Læsebog for fortsættere, øvebog. (til carsten)

Læsebog for fortsættere, øvebog

Diktat 3 til fredag 5.marts

 

Kære Skat

 

Tak for sidst.

 

Så er den der. jeg har fået fat i en dejlig syg maskine til dig, din store kleppert. nu ska der vist arbejdes, ja det ska der;

 

gevir er nok det sværeste.

 

Jeg har en kindhest i hænderne, men ka jo ikke komme til at aflevere den

                                                          *

Jerry startede som førerhund og "læste" så videre til politihund og så til sidst overbygning med narko..og så efter tre år gik det helt galt, hvor den ikke ville aflevere

 

                                                    *

 

Ord, fisk aldrig vil tage i munden: paraply, persillesovs, benfri, dåser, saltning, røgning, trawl, krog, ålejern (uha), nedisning, stegepande (det er det værste)

                   

Men han er en dreng, man kun ka holde af, når checken fra kommunen kommer.

 

Fra MIN FØRSTE LÆSEBOG, s.6. Til Lasse.

 

Fra MIN FØRSTE LÆSEBOG, s.6

 

 

 

Kære Lasse. 

Snart kommer forår. Snart kommer Kukkermand. Kukkermand er en røver. Så er det sommer. Kan du huske Kukkermand?
Så kan vi komme i marken og putte kornet i jorden, dens lille seng. Så sover det lille frø, og en dag er det oppe igen og gnider sig i øjnene. Nu er det dag, siger det fineste lille kornstrå.

Kukkermand skal ikke være soldat. Kornet skal være menneskenes brød.
Da du, Lasse, var en lille dreng, spiste du tørvejord. Du lignede en negerhøvding. Og dine tænder smuldrede væk.
Derfor har du ingen tænder nu.

Og så løber alle deres vej.

 

Din kære tante Ellen har igen det med nerverne.

Hun er nu taget til Gambia.

 

Snart er det moders fødselsdag.

 

Kærlig hilsen

morbror Poul.

 

En af eleverne afleverede et slags svar, får ikke tid til at rette. Det var ikke ligefrem ment som stileforlæg. Det var ikke noget spørgsmål overhovedet. Så det skal forklares om i morgen. Nå, men det kommer her: 

Første jeg husker om tante Ellen var da jeg som meget lille barn, og uden tænder som du nævner, og altid beskidt fordi jeg spiste alt hvad jeg kunne få mine fingre i og nippe til med læberne; jeg nævner i flæng: græshopper, batterier, fars læsebriller, rhodendron allerede før den var kommet op af jorden, mors middagstabletter, det meste af farmors mågestel og metervis af toiletpapir og tre af naboens vovser i rap. Og sådan er jeg jo stadig, men på en mere åndelig måde, selvom jeg tidligt forlod teologien, og ikke, som påståes, blev smidt ud, jeg var faktisk holdets fremmeste. Men nok om alt det. Det første jeg husker om tante Ellen er hvordan hun sluprede suppen ind, slet ikke lydløst og ordentligt, som jeg havde lært det derhjemme. Så stak jeg jo hende en lussing, hvilket jeg igen fik en lussing for, og da gik et og andet om systemers relativitet og medfølgende skrøbelighed op for mig. Men nok om alt det, jeg overvældes så let af for megen fortid, og plænen slår som så meget andet jo ikke sig selv.

 

vinterhjerte

MIN FØRSTE LÆSEBOG s.5

MIN FØRSTE LÆSEBOG s.5







Kære Lille Viggo.

Du er for stor til at sige buh-ko og mæh-lam mere. Du skal bare sige ko og lam nu.

Du skal være en rask dreng.
Far synes heller ikke om, at du siger lyde som en sygebil med munden.

Det er du for stor til nu.
Men det er slemt, hvis du begynder at sige bandeord. Kun friske godmodige ord, vil far høre.
Så kan du blive den fineste soldat. Far var selv en god soldat. Jeg talte frisk, men bandede aldrig.  Når du bliver så gammel, at du skal til at ryge tobak, så skal du have det fine pibebræt og endog cigaretrøret af ægte sølv.  Men først skal du til præsten.  Der er længe til endnu, inden du skal til præsten.
Når du så er konfirmeret, så er du en voksen mand.

I morgen henter far luftbøssen oppe fra loftet, så skal du lære at bruge et gevær.  Men vi må ikke skyde store dyr endnu.
Far finder nogle oliedåser. Dem kan vi bruge. Og så vil vi snart prøve at ramme en gråspurv. Det tror far, at du sagtens kan.
Far har tit skudt bjørne over i Canada.  Skindet kan man bruge til alt muligt. Spurvefjer er kun til at smide væk.

Og så husk altid at stille riven rigtigt fra dig. Sidst så jeg, du havde vendt tænderne udaf. Forestil dig, at riven var en sav, så tror jeg nok, du kan lære at tænke dig om.  Og i Canada har man kæmpesave med kæmpemotor. Så du kan nemt regne ud, at det så er med døden som indsats at stille redskaber forkert.  En mand fik savet begge ben af i Canada, fordi saven ikke var stillet rigtigt på plads.
Og en lille indianerdreng døde også.

Kærlig hilsen Far.  

 

 

fra MIN FØRSTE LÆSEBOG nr 4

(billedet forestiller Arne og Prik.)



Fra min Læsebog

Kære lille Arne, du kan tro fader er rejst langt bort. Han bor nu i et stort hus ovre i Amerika.
Vinden blæser fælt lige nu. Så det er ikke godt. Nogle folk flyver væk i deres paraply.
Hvordan har Moder det? Skriger hun meget om natten? Prøv at tænk på, at det er den grå ulv, der gør det. Så glemmer vi det bedst. Fader har købt en stor kage til Moder, Lille Arne og Prik. Den skal vi have, når Fader kommer hjem. Jeg ved, du er god dreng. Lige så god som Fader var, da han var en lille dreng. Engang havde Fader kommet til at lukke fårene ud på marken. Du kan tro Fader fik megen skænd. Du må ikke gøre Prik for vild. Og husk at passe godt på Moder.

Kærlig hilsen Fader 

gl fragmenter

Og hvis sulten plager, så laver vi  da bare

 

 

et foderbræt.

 

 

Det vil være okay, selvom det er ikke det, vi selv lige står og mangler

 

 

flest af. Jeg sitrer på hånden, så det gør ondt. Det er lidt tæt på.

 

 

Jeg ved det godt.  Havde

 

 

 vi hund på

 

 

det tidspunkt? Næh, vi havde vrøvl nok med

 

 

vand i kælderen.

 

 

Dukker en Houdini ud

 af alle disse gummiagtige led, så mirakuløst,

blot fordi  vi synes det.

DIGT det tar tid

Det er dog totalt vildt.

 

Hovedløst rundt.

 

 

Hvis jeg havde fjer, så var det let.

 

 

Skæbne var i går. Lige nu er det bare ligesom

 

 

 

en ispind, vi spiser. Dryp, dryp.

 

De har bare gang i etellerandet:

 

Tid som  

 

rids, så hår, så negl, så fjer, alt ændrer retningen.

 

 

Det tager godt nok tid.

 

 

 

Som det allerede ses, har jeg

bukket mig sammen og løftet det meste af kroppen

op fra gulvet, og der agter jeg forblive, mens alt

igen falder til ro. På samme måde som hænderne af

sig selv

former en slags figur. Det er tanken, der arbejder

og et centrum, hvorfra alt kan opstå.

 Jeg ved det.

 

Det er givende og blivende.

Kroppen er bundet

 

Og

fingrene er næsten under kontrollens

kontrol.