torsdag den 11. juni 2020

poetologisk i lettere grad





KNUD STEFFEN NIELSEN

1 kommentar:

  1. Netop det underligt dikterende "jeg" som findes i en del selvbiografiske værker er noget, der virkelig skurrer, når jeg støder på det, fordi det paradoksalt nok virker så langt mere usikkert, hurtigt vaklende, smuldrende, end det såkaldt usynlige fortællerjeg, som ikke behøver denne konstante selvrefererende dimension i sin fortælleteknik, fordi det såkaldt usynlige fortællerjeg allerede ER der, i hvert fald langt mere, i mine øjne, min erfaring. Jeg er i den forbindelse også ret sikker på, at såkaldt "sociale" medier har haft en negativ indvirkning på nogle forfatteres idé om, hvad der er interessant for andre end dem selv, fordi "opdateringen", "selvdokumentationen" måske er gået hen og blevet for selvfølgelig, og ideen om noget privat som en slags modig handling at dele er blevet en del af et mantra om selvbefrielse, som ikke holder stik.

    Kan det, du omtaler som "ufuldkomment" ikke i høj grad være direkte forbundet med det befriende jf. et citat af Jan Svankmajer, hvor vi begyndte at skrive lidt om, hvad kunsten kan og skal (eller ikke kan eller skal)?

    Det du skriver får mig i hvert fald endnu engang til at tænke på et citat af Jan Svankmajer, som også i et interview har sagt, at fantasi er naturens største gave til menneskene. Her er citatet:

    “I do not work with intentions… That has nothing to do with freedom of the imagination… My preference is certainly for subsequent interpretation rather than intention. In Little Otik, the child devours its ‘parents.’ Otik is the product of their desire, their rebellion against nature. This is not a child in the real sense of the world, but the materialization of desire, of a rebellion. That is the tragic dimension of the human destiny. It is impossible to live without rebelling against the human lot. That is the proper subject of freedom.”–Jan Svankamjer, 2006 interview with Peter Hames

    SvarSlet