen står at jeg netop på en
novemberdag som i dag ikke ville føle mig tilskyndet til at stå op og gå ud og se
på nogle tilfældige, frådende bølgetoppe
med hvidt skum, hvad
sku det dog til for?
En god lovende dag, der så alligevel forstyrres af om det søde menneske til Anders Smidt får sit patent. Og jeg kender ikke manden.
Jeg valgte at tænke det hele igennem. Stod op et kvarter
efter.
Intet skete. Hvilket var i strid med det jeg følte.
Fem lad os sige 5 my længere nede på strengen var styringen af
familiens vrangvillighed placeret.
Hans smålyst til retorisk at overbevise om at en tresporet
motorvej til grænsen er ok.
Under 5 a-genomet stod jeg til at skulle kunne forbedre
Wankelmotoren,
men den kommer aldrig i produktion igen.
Latent ligger den og tøffer i mit kød.
Og som 22-årig kom "det" til mig (fænogen 114) om at afløse
Baldur Peitersen som leder af lodstjenesten, men det bliver ikke til noget,
skal det vise sig. Hele tiden træder en bremsemekanisme i funktion, som igen
og igen overruler alle ideer.
På den anden side: Der må jo være et (større) genom for dementi og skepsis, som jo fylder mig helt ud.
Evnen til at skille det virtuelle fra det faktiske er det placeret
som genomforbindelse?
Den muskel der sender valmuer gennem glas, stoppes af et
eller andet, Det må du jo indrømme.
Afstanden mellem to af mine kropsdele (nærmest amputerede
fødder , trafikulykke) må vel for pokker influere på gen-strengen, men gør det
jo ikke. Da det er indkodet fra starten. ("Langdistanceløber" sic! og hellige ironi).
Altså dnamæssigt skulle der ligge en pilot i mit ærme. Men
det kan jeg og amputerede lemmer hurtigt tilbagevise.
Ørerne kan sikkert rettes til. Men hvad sku det hjælpe.
lørdag den 16. februar 2013
Viborg-arrangement nu onsdag d.20.2.
CAFREDINA 20.2. 13 VIBORG
(mellem kl 18
og 19 er der mulighed for spisning, bestilles på
31137266)
Klokken 19:
ORD OG MUSIK
Knud Steffen
Nielsen med gæster:
Erik Kock, ord og så vid’re
Lis Hupfeldt
Nielsen, violin
Fri entré
Støttet af:
STATENS
KUNSTRÅD
|
13 år Kaptajnen, Hauptmann Lúbcke og jeg passiarer om generation, alder etc
(foranlediget af Kaldsbrev på det digitale medium: Facebook)
Foto: Hauptmann Lùbcke som ung Kadet
Foto: Hauptmann Lùbcke som ung Kadet
Men jeg refererer fra samtalen./KS
Sad og passiarede med min ven, Hauptmann Lübcke, over en
lille cognac. Vi snakkede generationer
og slægtsled ,og hvordan det for ham var at have været fx 13 år. Hvad skal jeg tage fat i? Kklædedragt,
måske.
Det interessante er
ikke spidsbukser eller knickers, men relationen, fortsatte L. Går de andre osse
i knickers og knæbukser eller… Det
betyder noget. For ve und Schmerz at stikke ud på den måde.
Har prøvet at stille
med forkert Tornister (skrevet og udtalt med i som i ildebrand) in der
Vorschule.
Hver generation er et falsum, fortsatte han. Det svarer til, at begivenheder kun ka
indfinde sig mellem kl 17 sharp og 18 sharp.
Sådan kører livet. Til hest med indholdsløse redigeringsprincipper. Und
doch, kom det formildende.
Hauptmann: Jeg købte 5 styks smøger hos den blinde købmand i
Havnegade i Mainz.
Men tegner de
forbudte cigaretter bagtæppet eller gør
den rytmiske musik som min forældre, gud velsigne deres sjæle, de kaldte det
negermusik. Men er det nok til at indfarve bagtæppet, da man fx var 13.
Så var der maden,
kedsommelig; der var skolen, der var en mangel på frihed og på forståelse. De
lærere, der så alligevel ku se igennem deres beføjelser i ordentlighed. Det er
interessantere end selve beføjelserne.
Og væsentligere end generationskategorien, der jo kun er en titel, et
navn. Hvad er generationens navn. Firserne. Halvtredserne. And so what? Nå det væsentligere er
netop den, der bryder normerne som fx læreren.
Han var en hård hund
som gårdvagt. Det var sne. 1300 børn ude i vintervejret. Med masser af snebolde
i luften. En rammer Hr Grumme Gårdvagt.
Han farer hen til mig og uddeler mig en rask kindhest. Men det var
tilfældigvis ikke mig. der havde ramt ham.
Vel, man høl måske lidt. Næste frikvarter opsøgte han mig,
brødebetynget, tog sin portemonnai op og gav mig en tier eller cirka
deromkring. Godt nok havde han gjort
hårdt brug af sine beføjelser: den strikte norm, først.
Men ingen norm i tiden som sådan havde tilsagt ham efterfølgende at vise retskaffenhed. Og derfor kunne jeg i den sammenhæng sluge tingen fra det foregående frikvarter. Der var håb for menneskeheden.
Men ingen norm i tiden som sådan havde tilsagt ham efterfølgende at vise retskaffenhed. Og derfor kunne jeg i den sammenhæng sluge tingen fra det foregående frikvarter. Der var håb for menneskeheden.
En alder, en generation, jow ja selvfølgelig er der en smule
ræson i at lave inddelingerne, så det er muligt at snakke på fælles grundlag.
Hauptmann L videre: Den rytmiske musiks kommen var for mig
et slag gennem tapetet. Havde lyttet til
populærmusikken som en slags herlig afart af operette-prosodien, som igen vel
var en god afart, men en udtynding af
operasangmåden. Noget artificel, må man sige.
Men det var jo det vi var vænnet til. Det er så kun en del af farven på bagvæggen. Ja. fortsatte han. Og for så vidt ligegyldigt.
Men det var jo det vi var vænnet til. Det er så kun en del af farven på bagvæggen. Ja. fortsatte han. Og for så vidt ligegyldigt.
Det interessante er
at ophæve biologisk alder som en del af samværet, samtalefaconen. Som ung,
sagde han, var der et tydeligt filter over for rang og over for alder. Hatten
af, når man mødte Hr Pastor Priegel eller fru Sanatorieforstander Jochen Sandries.
Og bukken, nejen og skraben for de ældre i og uden for familien og tale med dem
var jo besværlig gennem det filter af Referenz og respekt….Og skabte jo
Distanz, som ikke kan bruges til noget som helst. Parametret biologisk alder er
som se folk på deres hudfarve.
Vi skålede og tog det sædvanlige spil skak. Jeg elsker den
katalanske åbning.
Abonner på:
Opslag (Atom)