Anders Vægter Nielsen: 1533 - et drab og en rejse

Min læsning af Anders Vægter Nielsens roman:  1533-et drab og en rejse . Udgivet på Jensen& Dalgaard

Som så ofte før er der bøger af kvalitet, der ikke ses  i  aviserne og hvad vi ellers har.   Disse vantider hedder:  VIRKÅRLIGHED , VILKÅRLIGHED, VILKÅRLIGHED

Vægters bog  er interessant på mange måder.

Der er så fx det genremæssige, hvor der kun delvist er tale om en historisk roman (som jeg normalt ikke gider læse), men den er så meget andet. Den iblander på organisk vis dokumentarisk  stof og direkte arkaiske sprogformer og sentenser, der farver det, som jeg om lidt vil kalde en sproglig  skulptur, fordi der er tale om skrift-materialitet, der fint og intenst folder sig ud som en spruttende motor..

 Det kan normalt være et problem, fordi hvad er dokument, og hvad er fiktion i kolossen. Men her gør det intet (skidt), da det klart både,  at der er tale dokument og så fiktionen der lægger sig forklarende til hinanden, så diskrepansen ikke opstår.   Fortælleraspektet har lagt sig omkring og i personerne, der ytrer sig.

Plottet holdes fast hele vejen i kraft af personernes gøren –ja-og sigen i den grad. Er plottet vigtigt. Nja, det er en fineste makronbund for fortællingen, hvorpå der oven på slås på alle mulige trommer, som  pisker fløde og bølger oven på.

Det er ikke en alm hybrid på den måde, som man må forstå.

 Bogens titel, der er et årstal: 1533 er ikke ligegyldigt, naturligvis ikke. Men kronolgien er ikke i den forstand dynamo, selvom den opretholdes, ja den hører med til det monstrum af levet liv, vi følger.

 Det er en skulptur, der er bygget op af ja, osse af de ingredienser, der hører til en epoke-beskrivelse.  Men det performative skrift er i den grad ON STAGE.

Vi sagesløse læsere, operatører, der føler en kraftig trang til at lege med, kan naturligvis ikke rationelt lege med i en scene fra 1500-tallet, og så alligevel : forestillingsrummet lokker med noget der så bliver en samtidighed, hvor jeg i hvert fald udstyres med vadmelskofte og le til at pande magten ned med.

Materialiteten danner  (sig i) sproget og omvendt, sådan at man står med en plastisk figur af en roman, der faktisk  definerer sig som både sprog og stille plot i en kunstfærdig mobile. Det skrives frem ,så man ikke bare kan sige forfærdeligt om forholdene dengang i 15 hundredtallet og hvidkål - med 2018-briller, men man bringes ind i og tilbage i en samtidighed, så man dels  er lige ved at forstå pryglene som en naturlig ting, en nødvendighed for den retsmæssige sikkerhed. Der er ikke noget der i vores forstand hedder menneskerettigheder. Nej, sådan er det bare: magten bestemmer ,som var de indsat af Vorherre selv. Og ens forståelse for magten svinder dels i øjeblikket efter, når det direkte er kroppene, der skal betale.

Den er filmisk i sit væsen, men samtidigt vil en transformation til filmlærredet ikke kunne lade sig gøre, hvis det skriftlige korpus samtidigt skulle skylles bort. Det intense sprog ville blive  skyllet over i det filmiske plot, og så ville roman-skulpturen dø. Anbefales  enhver læser, der er i stand til at indstille sine øjne mod det rette.

Læst af Knud Steffen Nielsen