ord versus billede /grammatik

Kære E, 

du får lidt essayagtig skriven om maleri versus ord. En længere smørre afstedkommet af diskussion, jeg havde i forbindelse med Duck's Residence, kunstprojektet i Søndersø, Viborg:

jeg problematiserede en anelse, at billedkunstudstillinger, der var tematisk styret, ville lande i et kommunikationsproblem: nemlig at ord, har sin grammatik, der kan udtrykke eksakte udsagn, hvis det vil, mens den bildende kunst ikke har én, men mange grammatikelementer, individuelt sammensat.

Begge har hver deres flertydighed, men ordkunsten har dog mulighed for at levere entydige udsagn, når den vil. (ved bestemte rapporteringer, registreringer, udsigelsespositioner, kommandoer, Men jeg anerkender, at det hastigt kan blive speget, fx noget så troskyldigt som et referat, der ligner noget objektivt, ikke er det).

Ordkunsten går ind et sted med sin grammatiske veldefinerede strukturer, og billedkunsten ind i et andet med sit væsens fødte flertydighed. Selvfølgelig kan malerkunsten være med på et helt singulært niveau, fx  a la sætninger af den konstaterende type: " Her er en cykel"...dér kan malerkunsten være med. Den fremviser en cykel. Registrerer. Den kan registrere. Ok.

Men har svært ved entydigt at pege på bagvedliggende motiveringer og intentioner på ”en slags sætnings niveau.

  Og vigtigst måske at tekstligt temporalitet i et før og et efter IKKE er det singulære billedes mulighed. Teksten har sit store skema af temporalitet, som den artistisk kan løbe rundt i som fransk klovn. Det er bare at ændre verbets form fra nutid til fremtid. Og om lidt kommer et eksempel på, hvordan skriften formmæssigt kan strukturere sig til hypotetiske udsagn-markeret vha modalverber. (Vel at mærke inden for egen fortælling, altså som et skifte fra den hovedhistorie, man var i gang med at berette, hvor der så kan kastes modalitetsmarkører ind fra den formelle grammatik. Dette sagt fordi billedet kan man jo hævde altid at være forestilt/hypotetisk i sit væsen, men uden grammatikalske markører, men fordi den kaster sin aflæser ud i et mangeartet hav fra start).    

Men lad mig begynde et skridt baglæns og sige noget generelt om skriftens fælles og som sagt veldefinerede grammatik med faste konventionelle vedtagne veldefinerede byggestene.

At så flertydigheden hastigt kan komme på bane, hvis man sætter den i gang ved hjælp af fx ordenes konnotationer, skriftens leg med sit pålydende, altså som denotation, der dog hastigt kan vise sig at være noget andet end det pålydende.  

*

Vi ser lige løseligt på skriftgrammatikken:

Skriftens faste styrende aflæsningsretning er fra venstre mod højre og fra top til bund

Ordklasser, dvs navneord, udsagnsord, biord, forholdsord mm og syntaksregler for hvordan de må sammensættes sådan formelt. I forhold til tempusregler og- former, rækkefølge mm.

og næste niveau kunne så være hypoteser, konjunktiver, og andre typer, hvor det så bliver rigtig glat på gulvet, konnotationer mm.

og i takt med det begynder flertydighederne at melde sig, men stadig er der dog i det kontekstlige en mulighed for at vide, hvor vi er sådan forståelsesmæssigt.

Og et lille indskud for at afhjælpe forskellen de to grammatikker imellem: En sætning som "Græsset må ikke betrædes" er på den ene side, dvs formelt, entydig, mens maleriet vil have svært ved at afbilde 1)et forbud. Allerede dér i denne lille uskyldige sætning deler vandene sig. Godt hjulpet af den alm skriftkonvention og i den formelt tydelige besked.

Lige et eksempel mere fra et mere abstrakt niveau, hvor vandene skilles:

"Hvis jeg vidste du ville komme, havde jeg bagt en dejlig kage" ..vi er over i noget konditionalis og hypotetisk, noget forestilt, hvor der oven i købet er et lettere sammenrend af tider (imperfektum, plusquamperfektum placeret i et præsens, hvor sætningen i et nu præsenteres for gæsten). Dette lille plot der repræsenterer noget, der kunne være sket, men ikke skete, og herefter med beklagelse præsenteres for uheldige gæst kan ikke figureres i defineret klarsprog i maleriet. Men vores gæst er klar over, hvad udsagnet basalt går ud på.

Hvis vi vil forvirre begrebet så kunne vi kikke på udsagnets eventuelle motiv, er der andre skygger indover som fx ironi etc kommer så til i næste ombæring, når udsagnet vurderes.

Og dertil en masse andet som fx de mere eller mindre skjulte motiver,(som deles med malerkunsten)

Men vejene mellem de to medier er klart adskilte.

Og så lidt bagefter om maleriets elementer til en grammatik, hvor den første, ordenes, har faste konventionelle vedtagne veldefinerede byggestene, mens maleriet måske får en rodekasse af mulige elementer, der stables meget individuelt allerede i udgangspunktet.

                                                                 

Back to maleriets grammatisk elementer. I udvalgte punkter:

lodret/vandret...der sker noget hvis du vender et billede..

horizontlinjen, markeret i et billedet  og umarkeret (øjet søger linjen)

venstre/højre forskellige tyngde optisk, ja hver gang bør der tilføjes "optisk", beskueren er central

komplementære farver  altså rød og grøn snakker sammen på en anden måde end hvid-grå-relationen

Form: kvadrat, rektangel, oval giver forskellige udsagn

Proportioner, ved opskalering sker noget, tænk på Cesars kæmpe forgyldte tommelfinger...og modsat nedskalering fra stort til småt sker der noget andet, tilsvarende

Men for det første er elementerne ikke defineret som fx defineret funktion af et verbum, der jo giver besked om nutid eller fremtid og bundet til et subjekt, der i fx bestemt/ubestemthed er fastlagt 

og maleriets væsen er fra udgangspunktet åbent, afstår fra det eksakte og tilbyder straks et fortolkningsvildnis 

Det er to forskellige døre, man går ind igennem. At der så er familieskab hist og pist forbigår vi her. Det bliver ikke nu.

 kh k

 
Men flertydigheden er et vilkår begge deler med andre udsigelsesformer, blot har farven forskellig lyd