svar på etelleranden om bog og idé

Hvornår i dit liv vidste du, at du havde trang til at arbejde med det skrevne ord?

Opdagede som barn kraften i at bruge kæft, kæften. Oftest med fordel. Præmien kunne dog sagtens vise sig at være et par på ørerne.

Der var jo en tante ved siden af, der kunne fortælle drengens mor, at knægten lige før havde stået på gaden og råbt "Fede" efter slagterens bydreng. Og forsøget på at gøre sagte ord gode igen med: ”Du er slet ikke fed” fungerede ikke optimalt.  Tilbagekaldelse har svære vilkår.

Skriften kom langsomt sivende ind som små kroge, man ku hænge udsagn op på, hypotetiske eller  faktiske. Og især at kunne høvle allerede sket smukt til var en sproglig potent opdagelse.

Hvad er vigtigst, selve det at skrive eller at blive læst?

Præmissen er jo at skrive. Så komme, hvad komme skal:  

Palle Alene i Verden ser pludselig, at forældrene ikke er der. Ingen til at bekræfte hans væren-til. Han forsvinder ind i det blik, der ikke er der. Og slikorgie og sporvognskørsel gør det ikke helt.

 Hvilken bog ville du ønske, du kunne komme til at skrive?

Vil skrive en mursten, slentrende som en fortabt spillemand, der først sent finder ud af, at han hedder Stanley og leder efter Dr Livingstone, og hvis han finder ham, så indser han: det var ikke det.

Linjerne skal invaderes af fatale forhold, jeg ikke forlods kender, og være uden hensigt.

Det ikke må kunne opføres som musical.

Jeg vil forholde mig til tid, der er elastisk på en anden måde, end skriven er. Tidens nu, der har slettet den søde regnefrøken i 1. klasse dengang. Tiden fiser af sted uden at se sig tilbage, mens skriften holder fast i hende, det dejlige væsen. Mindes hendes yndige frisure, nej, fletter det på ny.

Sådan er det: Det fine missil, vi kalder tid, har sin dagsorden.

Og skriften fører sit eget plastiske liv. Tilbyder som et andet tivoli karruseller og skydetelte, hvis man lige står og mangler.

Og så skal der være et kapitel om politisk idioti: Readymades, der daler direkte ned på papiret om vielsesringe, der uretmæssigt trækkes af fingre.

Jeg sagde godt nok, der ikke skulle være nogen hensigt.  Sorry.

Det giver en kløft mellem sprog og verden, der ikke bare kan skrides henover.  Lige dér, sammen med en troskyldig beretning om politisk idioti, et brændende cirkus og måske tre faldne kvinder, man må rejse op igen og igen.

 Sidst et par ord om den dampmaskine, man ventede forgæves på hver jul. Og måske stadig venter på.