Femten tanker om poesi
Poesien er i væsentlig
grad baseret på gørelse – hvordan er den for tiden, hvordan var den sidste år
og før dét. Som med al anden virkelighed behøver dog også poesien jævnligt
hovedrengøring, hvor nogen bespørger eller postulerer – så man kan blive klar over,
hvad man egentlig ser, hører og oplever. En sådan hovedrengøring tilbydes hér
på årets første dag af Lyrikergruppens René Rasmussen. Godt nytår, godt 2018!
Af René Rasmussen - 1. januar 2018
1.
Poesi er ikke betinget
af en religiøs eller anden metafysisk inspiration, som f.eks. Søren Ulrik
Thomsen hævder i En dans på gloser, men forudsætter en åbning over
for sproget, dets pludseligheder, overrumplende effekter og muligheder for at
skabe noget nyt. Digte kan skrives hurtigt, være færdige ved en første
nedskrift (jf. surrealisternes idé om automatskrift) eller omarbejdes over en
eller mange gange, men de er aldrig udtryk for en bemærkelsesværdig
inspiration, der skulle være uden basis i sproget og digterens plads i det.
Ideen om en sådan inspiration tilsidesætter sprogets betydning og vigtigheden
af digterens orientering i sproget, eller “inspiration” er udelukkende et
synonym for en særlig hengivelse eller overgivelse til sprogets virke.
2.
Poesi består ikke i en
genskabelse af et tabt objekt. Det er muligt, der er et tabt objekt i digteren
liv, som spiller en rolle for digterens arbejde og produkt (digtet), men digtet
er ikke en genskabelse af det tabte objekt, men noget andet, et nyt objekt,
hvori det tabte evt. dukker op i en ny form. Det tabte kan aldrig genskabes i
sin helhed. En hermed ofte fremsat idé om et oprindeligt tabt objekt er en
fantasiforestilling. Subjektet (den talende menneskelige væren) har ikke tabt
noget, når det får plads og ’fødes’ i sproget. Subjektet eksisterer ikke forud
for dets plads i sproget, før det tildeles og finder en særegen plads i
sproget. Det udelukker dog ikke, at visse digtere forsøger at genskabe et
’tabt’ fantasiprodukt.
Men digte består i skabelsen af noget nyt, idet digteren åbner sig for sprogets
overrumplende og overraskende aspekter. Det nye tager ikke nødvendigvis
udgangspunkt i noget, der allerede eksisterer, men kan opstå på baggrund af
intet. Creation ex nihilo. Papirets eller skærmens hvide side udgør
en særegen repræsentation af dette intet. Dette intet er ikke identisk med det
nye, men er en rest i det. Det nye eksisterer ikke uden dette intet eller denne
rest, der udgør en kilde til det nye, men kan aldrig omsættes til sproglig
betydning.
3.
Poesi tager
udgangspunkt i det private, men er ikke det private. Selvom det private aldrig
er helt privat, eftersom det kun er privat som en modsætning til det, som
subjektet vil dele med andre, er digte ikke en ren fremsættelse af det private
til en offentlig sfære, dvs. til læserens og tilhørerens sfære. De udgør en
særlig transformation af det private til noget, der befinder sig på kanten
mellem det private og det offentlige. Det er en omformning af det private, som
gør det intime til noget, der ligger uden for det intime, hvormed det mister
sin evt. pinlige, skamfulde eller umiddelbart angstfulde form for digteren
(subjektet), og hvormed det samtidig kan interessere andre.
Det intime bliver ekstimt, [1] uden at det af den grund bliver til
et rent eksil i forhold til digterens (subjektets) private sfære. Det private
bliver i denne transformation til noget alment ’privat’, der ikke drejer sig om
narcissistisk samhørighed mellem digtets (digterens) og læserens verden, som
man f.eks. ser det i visse popsange. Digte er derimod et eksil, som alle kan
dele, uden at nogen modtager af digtene er helt udelukket fra eller er helt til
stede i dette eksil. Digte er ydre eksilser for det indre, hvor digteren og
læseren (hvis første udgave i øvrigt er digteren selv) mødes, uden at de mødes
i en hermetisk intimsfære. Digte er sproglige eksiler for det subjektive indre.
4.
Poesi er ikke et
monologisk sprog, som man bl.a. antager inden for en nykritisk tradition (for
en sådan idé se f.eks. Peter Stein Larsen: Drømme og dialoger. To
poetiske traditioner omkring 2000.). Der er ikke tale om en monolog, der
evt. er henvendt til en bestemt instans (Gud, den elskede kvinde e.l.), selvom
digte kan rumme en sådan henvendelse. Der eksisterer ikke et monologisk sprog,
eftersom det ville være et sprog, som kun den, der var grebet i/af det, ville
kunne forstå, og alligevel ville dette subjektet ikke engang være i stand til
at forstå det, eftersom de ’ordbøger’ eller ’grammatiker’, som ellers er
indeholdt i sproget, ville ophøre med at fungere. Et rent monologisk sprog
ville derfor være et særligt sprog, som ikke en gang det subjekt, der er grebet
af det, ville kunne forstå.
