søndag den 25. december 2016

Kugeln og migself





 Hvad jeg mimer?  Den største poetik. Muldvarpen ved intet om den jordvold, den forårsager og kast med græsset. Det irriterer mig vildt.
Jeg står med sekunder til alle sider. Jeg tænker på at gøre huden smuk. At motionere. Glemmer at pengene ikke er der. Den slags cash, som jeg jo netop har kastet i alle de retninger, hvor der er sekunder.  At skønhed unddrager sig. Og jeg definerer endikke begrebet. Jeg ventede etellerandet og kæftede op, mens jeg ventede.
Jeg sagde: og hvis jeg glemte at slukke lyset, så er det, du kan se. Det betyder jeg venter og afventer. Noget med skæbne. Det er monster, af ord, som forlader min kæft, skabt af vrede. Min skæbne er vrede. Af vrede kan så formes monstre og gespenstre, som sådan labyrintisk sættes i verden. Jeg føder min undvigelse.       
Så smukt i undvigelsen. Hold dog op. Det kan ikke gå galt, tilføjede han nervøst.   




Ingen kommentarer:

Send en kommentar