Knud Steffen Nielsen har inviteret gæstepoeter til fredagsdigtet. I denne uge er gæsten Anders Vægter Nielsen.
Sekundet efter at den ældre herre havde løftet på hatten, mærkede loppen et pludseligt bid af kulde i sin skal, hvilket fik den til at slippe grebet i de fedtede, tynde hår, som den ellers havde godt fat i, hvorefter den dumpede hovedkulds ned i hårmiljø af anden type, et overskæg. Overskæggets ejermand havde heldigvis for loppen måttet bøje sig meget for at give hånd til den lavstammede gamling, som loppen hidtil havde søgt bolig hos, ellers havde den været smidt på gaden. Hvad loppen ikke kunne vide, og heller aldrig skulle få at vide, var, at overskægget ikke var et hvilket som helst overskæg, idet den imponerende moustache sprudlede som et tilfrossent springvand over læberne på ingen ringere end konseilspræsident J. B. S. Estrup, og det skulle blive loppens skæbne. Få minutter senere, da loppen formelig krummede sig af fryd over overskæggets vidunderligt isolerende virkning, foregik en begivenhed hvis nationale virkningshisorie skulle blive betydelig:

En ung typograf ved navn Julius Rasmussen stod og bed tænderne sammen et sted på Toldbodgade – mens loppen var optaget af at lede efter en mage, skønt chancerne for succes var tæt på nul – vi kender til typografens færden fra aviserne, rygterne og historiebøgerne. Netop dette sted i hovedstaden, den nuværende Esplanade, netop dette hjørne af Toldbodgade, hvor gaden slog et lille knæk, passerede konseilspræsidenten altid på sine daglige spadsereture, det havde typografen researchet sig til. Han havde taget opstilling ganske tæt på Estrups bolig. Da han ser tyrannen nærme sig, fremdrager han fra sin jakkelomme et skydevåben, som han i nogle sekunder holder skjult bag ryggen, det er et lille håndvåben, en pistol. Konseilspræsidenten kommer spadserende med stok og i stor frakke – han er allerede helt tæt på – og Julius Rasmussen træder nu frem fra sit hjørne og retter i en hurtig bevægelse pistolen mod ham.[1]Han fyrer af, to gange. Bang, bang!

Den første kugle prellede af mod en furet elmetræsstamme på den anden side af gaden, mens kugle nummer to måtte se sig standset efter cirka halvanden meters rejse, den korte afstand mellem pistolløbets munding og konseilspræsidentens anseelige krop. Men det var ikke godsejerens kød, der standsede kuglen. Det var ikke statsoverhovedets blod og overklasselige væv, der tog imod den, det var ikke hans organers svulmende lebendighed, der tog imod, blev flænset og ødelagt på dens ubønhørlige vej, det var ikke de indre organer, der til sidst omsluttede kuglen og truede med at sluge den, som typografen havde håbet på. Nej, hvad der standsede kuglen var den snustobaksdåse, som konseilspræsidenten altid førte tæt på hjertet.[2]

Efter drabsforsøget opbevarede Estrup kuglen og dåsen i en fjern skuffe i sit enorme skrivebord. Sentimental var han ikke. Snart erhvervede han sig en ny emballage til det nødvendige narkotikum og glemte ganske det gamle stykke jern med det dobbelte låg, der havde reddet hans liv denne iskolde oktoberdag. Tre dage efter at hans skæbne kunne være blevet beseglet og Danmarkshistorien måske have taget en anden og mere brutal retning, inviterede Estrup sin gode kollega, landstingsformand Matzen, hjem. De to skulle have sig en kaminpassiar om indenrigspolitikkens fortrædeligheder. Begge var iført hjemmetøfler. Konseilspræsidenten havde gerne et ekstra par stående til gæstebrug. En af gevinsterne ved  tøflerne var, at de ligesom gjorde samtalerne mere fortrolige, det havde konseilspræsidenten ofte erfaret. Hvad loppen angår, så kan store temperatursvingninger, jævnfør kaminens buldren i den ikke særligt højloftede stue, meget vel have fremskyndet skadedyrets endeligt.


[1] Der har i eftertiden bredt sig den opfattelse, at Julius Rasmussen inden han affyrede sine skud adspurgte Estrup om denne virkelig var Konseilspræsidenten.
[2] Indtil flere historikere hævder, at kuglen blev bragt til standsning af en knap, ikke af en snustobaksdåse.
The following two tabs change content below.