Ethvert sprog eller ethvert arbejde med sproget forudsætter ideen om en
modtager for dette arbejde, og denne modtager er ikke den instans, som et digt
eksplicit kan henvende sig til i kraft af en apostrofe (Gud, den elskede kvinde
osv.). Derfor er digte altid polyfoniske, uden at de af den grund nødvendigvis
skriver flere former for diskurser op mod hinanden, selvom de ofte gør noget
sådant. Denne polyfoni vil dog altid kunne spores i delingen mellem digtets
udsagn og udsigelse (måden hvorpå udsagn fremsættes). En deling der også rammer
digtets jeg.
5.
Den instans, der evt.
taler umiddelbart i et digt, f.eks. et jeg eller vi, er ikke ansvarlig for
digtet, dets opbygning, retorik eller metrik, men er en instans i digtets
sprog. Den egentlige ’ansvarlige’ for digtet er den instans, der står inde for
digtets opsætning og samtlige ord, herunder den stemning, som et jeg kan være
underkastet i digtet, altså også for jeget. Denne instans er derfor ikke kun
ansvarlig for digtets udsagn, men også for måden, hvorpå disse udsagn fremstår,
dvs. udsigelsen. Udsigelsens instans, som også kan betegnes som udsigelsens
subjekt, er den egentlige ansvarlige for digtet.
Digtes udsagn er på paradoksal vis samtidig det, der udgør oprindelsen til
udsigelsen. Der består derfor en særlig spænding mellem udsagn og udsigelse,
der ikke kan ophæves og som gør, at en fortæller, et jeg eller vi, i digte
altid er mindre end selve digtet og dets udsigelse, end udsigelsens subjekt.
6.
Poesi er forsøg på at
gribe det, som sproget ikke kan gribe, eller begribe det ubegribelige og
uudholdelige i den menneskelige eksistens. Kønnet, døden, kroppen, kroppes
fragmentering og skriftens tavshed er dele heraf, ligesom sprogets egen
mærkværdigheder er det. Det gælder f.eks. den enkle egenskab, at sproget til
tider overvælder subjektet, der befinder sig i det og som det ikke kan
kontrollere eller beherske fuldt ud, samtidig med at subjektet evt. kan
forandre sig i kraft af dette sprog. Sproget er både subjektets oprindelse,
værensform og det sted, hvor det kan overvældes eller omvæltes af bogstaver,
stavelser, ord eller sætninger. Det er digtes force at virke inden for en sådan
omvæltning.
7.
Poesi er ikke
(narcissistiske) forsøg på at gøre sig udødelig, selvom nogle digtere sikkert
håber herpå (de bliver formentlig skuffede, når de dør), men er et arbejde med sproget
og dets grænser, med sprogets forhold til det ubegribelige og uudholdelige (i
det følgende også kaldet det reelle). Det er umuligheden af at lægge dette
arbejde fra sig, der er poesiens oprindelse. Det er det, som driver digteren
som subjekt frem (det udelukker dog ikke, at visse forfattere på
tvangsneurotisk vis forestiller sig, at døden overvindes i kraft af deres
værk).
___
[1] : Ordet
’ekstimt’ udgør en særlig sammenskrivning af ordene eksil og intim. Det indre,
der ikke kendes af subjektet selv, viser sig uden for det i en form for eksil.
Denne umulighed er endvidere bestemt af en særlig nydelse i arbejdet med
sproget og dets grænser. Af en særlig glæde iblandet frygten for det, der
opstår af de ord, som står frem på særlig vis på papiret eller skærmen. Er
denne frygt eller et lignende chok ikke til stede, er der næppe tale om poesi.
Poesi er en stille og sitrende angst i sprogets særlige virke og tavse skrig.
8.
Den stemning, som
poesi vækker hos læseren, er bestemt af de forhold til det ubegribelige og
sprogets mærkværdigheder, som digtet rummer. For nogle læsere kan dette blive
for meget, og en mulig reaktion (forsvar) er kedsomhed, der udgør en afvisning
af digtet (selvom der naturligvis også eksisterer digte, som kan være kedelige,
fordi de ikke formår at fascinere den enkelte læser). Kedsomhed kan derfor
dække over en angst, som digtet aktiverer, eller en for stærk nydelse. Vækker
digtet derimod ingen nydelse, fascinerer det ikke, kan det være, fordi dets
måde at fremskrive sprogets virke og dets grænser ikke vækker nogen genklang
hos den givne læser, men måske gør det hos en anden læser. Ethvert subjekt har
sit særlige forhold til det reelle, ligesom ethvert digt fremskriver et
singulært forhold til det reelle. Hvis digtet skal fremskrive en nydelse hos
læseren, må der være en særlig ’genklang’ af det reelle i det.
Selvom en digter fascineres af sine digte, og dermed lader nydelsen og angsten
være til stede i sin læsning af dem, er det altså ikke ensbetydende med, at
enhver læser vil eller kan gøre det. Litteraturhistorisk og tekstanalytisk
foreligger der et projekt i at indkredse de vidt forskellige og singulære
forhold til det reelle, som forskellige digte og forfatterskaber fremskriver.
