Fra Kaptajnens Logbog (27)Om volumens komplementaritet i forhold til argumentation

Om volumens komplementaritet i forhold til argumentation og tilsvarende skønheds komplementaritet i forhold til argumentation og overtalelseskraft.

To grafer, men dog formuleret som ord og sætninger

I   (første graf) 

De største i volumen fyldte herning-gågaden før og efter ishockeyen. Der ville ligesom ikke være plads i Rigsvåbnet til bare en eneste af dem. Mens de sang kampsange med omkvædet olay og hu og hu og OG dem kan ingen tæske, måske omvendt, at dét var selve sangen og så bare uden choruslines.  Det handlede om kvantitet, om volumen og så pilsnersk øl for resten af pengene eller for alle pengene. Store flader og store pensler.  Håret fjernet. Huden tatoveret som sørøvere.

Kroppen definerede gårdvagten. Jo større skuldre, biceps og bringe, jo mindre spanskrør nødig, ja sådan rundt regnet var det. Der var rigelig kommunikativ kraft i skulderpartiet, og det hvilede han i. Ordet var ikke liiige hans hjem.

Og lige således sergenten. Den bette pistne havde ikke krop, men kompenserede så ved sin røst.

Og kordegnen på de to meter erobrede rummet, fx kirkerummet, så præstens ornat næsten tørrede ind sammen med autoriteten som støv, siger jeg.  Præsten prøvede –forgæves- at hente det manglende ved hjælp af korpulent kone. Og lidt hjalp det trods alt. Så prøvede han at opnormere sine argumenter, hvilket nyttede så lidt, men de sætninger han plejede at bruge blev modtaget bedre. Uagtet at intet var sket, der ku begrunde det.

II  (anden graf)

De røde læber pakket sammen med vellignede dame kræver sin plads.

Det kan være i avisen, og så må de gråmelerede rynke-og runkedorhoveder forføje sig, vi sku jo nødigt skræmme læserne.  Altså det skønne (udseende) henter styrken, der måtte mangle i substans, substansen i teksten og argumenters gennemførelse. Som vi før så at kropsvolumen  kunne veksles til ordløst at overbevise enhver alligevel. Således kan den iscenesatte performative skiønhed osse.

I spillet: De røde læber og stiletterne slår den krumbøjede , stiletterne slår voksenhed og erfarenhet. Tanke må vige for ungdommelig saft og strålende diamanter som øjne, som slår gammelindsigt, en slags charme hedder det slår hvasomhelst.  

Forskellige ringe af aristokratier. Dominans. Knaldepisk. Tju hej hvor det går.

Vores pistne sergent kompenserede ved sin røst over for kompagniet. Men hvis både kropsvolumen og stemmevolumen ikke slår til, så kan der gribes til det helt unikke og storslåede. Bestig et meget højt bjerg.

Det kan osse være rekordforsøg. Fx som  i  dette, som nu følger, og som jeg var vidne til:

Boksen er et bur, et akvarium på 4 x 4 meter og 3 meter i højden: Det er så fyldt op med en sjat vand hvor Belchers havslange ligger dorsk, not that risky biznezz heller, kun hvis man træder på den. Lidt vand til den portugiske orlogsmand af en goppel lidt derfra. Mindede lidt om Noas ark. En elektrisk ål. Så skal jeg ellers love for at der ka blive lukket op for edder og gift. Så naja naja hagannah, der kan spytte direkte mod øjnene. Taipanen, den gode australier, den grønne mamba i det kunstige landskab og den lige så grønne kraït, og så det løse fyldop af skorpioner og brownbacks edderkopper. Kop med edder, godt navn,  Altså rigeligt til en hyggeeftermiddag, og sergenten skal så sætte sig ind på marokkupuden en time eller to.

Efter et kvarter kom han ud ved at vise det aftalte i en meget langsom håndbevægelse.

Han blev modtaget overvældende. Og han fortalte med glæde om hele seancen. Folk, deriblandt mig, syntes at han talte med en hel anden fylde. Det gjorde han. Og stemmen fik dertil en anden klang og ro.