Kugeln fortsætter sin tale fra sit sidste opslag.

Den rene eksistens. Sartre: væren-i-sig-selv

(Roquentin sidder i en park og stirrer på en sort trærod og føler pludseligt at trærodens eksistens ligefrem borer sig i ham…det går op for ham at han er ude af stand til at forklare den eller forstå, fordi han kan ikke længere være i forhold til den):

Eller rettere: roden, havelågerne, bænken, plænernes  grønsvær var forsvundet. …individualiteten var en ydre skal, der var forsvundet   tilbage var en skræmmende nøgenhed.

Knudret uden navn, ubevægelig, fascinerede roden mig, fyldte mine øjne…det nyttede ikke at sige: dette er en rod---det virkede ikke længere. Jeg var godt klar over at man ikke ku slutte fra dens funktion som rod, som opsugningsmaskine..til dette,  til denne hårde kompakte sælagtige hud, dette olieagtige, ru og utilgængelige udseende. Funktionen forklarede intet, den gjorde det muligt at forstå i store træk, hvad en rod var for noget, men overhovedet ikke denne bestemte rod. 

 

Han kan ikke sætte den i forbindelse med noget uden for den selv, rodens væren-i-sig-selv undslipper benævnelsen. Roden er unævnelig. Han kan ikke tænke eksistensen, for den bogstavelig talt har invaderet ham og gjort ham selv til en ting. ” Eksistensen er en fylde, som mennesket ikke kan forlade. Man er indfoldet.

Og dog: Mennesket har mulighed for at slippe eksistensen, fordi det ikke er ren eksistens, tings-eksistens-være-i-sig-selv- MEN er nemlig samtidig BEVIDSTHED OM EKSISTENS,  væren-for-sig-selv. Bevidstheden kan stille spørgsmål til sigselv.

Det er evident, at tingene eksisterer uden for min bevidsthed og uafhængigt af den. Verden eksisterer uden for bevidstheden, men får først struktur og mening i forhold til bevidstheden. I almindelighed er eksistensen skjult. Den er omkring os, i os, den os, man rører aldrig ved den. Eksistensen er tom form. Men nu og her var det klart som dagen: eksistensen havde afsløret sig. Ikke en uskyldig abstrakt kategori. Den var selve tingenes råstof, denne rod var formet i eksistens.

De der øjeblikke er usammenhængende, men man kan organisere er så pointen, nemlig ved at fortælle dem, er bogens udsagn.

Vi står lidt i en cocktailshaker på en vaklende klode uden noget cogito/vished udover sanserne.