Det er sikkert et umuligt projekt, men mere spændende end mange andre
eksisterende.
9.
Poesi kan lige så lidt
som andre sproglige frembringelser opdeles i form og stof eller udtryk og
indhold. Sprog er altid på en gang form og stof eller udtryk og indhold, og det
giver derfor ikke nogen mening at forsøge at skelne mellem disse instanser.
Poesi består af bogstaver, der nogle gange er sammensat i ord, andre gange
ikke, som nogle gange kan læses (op), andre ikke, samt de særlige rum, der
befinder sig mellem ordene.
Disse mellemrum er også metonymier for det reelle, som digte kredser om og
fremskriver på særlig måde. En særlig metonymisk effekt optræder med
enjambementet (linjebruddet).
10.
Poesi er ikke et værk,
hvis værk forstås som en afsluttet enhed. Et digt er aldrig en afrundet helhed,
selvom det er færdigskrevet og intet mere kan eller bør skrives til det, men et
fragment i sproget eller sproglige fragmenter, der er samlet i de ord og mellemrum,
som digtet udgør. Poesi er et særligt væv, som Roland Barthes siger om teksten,
der adskiller sig fra det narcissistiske (ophøjede) værk. Et væv der forbinder
sig med andre tekster (f.eks. intertekstualitet og allusion) og som rummer sine
særlige ubegribelige ’huller’ i forhold til enhver meningsdimension.
11.
De historiske,
politiske eller andre vigtige begivenheder som et digt fremskriver, og som
reelt har fundet sted (f.eks. Auschwitz og Hiroshima), tilhører ikke digteren,
lige så lidt som det ’private’, som digteren har transformeret over i digtet,
gør. Det er begivenheder, der tilhører alle, der forholder sig til digtet,
hvormed det bliver til særlige begivenheder for dem. Det er tilmed
begivenheder, der har fået særlige udtryksformer i kraft af digtet.
12.
Digtes retorik eller
særlige typografiske opstilling er ikke ornamenter, som digtet pynter sig med,
men er selve nerven i digtene. Uden en særlig retorik eller typografisk
opstilling er der næppe tale om digte. Metaforen, metonymien og allegorien er
formentlig de vigtigste retoriske figurer, mens enjambement måske er det
vigtigste typografiske aspekt, som, i hvert faldt virtuelt, er knyttet til
digte. Enjambement er måske tilmed, som Georgio Agamben anfører, det særlige
træk, der adskiller digte fra andre litterære genre. Enjambement sprænger
muligheden for at reducere digte til semantiske fænomener, ligesom forholdet
til det reelle i øvrigt gør.
Digte kan ikke reduceres til retorik eller typografisk opstilling, da de altid
relaterer sig til det ubegribelige. Retorikken er i den forstand kun en
udkrystallisering af resten, af det ubegribelige, inklusive sprogets særlige
ubegribelighed, der kan indkredses med metaforen, at sproget smerter.
13.
Poesi er et
samlingspunkt for en skrift, der ikke kan omformes til tale, og en tale, der
støtter sig til digtets ord samt typografiske opbygning og som ikke kan
reduceres til skriften på siden. Digte er, med en metafor, en bro mellem skrift
og tale eller blik og stemme, der er de to forudsætninger, som ethvert digt
involverer. Digte er spændingen mellem skrift og tale, blik og stemme, vision
og oplæsning.
14.
Digte udgør altid en
særlig rytme, når de læses op (for så vidt som de kan det), ligesom alle andre
sproglige ytringer gør. En sådan rytme kan være tvunget i metriske mønstre, der
i den forstand er udgør en modsætning til det, der kaldes frie vers. Men frie
vers er ikke ’frie’, fordi de har frigjort sig fra metrik. Det er derimod
metrikken, der indsætter en særlig tvang i almene, sproglige rytmer. Hvis
ordene ’fri’ og ’tvang’ i øvrigt skal bruges, må vi være opmærksomme på, at vi
alle taler med en vores egen rytme, som vi ikke blot kan lægge fra os. Sprogets
rytme udgør derfor en særlig sproglig tvang, og metrikken – hvad enten man
sætter pris på en sådan eller ej – kommer oveni.
15.
Digte vil altid være
omvæltende i forhold til etablerede diskurser eller sproglige
udtrykssammenhænge. Det gælder også normer for genrer, som det fremgår af
f.eks. Knud Steffen Nielsen: Det gør ikke rigtigt ondt på fisk samt
Lars Skinnebach: Enhver betydning er også en mislyd, hvor Roman
står som overskrift på flere sider. Ikke fordi de udgør særlige
overskridelsespraksisser eller avantgardistiske processer, selvom de kan gøre
det, men fordi kun et omvæltende aspekt kan sikre eksistensen af det nye og
forholdet til intet og det ubegribelige (det reelle). De udgør i den forstand
en særlig undtagelsestilstand, som Agamben anfører, der ikke kan adskilles fra
den historiske samtid, som digtet er blevet til i. Digtet er i den forstand
historiske aftryk, der ikke ligner eller efterligner historien, men gør
historien til et særligt fænomen i digtet.
