Kaptajnen 21, C's White Girl.

Tid til spadseretur. Men bjergene er ikke i dag.  Det bliver ned til flodens moleanlæg i stedet.

Sidder med avis. Slår op og læser lidt i Christinas: White Girl. Bogen fik jeg for snart længe siden. Men releasen er frisk.

Det ciselerede sprog, åh så øhmt, korrekthed og det rette og hist oppe… Det er her Christinas koncept tar fat.
Jeg så helt privat C i interview skrive videre om det samme…”sproget fungerer i et rum, hvor vi låser alle tabuer inde, som vi ikke kan håndtere. Jeg har følelsen af, at det akademiske korrekte dansk er beskidt… ”    jeg kan forstå hende langt….”det gemmer et undertryk", fortsætter hun. Og skepsissen til det alm dannede elitære sprog holdt inde i den ordentlighed, der ønsker etellerandet andet , som ikke fremgår i sin fremtrædelsesform, er osse min. Det handler om  motivet, som er skjult. Kampen for at opnå mest muligt ved  at sige det rette i forhold til at nå dette indre ønske. Men motivet ska sgu skjules, og det er det gustne, ku man sige. Hendes forsøg med White Girl er i sit koncept en sprogkritik rettet mod det suveræne udtryk, tror jeg. Det suveræne dominante korrekte sprog. Et overtagende, overtalende uærligt (i forhold til det ægte motiv, der har fået låg på). Hun transporterer ”et indfødt sprog”, ku være fra et tredjeland, og omformer det som den indfødte ville tale det på dansk og putter det i hvid kvinde-måske som turist- hvid kvindes  mund, så det bliver ubehjælpsomt danska, men direkte og ærligt i forhold til, hvad vor mand mener…”Du  idiot. Jeg sige dig ! Du selv forestille dig ikke have nogen penge til anden end vand og tyggegummi...”

Det bliver selvfølgelig osse  en  kritik af den ”indfødte undertryktes” direkte forenklede opfattelse af vor kvindelig rejsende som en sexmulighed, eller en der kan laves penge på.

Vores standardopfattelse af det korrekte kommer i spil, fordi "det korrekte , de veluddannedes sprog bruges af eliten til at gemme impulser og fordomme, alle deres skyggesider" (citeret efter hukommelsen).

Hvis jeg lige må udvide linjerne: Det korrekte og velplejede  sprog møder man (jeg) jo osse i poesien.  Det er en anden historie, men i henseende til det at gemme ”noget” i det yndige er der analogier.  Jeg bliver mistroisk over for friktionsfrit løbende dryppende guld i mund-poesi (det værste er dog begravet i 80erne).  Griber efter mit detektivsæt og pistol. En Browning, kal. 7.4 mm. Den hedder Smart Ass.
En kvindelig voldsomt hypet kvinde i 80erne ville på det bedste have fjernet ironi fra det digteriske sprog.  Og hun fortsatte: se svenskerne. Underforstået dér bruger man ikke noget så beskidt som ironi. Englerent som når vor mor skurede ryggen af led på os i zinkbaljen. Og humor, gudegaven  er stadig noget beskidt noget.
 Mein liebeler Knortefuss!
Der er osse normsættende tendenser og konventioner i, der er så å så rigtige, nå det gider jeg ikke røre ved lige nu. Kage for sig og kage for sig.  
ps tre mand i kvarterarrest for at ha urineret ved indgangsportalen. De pissede.