Simulacrum. Idola.Idola sproglig unøjagtighed. Følelsen af VI mere som en sum af jeg'er end en enhed. Isbjørnen føler sig som en del af den (deres egen) talehandling, der siger tronen er mere DIN end JERES. Vandet er DIT. Og Jorden er din mere end jeres. Det giver så osse en rastløshed. En lyst til at se på skepsis på alt hvad der foregår omkring den.(eksempler på det i senere kapitel). Den søger en jazzet ensomhed. Vi'et bliver for stort og for latino-rytmisk. Og bare tanken om nogens tanke om anfægtelse af majestæten gør den småforundret, men heller ikke mere end det.
Men forundringen er ret stor, når talen kommer på taxonomi (og delvis hierarkisering) og pels, det pelsklædte hører til jord, som fjeren hører til det at flyve. Pels hører til landjorden, men mest vandet, og specielt vandet under 4 grader og over 0 celsius. Men dér lever de skælklædte jo osse.
Og derfor synes isbjørnen af de taxonomier og kategoriseringer der er gjort med de levende væsner er arbitrær og mærkværdig. Som man hører det: sprækken mellem den vandlevende, skællede makrel uden pels, og isbjørnen, vandenes konge og landjordens konge -man er vel et amfibium på grænsen mellem det flydende (havvand, jvf temperatur fra før der angav vand i et amfibieniveau mellem flydende og faststof ) og det tørre, rustikke land, dér er tronen for alt levende, altså at diskrepansen er for iøjnefaldende. Man er mere i familie med en enkefru, admiralinde Dillerdaller til en fernisering end man er i familie med noget kræ i vand, i luft eller på land.
Men Isbjørnens egen amfibieposition er på den anden side osse en scizoid position*, hvor udsagn og udsigelse kan opfattes divergerende, hvis et godt råd til væsner på fastjord bliver opfattet af dem i vand. Et eksempel forleden var: Kaffen er klar. Og fisk i stimevis forstod simpelhen ikke, hvad det gik ud på, og til sidst opløste stimen sig ud i alle retninger som et stjerneskud, men et babelsk stjerneskud af sproglig frustration og tristesse. (Amfibieniveauet skal vi vende tilbage til, når vi skal se på polyfoni og dyr mm i et senere kapitel).
Sig ordet grizzly. Det rimer på grisling. Næsten. Fornærmelsen stod malet i ansigtet. Pattedyr, pjattedyr lød det på en gang storladent og stødt, but not shaken.
Den kære isbjørn, fotograferet her, lod sig urbanisere efter lang karriere andetsteds, i en mindre provinsby, hvor den følte, at stilheden var smuk. Stilheden var komplex og konnotationsfyldt åbenbaredes lidt efter lidt. Men intet skal være mig fremmed. Den kiggede op på mig og min fotograf.
*i eksemplet er isbjørnen ikke den scizoide part; det er blot udsagnet der opfattes af 2 vidt forskellige modtagere, men det har på sigt scizoide implikationer (en slags rekyl) for bjørnen selv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar